Fantasien sætter ingen grænser

Rigtig mange børn har været oppe at flyve med alligatorer, som spiste æbler. Det har børnene fortalt i en amerikansk undersøgelse om børns erindringskompetencer. Undersøgelsen viser, at voksne, der prøver at hjælpe børns hukommelse på gled ved at udspørge barnet på en bestemt måde, risikerer at få bekræftet historier og begivenheder, som slet ikke har fundet sted.

"Det sker, fordi børn er meget afhængige af voksenhjælp. Især børn i førskolealderen har svært ved selv at tage initiativ til at fortælle sammenhængende om ting, de har oplevet, og derfor må de voksne ofte stille meget konkrete og lukkede spørgsmål og give børnene stikord for at hjælpe dem med at huske," siger psykolog Dorthe Berntsen, der er lektor ved Århus Universitet og forsker i hukommelse.

Men ét er at hjælpe barnet med at huske, hvad man lavede på den fælles kolonitur, noget andet er at afhøre et barn om seksuelle overgreb. Så længe man ved, hvad der er sket, er det fint, at den voksne stiller nogle hjælpende spørgsmål.

"Men hvis man ikke ved, hvad der er sket, men blot har nogle fantasier, forestillinger og bange anelser om, hvad der kunne være sket, og så investerer disse forestillinger i sin udspørgen af barnet, så bliver historien et produkt af den voksnes måde at tænke på. Børn har generelt tillid til, at det, deres forældre eller andre voksne siger, er rigtigt. Derfor overtager de let de voksnes meninger og vurderinger. Og lige meget om historien er sand eller falsk, kan barnet let manipuleres til at bekræfte den," siger Dorthe Berntsen, som derfor ser en risiko ved at lade politibetjente videoafhøre børn i sager om pædofili, selvom de har har fået et særligt kursus i at afhøre barnevidner.

"Hvis en politimand har en mistanke om, at han sidder med et offer for en seksuel forbrydelse, så er vedkommende måske mere tilbøjelig til at følge de svar fra barnet, der peger i den retning, og han vil nærme sig sin egen konklusion, ved at stille mere og mere lukkede spørgsmål," siger hun og påpeger, at det har stor betydning, både hvad betjenten spørger om, og i hvilket toneleje, han gør det.

"Barnet påvirkes meget af, om den voksne bruger en hård eller venlig tone, ligesom gentagelser af spørgsmål og afhøringens varighed har betydning," siger Dorthe Berntsen og understreger hovedproblemet.

"Børnenes vidneudsagn risikerer på den måde at blive et udslag af den voksnes fantasi," siger hun.



Lyver ikke. Forskning i børns vidneudsagn gør grundigt op med dogmet: "Børn taler altid sandt". Men Dorthe Berntsen vægrer sig dog ved at sige, at børn direkte lyver.

"Undersøgelser viser, at børn, hvis de bliver udspurgt på en bestemt måde og gentagne gange stilles de samme spørgsmål, kan udvikle det, vi kalder for falske erindringer. Det vil sige, at barnets forestilling om det der er sket, bliver så livagtig og central i barnets hukommelse, at barnet virkelig oplever det som sandheden. Også selvom barnet senere får at vide, at det bare var en leg," siger hun og tilføjer.

"Jo mere detaljeret forestillingsbilledet er, og jo længere tid barnet holdes i den falske tro, jo større risiko er der for, at det bliver til en egentlig erindring hos barnet," siger Dorthe Berntsen og påpeger, at falske erindringer kan udvikle et egentligt traume hos barnet.

"Barnet risikerer at drømme om det om natten eller genopleve det glimtvis. Man kan godt få det rigtig skidt over noget, som ikke er sket, hvis man tror nok på det," fastslår hun.



Justitsmord. Det er ikke bare det måske traumatiserede barn, der er offer i tilfælde af falske vidneudsagn om alvorlige hændelser. Hvis barnet i sager om seksuelt overgreb er blevet manipuleret til at fortælle en falsk historie, er der en uskyldig krænker, som risikerer et ubehageligt sagsforløb og i værste fald en lang fængselsstraf.

