Fanget i usandhed

Det er barske billeder, der toner frem, når pædagog Casper Hvemon spoler sin livsfilm tilbage. En film, der både for ham selv og folk omkring ham synes noget nær umulig at begribe.

Casper Hvemon var engang fundamenta­list. Parat til at dø på slagmarken. Blive hyldet som martyr med udsigt til et liv i paradis blandt smukke jomfruer.

"Jeg troede fuldt og fast på, at Khomeini var Irans frelser. Han lovede os demokrati og frihed," siger Casper Hvemon, når han skal forklare, hvad der som ganske ung drev ham ud på fundamentalismens vej. Det skete i tiden omkring den iranske revolution i 1979.

Dengang hed han Hamid Pijam. Han ønskede virkelig at dø, fordi han var overbevist om, at han var en del af en højere plan. Noget stort var under opsejling. En ny sandhed. Landets leder Ayatollah Khomeini lovede det iranske folk frihed og demokrati. Det var kampen mod det Shah-dynasti, som diktatorisk havde regeret det persiske rige i 2500 år.

"Jeg blev ikke fundamentalist fra den ene dag til den anden. Det var en langsom og intens påvirkning, hvor vi som unge mænd fik en fornemmelse af, at vi var med til at skrive historie. Vi troede på, at den iranske revolution var vejen til frihed," siger Casper Hvemon, der blev revolutionsgardist og kæmpede på Khomeinis side.



Småkager og våbentræning. Den historie er alt andet end nærværende, når man træder ind over dørtrinnet i Casper Hvemons hjem i Odense-forstaden Næsby. I et velordnet rækkehus, bygget til danske kernefamilier i 1960'erne, er det ikke billeder af bomber, krig og fundamentalisme, som springer en i øjnene.

To smilende og imødekommende døtre, en dansk kone, der er folkeskolelærer, og Casper Hvemon selv tager imod i entreen. Han er denne sene eftermiddag netop kommet hjem fra Sanderum Skole i Odense, hvor han i et år har været ansat som pædagog. Inden da arbejdede han inden for specialområdet. Hans døtre er på vej ud ad døren. På vej til klaverundervisning. Bordet i stuen er dækket op med kaffe og et indbydende fad med chokoladesmåkager plus en farverig twist-blanding. Rendyrket hygge.

"Jeg kan i dag have svært ved at forstå, hvad der skete med mig. Den del af min historie gør ondt. Men vi var udsat for massiv påvirkning, og jeg var sikker på, at jeg havde fundet sandheden. Præsterne i landet fortalte os, hvordan vi skulle tænke, og vi stillede ikke spørgsmål," siger Casper Hvemon.



Pædagog og forfatter. Foran ham ligger bogen 'Fundamentalisten - Bag om mennesket'. Det er ikke en bog om en fremmed virkelighed. På ryggen står der Casper Hvemon.

Den selvbiografiske skildring af en barsk, iransk fortid er netop udkommet. I bogen fortæller den odenseanske pædagog hudløst ærligt om, hvordan han blev fanget i usandheden.

Det er ikke bare historien om en ung mand, der under den langstrakte krig i 1980'erne mellem Iran og Irak sendte raketter mod fjenden og var parat til at dø. Det er også historien om en ung Casper Hvemon alias Hamid Pijam, der trænede 13-årige skolebørn i at bruge våben.

"Den del er næsten den værste - at jeg har været med til at træne og sende unge mennesker i krig. Men de gjorde det nøjagtigt som jeg selv frivilligt. De var klar til at dø som martyrer."

Casper Hvemon fortæller med rolig og venlig stemme. Selvom hans smilende ydre også bærer en tydelig alvor, er det umuligt at se, hvad han oprindeligt er rundet af. I egen person er han et eksempel på, at der med de rette - eller snarere forkerte - påvirkninger kan optrænes en fundamentalist i de fleste.

"Selvfølgelig er de livsforhold, som jeg voksede op under i Iran meget forskellige fra dem, vi kender i Danmark. Vi var et undertrykt folk, og der var ingen demokratisk frihed. Men vi må ikke lukke øjnene for, at fundamentalisme også kan udvikles i Danmark," siger Casper Hvemon.



Eget skræmmeeksempel. Dermed indkredser han også, hvad der er hans bevæggrund for at lægge sin fortid frem til offentlig beskuelse i det Danmark, der siden 1984 har været hans hjemland. Det handler ikke om ekshibitionisme, men udspringer ene og alene af hans ønske om at bidrage til debatten om fundamentalisme.

