Farvel til dannelsesstafetten. Pædagogers arbejde med dannelse skal være tydeligt

Dannelse hævdes at være et af de helt centrale begreber i pædagogikken. Men hvad er dannelse egentlig?

Dannelse er bygget på idealer, og der er overordnet tre typer dannelsesidealer:

De naturvidenskabelige, hvor dannelse er en betegnelse for den optimale tilpasning til samfundet. De humanistiske, hvor dannelse ses som vejen til, at mennesket kommer til at forstå sig selv i forhold til samfundet. Og de demokratiske, der tager udgangspunkt i, hvordan mennesket er, og hvordan vi kan tilpasse samfundet til mennesket.

De tre typer dannelsesidealer kan godt stå i modsætning til hinanden. På den ene side kan vi danne børnene ved at tilpasse dem til samfundet. På den anden side kan vi tage udgangspunkt i børnene og lære dem, hvordan de får indflydelse på samfundet.

Det er de modsætninger, der kan gøre det svært at tegne et klart billede af pædagogernes arbejde med dannelse.

Det er derfor rigtigt gode og relevante spørgsmål, som dagtilbudsleder Fie Lademann sender videre til mig i det seneste nummer af Børn&Unge: ’Hvordan får vi ændret det brogede billede af pædagogers profession? Og hvordan får vi en reflekteret og tilrettelagt praksis i hverdagen med fokus på vigtigheden af børns dannelse og læring, så alle kan se, at det er en god investering i fremtiden at satse på høj kvalitet i dagtilbud?’

For at svare vil jeg gerne inddrage Hjalte, som jeg kender fra min børnehave. Som femårig bliver Hjalte inspireret af tv-julekalenderen ’Jul i Valhalla’. Han giver udtryk for, at de gamle nordiske guder er spændende. Med hans egne ord: ’Ham Loke dér, er bare mega sej. Kan du fortælle mere om ham, Johnny?’ Og ja, det kan jeg godt.

Derfor beslutter jeg, Hjalte og flere andre børn at lave et projekt om Valhalla, Loke og de andre nordiske guder.

Vi tager på biblioteket og låner bøger. Vi maler, klipper, klistrer og hænger op på væggen. Snakken går, børnene spørger og spørger, og jeg svarer, så godt jeg kan. Kan jeg ikke svare, kigger vi sammen i bøgerne efter svaret. Imens et landskab fra den nordiske mytologi, formet af papir, karton og tape, farvet af tusser og farvekridt, kommer til syne på væggen, undrer vi os og griner ad de ting, der er sjove og lidt mærkelige ved den nordiske mytologi. Når Hjalte kigger op på mig, kan jeg se, at han synes, det er sjovt og spændende.

Det er sådanne aktiviteter, som pædagoger er mestre i at frembringe. Vi fanger børnenes initiativer, følger dem og kvalificerer dem ved at tilføre ny viden. På den måde bliver Hjalte dannet inden for alle tre dannelsesidealer: Han får indflydelse på, hvad vi skal lave, han undrer sig og får en ny forståelse af et emne, og han får ny viden.

Sådan nogle aktiviteter skal der være plads til, hvis vi skal skabe både dannelse og læring. Og det er dem, vi skal formidle til forældrene, politikerne og til hinanden som pædagoger. Problemet med formidlingen er, at vi ofte fokuserer ensidigt på de naturvidenskabelige dannelsesidealer, når vi dokumenterer.

Det sker blandt andet, fordi politikernes lovgivning og temaplaner sætter rammer, som først og fremmest bygger på at tilpasse børnene til samfundet. Børnene skal jo helst vokse op og blive produktive og konkurrencedygtige borgere.

Men det sker også, fordi den naturvidenskabelige dannelse er lettere at dokumentere med en vis troværdighed. En sprogtest kan for eksempel måle barnets sproglige færdigheder med en større troværdighed, end hvis en pædagog skriver, at han har været med til at danne drengen Hjalte til demokrati ved at inddrage ham i beslutningsprocessen i børnehaven.

Hvis vi skal male et tydeligere billede af pædagogernes profession, skal vi tilrettelægge hverdagen, så det er mere tydeligt, hvad pædagogernes arbejde med dannelse og læring betyder. Så skal pædagogerne i højere grad fokusere på at forbinde de tre typer dannelsesidealer og dermed blive skarpere på at formidle dannelse som helhed.