Fanget i en ond cirkel

60-årige Al-Kassab er en respekteret mand på det indre Nørrebro i København. Det er politiet nok ret ligeglad med, da ordensmagten lørdag den 9. februar 2008 har et mindre sammenstød med den gangbesværede butiksejer ud for Folkets Park tæt på Blågårds Plads.

Efter halvandet års efterforskning konkluderer statsadvokaten, at betjentene slog og væltede Al-Kassab omkuld, men at det ikke var uberettiget, fordi han blandede sig i politiarbejdet. Derfor var der heller ikke grundlag for at rejse sigtelse mod betjentene, vurderer statsadvokaten.

Men for mange unge på det indre Nørrebro bliver politiets overgreb på Al-Kassab den berømte dråbe, der får bægeret til at flyde over.

I forvejen er kvarterets beboere rasende over, at politiet har gjort området til visitationszone med det resultat, at en masse unge må finde sig i ydmygende kropsvisitationer. Selv kommunens gadeplansmedarbejdere med brun hudfarve bliver visiteret.

Dagen efter politiets sammenstød med Al-Kassab går de unge amok og sætter ild til biler rundt omkring i kvarteret. Affaldscontainere bliver hevet ud på vejene og antændt.

Nørrebros unge er før gået amok, men der er noget særligt ved urolighederne i vinterferien 2008. For ilden breder sig som en steppebrand. Til Vesterbro, Amager, Tingbjerg, Nordvest og Valby i København. Videre til Rødovre, Ishøj og Høje Taastrup, til Kokkedal, Nivå, Farum og Birkerød. Også provinsen er med: Slagelse, Kalundborg, Aalborg, Viborg, Horsens, Aarhus Vest og Vollsmose i Odense.

I alt registerer politiet over 700 større eller mindre brande. Heraf er de 400 i Storkøbenhavn.

Nu har journalisten og forfatteren Aydin Soei skrevet en bog om de landsdækkende uroligheder. 'Vrede unge mænd' afdækker, hvad der sker i hovedet på de frustrerede unge indvandrere, der bruger vold og hærværk for at blive set og hørt.



Ambition Bandemedlem. Aydin Soei er født i Iran. I en alder af fire år kommer han til Danmark i 1986, og hans familie slår sig ned i Avedøre Stationsby i Hvidovre. I skolen finder Aydin Soei sig hurtigt til rette i et fællesskab, hvor det handler om at lave ballade. 10 år gammel fortæller han sin mor, at han vil være bandemedlem, når han bliver stor.

Heldigvis for Aydin Soei flytter familien til Gladsaxe, og i den nye skole er det ikke smart at være bølle. Han får efterhånden styr på det danske sprog og ender med at komme i gymnasiet. I dag er han bachelor i journalistik og cand.public. i sociologi og medborgerskab fra Syddansk Universitet og underviser på Krogerup Højskole i Humlebæk.

Idéen til 'Vrede unge mænd' opstod, fordi Aydin Soei undrede sig over, at en helt konkret lokal konflikt kunne blive et nationalt fænomen. Der måtte være noget bag optøjerne, og dette 'noget' satte han sig for at finde.

"En af farerne ved at analysere sådan nogle optøjer er, at man skal passe på med at komme til at overanalysere. Man kan ikke sige, at det hele er en politisk og social kamp," siger Aydin Soei.

Mange af de unge, der deltager i optøjerne, og især de yngste af dem, gør det, fordi de kopierer de andre unge. Og så giver det status, påpeger han.

"Det er let at rykke op i hierarkiet ved at tænde ild til en container."



Modborgere. Men man skal også passe på ikke at underanalysere optøjerne, som medierne gjorde, understreger Aydin Soei. Politiets analyse af optøjerne som en kombination af kedsomhed i vinterferien og hashhandlere, der var trætte af at blive jagtet af politiet, er ikke fyldestgørende.

