Filosofi til praktisk hverdagsbrug

Det er forbudt at have legetøjsvåben med i udflytterbørnehaven, for våbnene skaber for mange konflikter mellem børnene. Da bussen skal til at køre kl. 8.30, kommer moderen Mia i hast cyklende med sin søn Tobias, der har en plasticsabel over skulderen. Døren til bussen åbner, og Pernille skynder på dem: »Nu er vi altså ved at køre.«

Tobias går ind i bussen, og da Pernille får øje på sablen, udbryder hun til Mia: »Ihh altså, du ved jo godt, at børnene ikke må have våben med i børnehaven. Det bliver du altså nødt til at tage med hjem igen.« Mia svarer: »Åhh, det havde jeg glemt. Han var så umulig her til morgen, og jeg tænkte ikke over det, fordi vi havde så travlt.« Mia går ind i bussen og fravrister sønnen hans sabel, hvilket selvfølgelig fører til tårer og vredesudbrud og en noget anspændt afsked.



Fortællingen stammer fra Carsten Pedersens bog ’Praksisfilosofi’ og er et eksempel på det, han kalder en tankevækkende arbejdssituation. Sådanne situationer kommer pædagoger jævnligt ud for. Situationer, hvor meget kunne være gjort anderledes. Hvor det, der skete, den måde, det udviklede sig på, og det, man selv gjorde, kører rundt i hovedet på én bagefter. Man spørger sig selv, om man skulle have gjort noget anderledes.

Tankevækkende situationer sætter sig i krop og erindring, fordi noget enten gik overraskende godt eller mindre godt. Ifølge Carsten Pedersen byder pædagogers hverdag på mange tankevækkende oplevelser.

»Når man går tæt på praksis, vil man se, at pædagogisk arbejde består af daglig håndtering af en overvældende mængde af dilemmaer. Man håndterer konstant modsatrettede hensyn,« siger forfatteren til den filosofiske håndbog.

Carsten Pedersen er cand.mag. i samfundsfag og filosofi og underviser blandt andet på Pædagoguddannelsen Storkøbenhavn. Han ser problemfyldte arbejdssituationer som en port til filosofisk nytænkning og udvikling af den pædagogiske praksis.

Men kan filosofi bruges til refleksion over lortebleer, forsvundne vanter og ulovlige våben?

»Praksisfilosofi tager afsæt i og insisterer på at dreje sig om og dykke ned i konkrete hverdagssituationer. Dermed giver det mening for pædagogerne. De skal udvikle og kvalificere deres praksis ved at give plads til det, de er optagede af. Samtalen skal dreje sig om hverdagspraksis. Om lige præcis de situa­tioner, der volder problemer,« siger Carsten Pedersen.



Masser af spørgsmål. Ingen pædagog ønsker, at Tobias skal starte dagen med en ulykkelig og hektisk aflevering. Men får han lov til at tage sin sabel med, hvad så når Otto i morgen vil have sin seksløber med og

Anton på fredag sit lyssværd? Hvilket toneleje ønsker man at tale til forældrene i, og er det i orden at blive irriteret, når de kommer så sent, og de andre børn venter?

Og moderen Mia, hvordan bliver hendes dag? Irettesat af pædagogen i børnehaven på en morgen, hvor hun i forvejen har haft travlt og svært ved at få

Tobias med ud ad døren. Hvad kommer det til at betyde for hendes samarbejde med pædagogerne fremover?

Hovedspørgsmålene er, hvad der er i spil, og hvad der er på spil.

Måske skubbes tankerne til side. Måske vender Pernille situa­tionen med sig selv, en veninde eller en kollega og går efter et par hurtige konklusioner tilbage til praksis med ny handling. Men Pernille og hendes kolleger kan vælge en tredje vej, når en situation har sat sig. De kan udvikle deres praksis ved at tale om den.

De kan begynde at filosofere.



Perspektiv på sagen. Pernille havner sandsynligvis ikke i præcis samme situation i bussen igen. Men hvis hun praksisfilosoferer over den ærgerlige afsked med Mia, Tobias og sablen, kan hun gøre sig nyttige overvejelser, som kan bruges fremover i andre situationer.

»Kvaliteten af det pædagogiske arbejde ligger i at have dømmekraft til at håndtere dilemmaer. Man kan ikke forberede sig på praksis, men med praksisfilosofi kan pædagoger sikre sig, at deres handlinger bliver de bedst mulige ud fra de givne omstændigheder. For næste gang, man står i en lignende situation, vil ens dømmekraft være beriget af eftertanken. Man har set flere aspekter og overvejet flere hensyn,« siger Carsten Pedersen.

Først skal Pernille åbne situationen i bussen og anskue den fra flere vinkler.

»Når man reflekterer praksisfilosofisk, dvæler man ved den specifikke situation og undersøger nysgerrigt, hvad der dybest set var i spil og på spil. Man åbner situationen ved først at stille jordnære spørgsmål som: Hvad skete der? Hvem gjorde hvad? Derefter stiller man de store spørgsmål, som relaterer sig til situationen, men også rækker ud over situationen: Hvad er omsorg egentlig? Hvad vil det sige at være anerkendende? Hvad er en udsat position?,« forklarer forfatteren.