Retshistorien viser en lang række eksempler på sådanne justitsmord. I USA opstod i 80'erne et drastisk boom i sager om seksuelle overgreb i daginstitutioner samt en voldsom udvikling i sagernes karakter. Det, der startede med én forælders beskyldning mod ejeren af børnehaven Little Rascal Daycare i North Carolina, blev efter forældres, pædagogers og betjentes gentagne udspørgen af børnene til 90 børnehavebørns fremsættelse af mange forskellige former for krænkelse. Beskyldningerne angik ikke længere ejeren alene, men syv ansatte i børnehaven. De omhandlede blandt andet voldtægt, sodomi, oralsex og forskellige former for ritualiseret, sadistisk misbrug - herunder drab på spædbørn. Børnene berettede for eksempel, at de var blevet bundet, brændt, hængt med hovederne nedad samt tvunget til at indtage forskellige narkotiske midler. Enkelte omtalte endog, at de på en sejltur var blevet kastet overbord til hajer, der kredsede rundt om båden. Retssagen mod daginstitutionslederen varede otte måneder og endte i april 1992 med en dom på 12 gange livstidsfængsel. En anden ansat idømtes livstidsfængsel. Men i 1995 blev begge frifundet ved en appeldomstol. Flere sager i USA, samt sager i Tyskland, Bjugnsagen i Norge og Vadstrupgårdsagen i Danmark har lighedstræk med de voldsomme beskyldninger mod de ansatte i Little Rascal Daycare.

I lyset af disse sager maner advokat i BUPL Michael Berner til besindelse. Han er vidne til, at anklager om seksuelle overgreb i danske daginstitutioner kun i meget få tilfælde viser sig at have noget på sig. De seneste ti år, har omkring 100 sager kun ført til en enkelt domsfældelse af en pædagog.

"Det er udtryk for, at der popper en masse ubegrundede mistanker op," siger han.



Tvivlsom afhøring. Efter de voldsomme domme i USA især, opstod her den forskningstradition i børns vidneudsagn og erindringskompetencer hos børn, som Dorthe Berntsen har været med til at introducere i Danmark. Hun mener, at danske retsinstitutioner og politiet gør alt for lidt brug af forskningens resultater, og Michael Berner er enig. I sagen om Holbæk-pædagogen Per Olsen, som for et par måneder siden blev frikendt for anklager om under en telttur at have begået seksuelt overgreb mod en seksårig pige fra den børnehave, hvor han er ansat (se Børn&Unge nummer 35), brugte Michael Berner det meste af sit forsvar på at gennemhulle en meget tvivlsom videoafhøring af pigen. Advokaten er forarget over, at sagen uden skyggen af tekniske beviser overhovedet endte i retten.

"Det har været chokerende for mig, at anklagemyndigheden ikke ser mere kritisk på deres egne beviser, og jeg finder, at anklagemyndighedens håndtering af en sådan sag er egnet til at producere justitsmord," sagde advokaten efter frifindelsen til Børn&Unge.

Børn&Unge har siden læst advokatens procedure, som henviser til passager i politiets videoafhøring af barnet. Den er fyldt med det, der i psykologernes terminologi hedder vokseninduktioner, scaffolding (den voksne tilbyder barnet et "fortælleskelet", barnet kan bygge sin erindring op omkring), lukkede spørgsmål, gentagne spørgsmål, suggestive spørgetekniker, løfter om belønning og trusler om straf. Alt sammen noget, som ifølge Michael Berner gør videoafhøringen fuldstændig uegnet som bevismiddel.

"Hvor rørte Per dig henne?" og "Var det noget, du gjorde ved Per, eller var det noget, Per gjorde ved dig?", eller "Du skal fortælle, hvad der skete, da Per lynede din sovepose op".

"I de her spørgsmål ligger der allerede en forventning om, at noget er sket, og at det er noget, barnet skal fortælle om," siger han og kritiserer betjenten for at tilbyde pigen henholdsvis en sodavand og en rundvisning på politigården eller at komme ud til sin mor, hvis bare hun fortalte, "det der var sket".

