Flere børn i institution trods små årgange

Aldrig har der været så mange børn i institution, selv om børnetallet falder. Der er 147.000 flere børn indskrevet nu end for 10 år siden. Med andre ord betyder de mindre børneårgange ikke, at der er behov for færre daginstitutionspladser

Der bliver født færre børn de kommende år. Derfor må der være basis for at spare på udgifterne til dag- og fritidstilbud, konkluderede politikere og planlæggere for en halv snes år siden. Men den grundlæggende præmis - at mindre børneårgange ville give mindre efterspørgsel efter institutionspladser - holder ikke en meter.

Selv om fødselsesårgangene har været faldende siden midthalvfemserne, så har efterspørgslen efter institutionspladser været stigende. Der går i dag 147.500 flere børn i dag- og fritidsinstitution, end der gjorde i 1995. Nemlig forskellen mellem 560.212 og 412.712.

Oplysningen fremgår - sammen med mange andre - af Danmarks Statistiks sociale ressourceopgørelse vedrørende børn og unge. Opgørelsen foretages på et bestemt tidspunkt hvert år, og den seneste giver et øjebliksbillede af situationen i oktober 2005.

Ikke alene viser opgørelsen, at der i oktober 2005 var indskrevet et godt stykke over en halv million børn, men også hvordan de fordelte sig på de forskellige institutionstyper.

Den senest tilkomne af dem, skolefritidsordningen, har udviklet sig til at blive den suverænt største. Antallet af indskrevne er i løbet af 10 år fordoblet fra 101.453 til 203.439. En anden højdespringer er den aldersintegrerede institution, som er gået fra 89.032 til 130.612 indskrevne. For vuggestuerne er det derimod gået tilbage, mens dagplejen, børnehaver og fritidshjem er gået en smule frem i forhold til tilstandene for 10 år siden. Sammenligner man derimod med 2005, så er der også for dem tale om en tilbagegang.

Hvorfor netop skolefritidsordningerne og de aldersintegrerede institutioner vinder sådan frem på de "gamle" institutionstypers bekostning, giver opgørelsen også et muligt svar på. Mens der i fritidshjem i gennemsnit er otte børn per medarbejder, er der i SFO'erne 12 børn per medarbejder. En anden forskel er, at der ikke er loft over forældrebetalingen i SFO'erne.

Ud over at det er relativt billigt at drive en SFO, har kommunen altså muligheden for at sætte forældrebetalingen, som den lyster.



Fleksibilitet koster. Den aldersintegrerede institutions succes skyldes ikke, at de er billigere end alternativerne, men at den af kommunerne anses for at være bedre egnet til at matche skiftende behov.

"Det, kommunerne går efter, når de bygger nye eller omdanner eksisterende vuggestuer og børnehaver til aldersintegrerede institutioner, er fleksibilitet. Det er for eksempel noget enklere at lave en vuggestueplads om til to børnehavepladser inden for den samme institutions rammer, end det er at skulle involvere flere forskellige institutioner i behovstilpasningen. Man får luft i systemet og et lettere flow, og det er med indførelsen af pasningsgaranti blevet nok så vigtigt," siger Tina Lundholm Petersen fra politisk-økonomisk sektion på BUPL's forbundskontor.

Tidligere sammenligninger af ressourceforbruget i henholdsvis aldersintegrerede institutioner og vuggestuer-børnehaver viser, at førstnævnte i gennemsnit faktisk har en lidt bedre personalenormering.

"Det er den pris, kommunerne betaler for fleksibiliteten," siger Tina Lundholm Petersen om de integrerede institutioner, som med 26.985 medarbejdere er det område på pædagogiske arbejdsmarked med den klart største beskæftigelse.

Selv om børnetallet er faldet, er andelen af 0-13 årige, som går i dag- og fritidstilbud steget, og det kan ses i dækningsgraden.

Den er højst - 95,2 procent - for de 3-5 årige, 80,2 procent for de 6-9 årige, 61,9 procent for de 0-3 årige og 10,1 procent for de 10-13 årige.

I 1995 havde man 40.928 aktive medlemmer, mens medlemstallet i 2005 nåede op på 53.715.

Hovedkasserer og forretningsudvalgsmedlem Flemming Brøgger Andersen tror, trods de meget høje dækningsgrader, at man også i de kommende år vil se vækst på daginstitutionsområdet.

"Hvis regeringen lykkes med at få flere i arbejde, vil det i sig selv bevirke en stigende efterspørgsel," mener han.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.