"Optøjerne er langt hen ad vejen udtryk for, at en stor gruppe unge føler sig som modborgere. De føler, at de systematisk bliver kategoriseret negativt," siger Aydin Soei.

De unge føler sig ikke anerkendt som ligeværdige medborgere, og derfor føler de heller ikke et ansvar over for samfundet generelt. De retter i stedet solidariteten mod deres egen subkultur.

Aydin Soei er selv en borger, som bidrager til samfundet. Han har både uddannelse og arbejde.

"Alligevel føler jeg mig også fra tid til anden som modborger. Det er bare ikke en konstant livsposition. For mig sker det, når jeg prøver at komme ind på et diskotek og bliver afvist. For jeg bliver stadig afvist, og det gjorde jeg også for 10 år siden. Men jeg bliver meget mere vred i dag."

For 10 år siden kunne han måske forstå, at en ung fyr som ham selv blev afvist i døren, men han vil ikke finde sig i diskriminationen mere.

"Jeg er kommet op i alderen. Nu bør jeg have gjort mig fortjent til ikke at blive afvist på det skide diskotek."

Modborgerskabet bliver især farligt, når det er en konstant tilstand, påpeger han. Og det er der, de befinder sig, de vrede unge mænd, der færdes i destruktive subkulturer, hvor de giver hinanden anerkendelse for en opførsel, som i samfundet udløser fængselsstraf.

"Det farlige er, når subkulturen er et produkt af, at du ikke kan vinde anerkendelse andre steder. For så er den det eneste, du har, og så er det svært at bryde ud af det fællesskab," siger Aydin Soei.



Skillelinjen. Især én faktor afgør, om en ung er i risikozonen: Uddannelse.

"Det viser sig gang på gang at være en skillelinje for, hvem der kan vinde anerkendelse, og hvem der ikke kan. Den mest effektive måde at undslippe kategorien som potentielt farlig andengenerationsindvandrer er, hvis du kan fremvise et uddannelsesbevis," siger Aydin Soei.

Uddannelse er vigtigere i dag end for 20 år siden, fremhæver han. Dengang betød manglende uddannelse måske, at man endte som ufaglært.

"I dag er konsekvensen, at du ikke kan få et job og er dømt til at leve på samfundets bund. Og hvis du befinder dig i den sociale position, er det meget svært at blive anerkendt som ligeværdig medborger," siger han.

Samtidig bliver unge under uddannelse også skærmet af rødderne, forklarer han. Det er accepteret, at de ikke deltager i kriminelle handlinger som de andre rødder. Og man behøver ikke i samme grad at forsvare bydelen, når den er under angreb som under bandekonflikten.

"Men hvis du tilhører den gruppe, som ser ud til at have nothing to lose, ingen ungdomsuddannelse og en sort straffe­attest, skal der meget mere til, for at de andre accepterer, at du ikke vil bidrage til fællesskabet, når bydelen er under angreb," siger Aydin Soei.



Bopælen stempler. De unge erfarer også smerteligt på egen krop, at urolighederne har konsekvenser. Bopælen er nemlig blevet en belastning for de unge, viser Aydin Soeis interview med de unge. Især med regeringens ghettopakke fra efteråret 2010 bliver de unge og de kvarterer, de bor i, stemplet.

"Men det er først i slutningen af teenageårene, at det går op for dem, hvor store konsekvenser det har for dem at bo i en bydel, som ofte bliver rubriceret som ghetto. Det er sværere for dem at få praktikpladser, og det er sværere for dem at komme ind på disko­tekerne," siger Aydin Soei, der har mødt unge, der digter sig til pænere adresser. For eksempel siger de 'jeg bor lige ved Forum Station på Frederiksberg'. Det er 200 m fra Blågårdskvarteret. Men for de unge betyder det, at de kommer i en anden kategori.

"Når de siger Blågårdskvarteret, spørger folk dem for sjov 'går du med kniv?'. Når de siger Frederiksberg, så bliver de ofte spurgt 'bor du i andel eller ejerlejlighed'," fortæller Aydin Soei.