"Det retligt interessante er her, at pigen for mig at se tilbydes et fortælleskelet, som ikke har nogen kobling til en virkelig hændelse. Man kan se på videoafhøringen, at pigen bliver meget rådvild," siger Michael Berner og påpeger, at især børn er let påvirkelige til at forsøge at gøre udspørgeren tilfreds. "Hvis en voksen person blev stillet over for spørgsmålet, "er gul større end blå?", så vil vi straks protestere over for intervieweren og sige, "nu spørger du om noget meningsløst". Men det har man i en undersøgelse prøvet at spørge nogle børn om, og langt størstedelen af børnene svarer enten den ene eller den anden farve," siger Michael Berner, der har skelet til psykologernes litteratur i udformningen af sin procedure.

Han lægger i modsætning til intervieweren mærke til, at pigen flere gange siger: "Der ikke er sket noget," og "det er kun noget, jeg har fortalt".

"Der er masser af eksempler på åbninger i interviewet, hvor betjenten kunne have spurgt ind til, hvad det var, hun "bare fortalte". I stedet følger betjenten sin mistanke om, hvad der er sket, og videoafhøringen bliver et

eklatant eksempel på, at som man spørger, får man svar," siger Michael Berner, som sammenligner videoafhøringen med brugen af barnevidner i 1600-tallets hekseprocesser.

"Den her sag kom aldrig ret langt, men i sin grundsubstans er den gjort af præcis det samme stof, som giver næring til hekseprocesser, nemlig vandrehistoriens stof," siger han.



Ikke overdrevet. Mens advokaten og Dorthe Berntsen finder Bjugnsagen og lignende eksempler for groteske til at være sande, minder Kirsten L. Moesgaard om, at eksemplerne slet ikke er så langt fra virkeligheden. Hun er chefpsykolog på Roskilde Amtssygehus og underviser politiet, som arbejder med sager om seksuelle overgreb. Hun kender til sager, hvor børnepornografiske billeder er taget i daginstitutioner, og hun har set pædofiles videooptagelser, som udstiller de forfærdeligste krænkelser mod børn.

"Jeg arbejder konket med disse sager til hverdag, og det gør Dorthe Berndtsen ikke. Hun har læst litteraturen omkring sagerne og har ikke nær den samme praktiske erfaring, som jeg," siger Kirsten L. Moesgaard.

Hun er enig med Dorthe Berntsen i, at børn kan manipuleres til at fortælle ting, der er usande og i, at politiet kunne bruge mere psykologisk supervision til at forestå afhøringerne, men hun roser politiets arbejde.

"Politiet gør, hvad de kan, de er netop uddannet i, hvordan man spørger til børn i bestemte aldre, og ofte er videoafhøringen mere til sigtedes fordel end til barnets. Mindre børn er meget blufærdige og fortæller ikke altid, hvad der er sket. Det kan være nødvendigt med meget mere end den ene afhøring, man i Danmark må foretage," siger hun og påpeger, at der i retsplejeloven direkte opfordres til varsomhed omkring videoafhøringer.

Hun erkender, at der kan være sager, hvor en fjer er blevet til fem høns, men hun minder om alvoren i, at et barn bliver misbrugt.

"Argumentationen for, at børn manipuleres til at tale usandt i de her sager, finder jeg utrolig dårlig. Little Rascal-sagen fremdrages igen og igen. Det er forfærdeligt, at nogen skal mistænkes for noget, de ikke har gjort, men det er også forfærdeligt, at mange der misbruger børn seksuelt ikke bliver dømt, da der er risiko for, at de fortsætter med at misbruge," siger hun.



Forhør af børnehavebarn

Anklager: Skulle du ligge oven på Bridget?

Børnehavebarn (Bobby): Ja.

Anklager: Og da du lå oven på Bridget, hvor havde du så dine kønsdele?

Børnehavebarn: Det har jeg glemt.

Anklager: Kan du huske, at du fortalte Miss Judy, at du skulle stikke den helt ind til hendes [Bridgets] kønsdele. Skulle du det, Bobby?

Børnehavebarn: Nej, Sir.

Anklager: Hvad sagde du?

Børnehavebarn: Nej, Sir.

Anklager: Sagde du ja eller nej?

Børnehavebarn: Ja, Sir.



Kilde: Forhør med et af børnene i Little Rascal Daycare Sagen, gengivet i artiklen: "Retrospektiv opklaring af overgreb - kan vi stole på børns erindringer", af Dorthe Berntsen. I tidsskriftet: "Psyke & Logos", december 1999.