"Det stærkeste våben mod fundamenta­lisme er viden og anerkendelse," siger Casper Hvemon.

Selv havde han en far, der stillede stærkt kritiske spørgsmål til hans livsbane. Foreholdt ham det absurde i, at han først efter døden fik adgang til et paradisisk liv blandt jomfruer, når han allerede i dette liv havde adgang til smukke kvinder. Langsomt begyndte det fundamentalistiske panser at slå revner. Tvivlen på retfærdighed og sandhed meldte sig. Præster og militærledere forbød ham at læse noget af den islamiske litteratur, han havde stående i reolen på sit værelse, han mistede nærtstående familiemedlemmer under krigen og blev ramt af meningsløshed.

Han indså, at han havde været fanget i usandhed.

"Jeg var udsat for forfølgelse og kom i fængsel, da jeg ikke længere levede op til de fundamentalistiske muslimske krav. Til sidst havde jeg ikke andet valg end at flygte," siger Casper Hvemon.

Gennem familiære kontakter lykkedes det ham at købe et pas og en busbillet fra Teheran til Tyrkiet. Herfra gik flugten til det tidligere Østtyskland og derfra videre med tog og færge til Danmark. Året var 1984. Små 10 år senere sagde han samtidig farvel til sit arabiske fødenavn Hamid Pijam.

"Det var svært dengang at få fast arbejde med et udenlandsk klingende navn. Den første ansøgning, som jeg skrev med mit nye navn, gav fast job," siger han som forklaring på, at han nu hedder Casper Hvemon.



Anerkendelse er vejen. Mens det store problem i Iran var manglende viden - at han som barn og ung var udsat for religiøs og politisk indoktrinering - så oplever Casper Hvemon, at noget af det, der kan udvikle fundamentalistisk adfærd hos muslimske børn og unge i Danmark, er manglende anerkendelse. På det felt mener han, at pædagoger kan spille en helt afgørende rolle.

"Den form for fundamentalisme, der opstår i Danmark, når unge for eksempel melder sig til Hizb ut-Tahrir, kan forklares med, at de unge har oplevet manglende anerkendelse. At deres kulturelle og religiøse baggrund ikke er blevet rummet i den politiske verden og i institutions- og skolemiljøet," siger Casper Hvemon.

Han er ikke ude på at pege fingre eller placere skyld for, at der også under danske himmelstrøg skabes fundamentalister. Selvom idealet er at skabe et samfund, hvor fundamentalisme ikke kan opstå, så ved Casper Hvemon, at der er mennesker - også børn og unge - der ikke kan reddes.

Alligevel er han ikke i tvivl om, at man som pædagog kan gøre en kæmpestor indsats for at komme fundamentalismen i forkøbet.

"De børn, der udvikler fundamenta­listiske træk, vil som oftest komme fra hjem, hvor mor og far lever isoleret fra det danske samfund. De er måske ikke fortrolige med sproget og værdierne. De bliver præget til at tænke i 'dem' og 'os' ," siger Casper Hvemon og fremhæver i den sammenhæng den pædagogiske rolle.

"Her handler det i høj grad om at vise børnene interesse for deres kulturelle og religiøse ståsted. Og at vi som pædagoger lader børnene fortælle om det sted i verden, de kommer fra. Vi skal lytte nysgerrigt og åbent."

Han sætter sig ned i sofaen og tænder for sin bærbare computer. Finder et klip på Youtube med den canadiske premiereminister, der i anledning af det iranske nytår sender en hilsen til den iranske del af den canadiske befolkning. Ordene falder på persisk.

"For den canadiske premiereminister er sådan en gestus ganske gratis. Men den betyder så ufatteligt meget for landets muslimer. De oplever, at de er velkomne og en naturlig del af landet, " siger Casper Hvemon.



Religiøs forskrækkelse. Den odenseanske pædagog ville ønske, at den danske statsminister ville udvise samme imødekommende håndsrækning til landets muslimer.

Selvom Casper Hvemon for 14 år siden konverterede til kristendommen, så ved han nemlig, hvad det betyder at blive mødt med åbenhed. Og den åbenhed skal ikke kun finde sted på ministerniveau, men i høj grad også i den daglige pædagogiske praksis.

"For et muslimsk barn kan det være af overordentlig stor betydning, at det møder en pædagog, som under ramadanen ønsker barnet tillykke med festligheden. Her handler det om, at man som pædagog også får sat krydser i kalenderen, når der er muslimske højtider, så man taler lige så naturligt om disse som om de kristne højtider. På den måde kommer barnet ikke til at føle sig fremmed og forkert med sin anden kulturelle baggrund," siger Casper Hvemon.