Fortjent anerkendelse. For de vrede unge mænd gælder, at de er fanget i en ond cirkel, påpeger Aydin Soei. På den ene side ønsker de at blive anerkendt af samfundet, på den anden side laver de ballade for at blive anerkendt, men så kan samfundet netop ikke anerkende dem.

Han henter inspiration til forståelsen af de unge andengenerations indvandrere i den tyske socialfilosof Axel Honneths begreber om anerkendelse. Men det er problematisk at sige, at de unge bare skal have anerkendelse, så bliver alt godt.

"Honneth er svær at overføre til praksis. Det er svært at overbevise samfundet om, at det skal anerkende en, som brænder biler af. Hvorfor skal omverdenen behandle de unge som ligeværdige medborgere, hvis de unge ikke selv opfører sig, som om de er solidariske medborgere?" spørger Aydin Soei.

Anerkendelse er netop noget, man gør sig fortjent til.

"Du skal opføre dig, som om du er medborger. Omvendt er det ikke let at overbevise de unge om, at de skal tage ansvar for deres omgivelser, hvis ikke de føler, at de har andel i det samfund, de lever i," fastslår han.

For lærere og pædagoger er det ikke en farbar vej bare at bade de unge i ros og anerkendelse.

"Hvis de unge har et lavt selvværd og ved, at de befinder sig på samfundets bund, vil de ikke tilskrive din anerkendelse særlig meget værdi. Den eneste måde, de unge kan vinde anerkendelse, er ved at gøre noget ved uddannelsesunderskuddet," siger han.



Intet alternativ til gaden. På Nørrebro har det også skabt problemer, at der ikke har været nogle steder at gå hen for de mange unge, der ikke kom med på uddannelsestoget. Der har ikke været tilbud til dem, når de blev 18 år, fortæller Aydin Soei.

"Så har de hængt ud på gaden. Den store gruppe, der kommer ud af folkeskolen uden funktionelle læsekompetencer, er i risikozonen for at havne i gruppefællesskaber. De er ikke interessante for Børne- og Ungdomsforvaltningen, når de bliver 18, og de er først interessante for Socialforvaltningen, når de er blevet et socialt eller kriminelt problem."

Først i 2009 åbnede kommunen igen et værested for unge over 18 år.

Ungdomsklubberne spiller en vigtig rolle, fremhæver Aydin Soei:

"Pædagogerne viser sig gang på gang til at være dygtigere end skolelærerne til at få fat i de vrede unge mænd fra uddannelsesfremmede familier. For de unge, der har fået mange boglige nederlag, er klubben et helle."



Kolonimagt. Men klubmedarbejderne skal mestre en hårfin balancegang. På den ene side skal de ikke give næring til de unges negative fortællinger om, hvor sej man skal være for at kunne begå sig i kvarteret. På den anden side skal de heller ikke stikke de unge et stort hold kæft-bolsje, som Aydin Soei kalder det.

"For det kan betyde, at de unge vender sig mod pædagogerne og kommer til at se pædagoger og skolelærere som en art kolonimagt."

Det var nemlig, hvad der skete i bydelen Tingbjerg, hvor de unge brændte klubben ned. Her var medarbejderne så bange for deres egen sikkerhed under bandekrigen, at de ofte måtte lukke klubben.

"De unge anså pludselig pædagogerne som modstandere i stedet for nogle, der var i samme båd. De unge følte, at pædagogerne ikke kunne forstå dem, og pædagogerne anså de unge som farlige," siger Aydin Soei.

Et problem for klubben i Tingbjerg var, at den havde mange nye medarbejdere.

"Kendskab til de unge og tillidsfyldte relationer er alfa og omega, især når det gælder unge, som føler, at de skal betale både et socialt gebyr og et etnisk gebyr for deres hudfarve," siger han.



