Evaluering og målstyring gør ingen forskel

Effekten af de ambitiøse pædagogiske læreplaner er tvivlsom for børnene. Det viser en undersøgelse af, hvordan de pædagogiske læreplaner påvirker børnenes liv og hverdag i institutionerne.

"Hvis det her gør en forskel for børn, så er det indirekte. Det er meget svært gennemskueligt, hvilken type forskel det gør," siger udviklingspsykolog Pernille Hviid fra Københavns Universitet.

Når pædagogerne skal evaluere og dokumentere deres arbejde i forhold til de pædagogiske læreplaner, formår de ikke at overføre det konkrete barneliv til en del af arbejdet med læreplanerne.

Enten snakker pædagogerne om, hvad børnene gør og siger, men uden at diskutere det ud fra nogle pædagogiske mål. Eller også bliver den pædagogiske diskussion overordnet og abstrakt, mener Pernille Hviid.

Sammen med organisationspsykolog Christian Lima fra konsulentfirmaet HR7 har hun undersøgt, hvordan de nationale læreplaner har sat sig igennem nationalt, kommunalt og i pædagogernes praksis. De to forskere har villet efterprøve den organisationsmæssige antagelse, at der skulle ske en nedsivning i arbejdet med læreplaner. Hvordan har kommunalpolitikerne 'oversat' statens krav, hvordan bliver det brugt af de pædagogiske konsulenter, institutionernes bestyrelser og i den pædagogiske praksis, lød de spørgsmål, der skulle besvares.

"Og hvad det betød for børnelivet," tilføjer Pernille Hviid, der selv har været med til at udarbejde de pædagogiske læreplaner i sin tid.

I rapporten 'Beslutninger om det pædagogiske arbejde' har de to forskere kigget nærmere på processen og studeret, hvordan pædagogerne har taget opgaven med dokumentation og evaluering til sig.

Furesø Kommune stillede sig selv til rådighed for forskningen, og arbejdet med de pædagogiske læreplaner blev fulgt på alle niveauer i kommunen. To velfungerende institutioner i Furesø Kommune blev udvalgt, og den pædagogiske praksis kom under forskernes mikroskop.



Hviskelegen. Forskernes tese var, at arbejdet med læreplaner kunne opfattes som en hviskeleg, hvor bekendtgørelsen om pædagogiske læreplaner blev hvisket videre til kommunerne, derfra til de pædagogiske konsulenter for at ende hos pædagogerne. Der ville blive lagt til og trukket fra, når historien blev fortalt videre, men grundlæggende ville der være en sammenhæng i historiens udvikling fra led til led.

Men hviskelegen var et alt for forenklet billede, fortæller Christian Lima.

"Vi fandt ingen meget tydelige sammenhænge. Men vi fandt sammenhænge skabt ved rekonstruktion," siger han.

I stedet for hviskeleg foregår arbejdet med læreplaner i løst koblede systemer, fandt forskerne ud af. For eksempel kan kommunalbestyrelsen tage nogle beslutninger om læreplaner, uden at det nødvendigvis vil få den store betydning for arbejdet i institutionerne. Eller daginstitutionerne kan gøre det på deres måde, uden at det ændrer arbejdet for de pædagogiske konsulenter eller målet for kommunalpolitikerne.

"Systemerne hænger ikke særlig godt sammen," siger Christian Lima.

Normal styringstænkning forudsætter ellers, at systemerne skal hænge ret godt sammen, hvis en særlig arbejdsmåde, som for eksempel læreplanerne, skal indføres, bemærker han.

"Men funktionaliteten i sådan nogle systemer beror ikke nødvendigvis på den tætte kobling. Det kan lade sig gøre, næsten uanset hvad vi gør, at skabe noget, der har en vis kvalitet, fordi der er nogle aktører inde i systemet, der vælger, at 'nu vil vi gøre det på en måde, som tiltaler os'," siger han.



Børnene forsvinder. Ude i institutionerne, henholdsvis en børnehave og en vuggestue, lavede de to forskere observationer af børn og aktiviteter. Men der var især forskerfokus på stuemøderne. Det var på møderne, at børnenes liv skulle dokumenteres og evalueres i forhold til de pædagogiske læreplaner, og det var her, pædagogerne skulle reflektere over deres arbejde.

"Vores præmis var, at hvis man kan se læreplansarbejdet, kan man se det her. Det kan godt være, at den præmis er forkert," siger Christian Lima.

For der viste sig noget overraskende. Diskussionerne på stuemøderne handlede ganske vist om børn, aktiviteter og pædagogik. Men de enkelte børns gøren og laden i aktiviteterne forsvandt ud af refleksionerne.