Det kan synes ufokuseret, men har til formål at bringe forskellige oplevelser og opfattelser frem. Man udveksler perspektiver på den konkrete situation og får dermed fat i, hvilke præmisser man tænker og handler ud fra i denne bestemte situation, mener Carsten Pedersen.



Vælg en strategi. Den praktiske filosof råder til, at man visker tavlen ren, inden man går i tænkeboksen.

»Praksisfilosofi handler om at undre sig og om at slippe tanken fri i forhold til en bestemt situation. Om konsekvent at tænke i andre baner. Om at udfordre idéen om sandheden eller idéen om metoden, der løser det hele. De handlestrategier, man når frem til, kan sagtens være inspireret af metoder, forskning og teori, men det er praksisstrategier,« siger forfatteren.

Næste gang Pernille står i en situation, hvor hun skal hjælpe et barn med at sige farvel eller håndhæve en regel, er Pernilles dømmekraft styrket.

Gennem sine filosofiske overvejelser har hun udviklet handlestrategier relateret til afskedsseancer og regelhåndhævelse. Og hun har spurgt sig selv og sine kollegaer: Hvad er dybest set omsorg? Hvad er anerkendelse egentlig? Dilemmaerne i lignende situationer er de samme, og Pernille skal bruge sin dømmekraft i den enkelte situation til at vælge sin strategi.



Praksisfilosofiens tre f’er

• Med Forundringen som motor kommer I rundt om det, der ligger bag jeres handlinger, og får fingrene ned i, hvad man dybest set kan forstå ved for eksempel omsorg og anerkendelse.

• Hermed har I et kvalificeret grundlag for at Forankre det ved den eksisterende praksis, som allerede virker.

• Og Forandre det, der ikke virker.



Konversation som samtaleform

I den praksisfilosofiske tænkeboks er det forbudt at skyde kollegers perspektiver i sænk. Derfor benyttes konversation som samtaleform. At konversere handler om ikke at forfalde til diskussion. Man omgås som ’medspillere’ i en gensidig udveksling af perspektiver. Man danser i stedet for at bekrige hinanden.



Praksisfilosofi: Sådan kommer du i gang

Hvis du har fået lyst til at slippe tanken fri, komme tæt på de daglige dilemmaer og udvikle nye strategier for praksis sammen med dine kolleger, skal du følge denne guide, som forfatteren Carsten Pedersen har designet.



I skal bruge

• En tankevækkende arbejdssituation, som er nedfældet på papir.

• En ordbog over det danske sprog.

• En praksisfilosofisk tænkeboks.

• Et afmålt tidsrum mellem 20 og 60 minutter.



Læs op

• Den tankevækkende arbejdssituation læses op. Den kan måske handle om samling.



Spørg hinanden

• Hvad er i spil og på spil?

• Hvilke positioner er der i situationen?

• Hvad er fællesskab, når man ser på denne situation?

• Derefter slår i ordet 'fællesskab' op i ordbogen. Diskutér, om de betydninger, ordbogen giver, er relevante for den situation, I arbejder med.

I tilfældet med samling, vil I se, at der er mange hensyn at tage, og at der er mange slags fællesskaber, at de ændrer sig hele tiden, at nogle er forstyrrende, mens andre ikke er.

I skal nu se nærmere på, hvordan man kan håndterer en samling, så ingen ekskluderes, og aktiviteten ikke opløses.

Husk, at få alle nuancer med, så I kan begynde at udvikle strategier.

Måske kan samlingen organiseres anderledes? Hvad betyder rummet for situationen? Skal vi sidde på puder?



Skriv det ned

En tankevækkende situation på skrift behøver ikke at være alenlang. Blot 10 linjer kan give mange overvejelser.

Når du skriver den tankevækkende arbejdssituation ned, er det vigtigt, at det er et begivenhedsforløb, og at du har fokus på sammenhængen. Hvad sker der lige inden, det spidser til? Hvilke positioner indtager pædagogerne, børnene, forældrene?



Slå det op

En ordbog over det danske sprog er et godt redskab, når man filosoferer over praksis. Når man stiller store spørgsmål om fællesskab og omsorg, kan ordbogen være med til at nuancere sagen. Ordbogens definitioner af fællesskab og omsorg kan bringe flere betydninger frem, så man ikke holder sig til bestemte fagbegreber.



Til sidst

I kan vedtage flere mulige strategier. Selvom flere af jer ved, at I aldrig vil bruge dem, skal alle med. I skal godtage dem som mulige strategier for jeres kolleger.





Husk!

• Pædagogisk praksis indebærer en lang række af dilemmaer, der ikke kan løses.

• Dilemmaerne skal håndteres, og der er mange hensyn at tage.

• Der vil komme mange mulige strategier for handling i spil.

• Målet med praksisfilosofi er ikke at blive enige, men at blive klogere på den situation, I har medbragt.



Hvornår?

Praksisfilosofi kan sagtens være et 20 minutters punkt på en dagsorden til et personalemøde. Det handler ikke om at nå til enighed eller tage beslutninger, men om at tænke i nye baner.