Keep it real. Ud over at være et fristed har klubberne en vigtig mission. Medarbejderne må forsøge at lære de unge at artikulere deres frustration.

"Bare det at kunne artikulere sig er i sig selv med til at konfliktnedtrappe. Især fordi det kan give de unge større selvværd. Mange af de unge, der ikke kan sætte ord på deres frustrationer, er ofte dem, der bliver allermest vrede, fordi det er så frustrerende ikke at kunne udtrykke sig. Det er også ofte dem, der er mest udadreagerende," siger Aydin Soei.

Et godt middel til at lære de unge at formulere deres frustration er hiphoppen. I Tingbjerg har klubben etableret et rapstudie, og klubben laver workshop, hvor de unge lærer at skrive tekster om sig selv og deres bydel, fremhæver Aydin Soei.

"Det er også en form for læring. Det er jo poesi, det er bare en anden poesi."

Men man skal være klar til at tolere de unges raptekster, selv når de er voldsforherligende eller fyldt med bandeord.

"I starten rapper de her drenge på 10-12 år om 'fuck, shit, motherfucker'. På et tidspunkt er det ikke nok, så finder de ud af, at de har brug for flere ord for at kunne skrive tekster. De finder også ud af, at de ikke får særlig meget respekt ved bare at bande," siger Aydin Soei.

Dermed har de unge taget fat på at udvide deres ordforråd, og måske ser de også læring og sprog som positivt. Aydin Soei nævner rapprojektet Gadens Stemme i Malmø, hvor medarbejderne kan se, at de unge får bedre karakterer i skolen, når de begynder at skrive raptekster.

Hiphoppen er specielt god til at få de unge til at formulere sig om deres eget liv, fordi et af grundprincipperne bag hiphoppen er 'keep it real'.

"Man må ikke opfinde ting, man må ikke lyve sig til at være gangster. Derfor er de unge nødt til at rappe om, hvordan deres liv ser ud lige nu. Så er de tvunget til at sætte ord på deres eget liv, fordi de skal 'keep it real'," forklarer Aydin Soei.



Pigerne bærer håbet. Men kan det overhovedet lade sig gøre at integrere de vrede, unge mænd i det danske samfund? Når man spørger Aydin Soei om det, får han for første gang brug for en tænkepause.

"Hvis du kigger på etniske minoriteter som helhed, har de seneste 10 år været en stor succeshistorie, når det gælder uddannelse og arbejdsmarkedstilknytning, men der er den her gruppe af drenge, som stadig klarer sig dårligt. Den store udfordring bliver at bremse, at drenge fra uddannelsesfremmede familier finder sammen i fællesskaber, hvor de tager afstand fra folkeskolens boglige værdier og fastfryser sig selv i en social taberposition," svarer han.

Storebrorgeneration kan måske gøre en forskel ved at overbevise de vrede unge mænd om at tage ansvar for deres lokalområde.

"Men det bliver de etniske minoritets­piger, der er født og opvokset i Danmark, som kommer til at gøre den største forskel, når det handler om at vende den negative kurve," siger Aydin Soei.

Tidligere var indvandrerkvinder dårligst integreret såvel sprogligt som på arbejdsmarkedet. Men deres døtre har overhalet de danske piger, når det gælder andelen, der tager universitetsuddannelser.

"Den uddannelsesmæssige kapital kommer de til at give videre til deres børn. Pigerne bliver nøglen."

Men der findes ingen lette løsninger, understreger han.

"Problemet har eksisteret i hele efterkrigstiden. De unge har overtaget gruppedynamikker fra arbejderklassen, så de vrede unge mænd er primært et socialt problem. Men mange af de unge føler, at etniciteten er et ekstra gebyr, de skal betale." n



'Vrede unge mænd - Optøjer og kampen for anerkendelse i et nyt Danmark' af Aydin Soei. Forlaget Tiderne Skifter. Vejl. pris 299 kroner.