"Det sker systematisk, at hver gang pædagogerne sætter sig til at være reflekterende og dokumenterende, så abstraherer de fra det konkrete barn. Men dokumentationen kan ikke ske uden de konkrete børn. De konkrete børn er ressourcen, men de bliver abstraheret væk," siger Christian Lima.



Forsvundet i faldskærmen. På et stuemøde skal pædagogerne for eksempel diskutere en aktivitet, hvor to pædagoger har været i hallen med en gruppe piger. Her skal de prøve at få en faldskærm til at lette, ved at alle fordeler sig rundt langs kanten og løfter på samme tid. På et tidspunkt vil en af pigerne ind og sidde under faldskærmen. Til brug på stuemødet skriver de to pædagoger et referat af aktiviteten, men intet sted i referatet bliver noget barn nævnt ved navn - ikke engang pigen, der kravler ind under faldskærmen. Heller ikke på stuemødet kan pædagogerne fortælle, hvad de enkelte børn gør.

"Pædagogerne kan ikke sætte navne på børnene, og de har ikke set, hvad de laver. Det er ikke virkelige børn, der henvises til. I oversættelse til den pædagogiske dokumentation forsvinder børnene," konstaterer Pernille Hviid.

For begge institutioner er barneperspektivet en essentiel del af pædagogikken. Og i den daglige pædagogik er børnene vigtige aktører. Men når pædagogerne skal reflektere over deres pædagogik, snakker de enten meget konkret om, hvad børnene siger og gør, men uden en stærk kobling til de pædagogiske intentioner. Eller også havner diskussionen i noget abstrakt og alment, pointerer Pernille Hviid.

Hun nævner et eksempel fra vuggestuen, hvor pædagogerne sammen med lederen evaluerer en morgensamling. Det bliver til en diskussion om, hvorfor man overhovedet har morgensamling. Pædagogernes bud lyder, at børnene lærer at deltage i fællesskabet, at de lærer at vente, til det bliver deres tur, og at de lærer at være i centrum. Lederen bemærker en dreng, Philip, der åbenbart ikke bliver set nok af pædagogerne. Det løber ud i en diskussion om, hvad Philip gerne vil, og at han nogle gange har svært ved at få sagt, hvad han gerne vil. Men pædagogerne knytter ikke den diskussion an til den almene diskussion om fællesskaber, bemærker Pernille Hviid.

"Du ser, at Philip hænger på sidelinjen, og vi snakker om fællesskaber. Så kan vi bruge den konkrete erfaring til at sige, at fællesskaber åbenbart ikke kun er noget med at sidde og vente på sin tur. Det er også noget med grupper, der har etableret sig, marginale positioner og alt muligt andet, som du kan se ved at iagttage Philips bevægelser," siger Pernille Hviid.



Spørg børnene. Når pædagogerne evaluerer arbejdet med børnene, er der en meget nem måde at få børneperspektivet med.

"Man kunne jo bare spørge børnene," siger

Christian Lima.

"Der kører dialog, pædagogerne er anerkendende, venlige, omhyggelige og opbyggelige. Men ? ? ingen spørger børnene, om de keder sig, eller hvad de synes er skægt i forbindelse med evalueringsarbejdet" siger han.

Pædagogernes måde til at få børneperspektivet med foregår ofte ved en voksen fortolkning, der ikke bliver bekræftet i dialog med børnene, tilføjer Pernille Hviid.

Hun har i mere end 10 år skabt en forskerkarriere blandt andet ved at spørge børnene om deres liv og mener, at pædagoger faktisk tror, at de spørger børnene.

"De tror, at de har god føling med det, der foregår, og at de ved, hvordan børnene har det. Lige præcis det er lidt 'risky business'. Selv professionelle, der er kendt for at læse tanker, psykologer som mig, ville aldrig klare os uden at spørge. Jeg ved ikke, hvordan folk har fået den idé, at de kan fornemme, hvordan andre har det uden at tale med dem," siger Pernille Hviid.

Da pædagogerne på de to institutioner blev forelagt forskernes resultater, nikkede de genkendende til problemet med børnene, der forsvandt i refleksionerne.

"Pædagogerne blev optaget af, om man kan lave evalueringsformer, som ikke i samme grad bortabstraherer de konkrete børn. Kan vi gøre det på en måde, som passer bedre til børnelivet? Kan vi gøre det, samtidig med at vi iscenesætter os som en reflektiv, evaluerende og dokumenterende profession? For lederne er fuldstændig klar på, at hvis ikke man gør det, så mister man sin legitimitet i det kommunale system," siger Christian Lima.

Dokumentationen af de pædagogiske læreplaner er tidskrævende, understreger Pernille Hviid:

"Men der er ingen direkte forbindelse med det arbejde og så hverdagslivets kvalitet for børn."