Han oplever, at der generelt kan herske en berøringsangst over for et barns religiøse udgangspunkt i den pædagogiske verden. Et forhold, som Casper Hvemon i høj grad tilskriver, at vi i Danmark ikke lader det religiøse komme til udtryk i det offentlige rum. Religion er under danske himmelstrøg en privatsag.

"Det er ikke fordi jeg ønsker, at pædagoger skal være religiøse lærere eller vejledere. Men en almindelig nysgerrighed og interesse kan betyde meget for det barn, der måske ellers får tudet ørene fulde med, at Danmark er imod dem og deres kultur."

I det hele taget mener Casper Hvemon, at der er al mulig grund til at udvise imødekommenhed og åbenhed over for muslimer og andre religiøse og kulturelle minoriteter, bare det ikke sker på bekostning af de danske værdier. For eksempel forstår han ikke, hvorfor man mange steder reagerer så stejlt over for muslimers ønske om at klæde om og bade for sig selv.

"Sådan et ønske kan man nemt imødekomme med et badeforhæng. Nøjagtigt som overvægtige børn kan føle det ubehageligt at være nøgne blandt deres kammerater, kan det gælde for muslimer, og jeg kan ikke forstå, hvorfor vi ikke kan imødekomme det, ligesom man gør i Holland og Frankrig," siger Casper Hvemon og understreger, at det ikke handler om at sælge ud af den danske institutions­kultur og for eksempel indrette bederum.



Spot en fundamentalist. På grund af sin personlige historie mener Casper Hvemon, at han har særligt øje for signaler, der indikerer, at et barn er på vej ud på en fundamentalistisk glidebane.

"Når man ser en dreng, der i stigende grad trækker sig og ikke vil lege med de andre danske børn, er der al mulig grund til at være ekstra opmærksom. Selvfølgelig er det barn ikke fundamentalist, men det kan være enormt vigtigt at møde barnet, spørge ind til, hvorfor han ikke vil lege med de andre, og i det hele taget forsøge at inkludere og skabe en tryg relation. Det barn har brug for en rollemodel, der kan trække det i den rigtige retning."

I det daglige pædagogiske arbejde i skolefritidsordningen på Sanderum Skole i det sydvestlige Odense har Casper Hvemon ikke kontakt med mange muslimer. Han arbejder i et område af byen, hvor der ikke bor mange børn med anden etnisk baggrund end dansk.

Og det er ifølge den iranskfødte pædagog ikke befordrende for hverken integration eller beskyttelse mod fundamentalisme.

"Om du er i Vollsmose eller på Frederiksberg i København, så er der tale om hver sin form for ghetto. Der opstår et 'dem' og 'os', som kan skabe grobund for fundamentalisme. Set fra min verden, skal vi som samfund have mod til at sprede etniske danskere rundt på byens skoler."



Pædagogisk dannelse. Den pædagogiske indsats for bekæmpelse af fundamentalisme bør efter Casper Hvemons mening tage form allerede under pædagoguddannelsen. Selv er han uddannet på Haderslev Statsseminarium i 1991, og hverken her eller på andre af landets pædagogseminarier findes der i dag pensum i kulturstudier. Et fag, som ifølge Casper Hvemon vil kunne klæde pædagogstuderende stærkt på til at møde den multikulturelle virkelighed, som de træder ud i, når de er færdiguddannede.

"Som pædagog er det vigtigt, at man kender og forstår de præmisser, som et barn eller et ungt menneske med anden etnisk baggrund tænker og handler ud fra. Her vil det uden tvivl være gavnligt, hvis man allerede under uddannelsen får en forståelse for, hvordan kultur, religion og individ spiller sammen," siger han.



Pædagogen og fundamentalisten

Casper Hvemon er 49 år og ansat som pædagog i skolefritidsordningen på Sanderum Skole i Odense. Han er født og opvokset i Iran, og flygtede i 1984 til Danmark. Han har netop udgivet den selvbiografiske skildring 'Fundamentalisten - Bag om Mennesket'. I erindringsromanen fortæller han om, hvordan han var med til at kæmpe på Ayatollah Khomeinis side under den iranske revolution i 1989. Og hvordan han siden blev ung fundamentalist, deltog aktivt i krigen mod nabolandet Irak og trænede 13-årige børn til krig.