Evaluering af læreplaner - Topstyret forskning

"Vi har aldrig set sådan noget før". "Det strider mod sædvanlig praksis og mod forskningsmæssig etik". "Styringen af opgaven er alt for stram, spørgsmålene er stillet på forhånd, og derfor får ministeriet og senere offentligheden ikke det ud af forskningen, som er relevant i forhold til de pædagogiske læreplaner". Sådan siger forskere, der har søgt eller overvejet at søge opgaven med at undersøge, hvordan det er gået med indførelsen af pædagogiske læreplaner i danske daginstitutioner.

Forskerne kritiserer formuleringen af opgaven, men især kontrakten på opgaven. En kontakt, der i underskrevet stand vil betyde fem millioner over to år til de forskere, der vandt licitationen.

I kontrakten står der blandt andet, at "hele eller dele af evalueringsopgaven kan kun offentliggøres af Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender eller efter skriftlig tilladelse fra Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender", hvilket mange tolker, som at ministeriet forbeholder sig ret til at bestemme, hvad der skal offentliggøres af undersøgelsen og hvornår. Og det, der betegnes som en helt ny praksis, er faldet mange for brystet.

Blandt andre Pernille Hviid, forsker på Psykologisk Institut, Københavns Universitet. Hun overvejede at søge opgaven sammen med kollegerne Marianne Hedegaard og Jytte Bang. Men da de så formuleringen af opgaven og kontrakten, kom de på andre tanker, selv om det, ifølge Pernille Hviid, der har været med til at skrive betænkningen til loven om pædagogiske læreplaner, ville være oplagt at søge.

"For det første var der så at sige en opskrift på, hvordan vi skulle lave den her undersøgelse, og det giver ikke meget forskningsmæssig frihed. For det andet var der nogle meget stramme deadlines som, vi af erfaringsmæssige grunde mente, var urealistiske. Men det, der i sidste ende afgjorde, at vi ikke kunne søge, var krav om, at de producerede data tilfaldt Familie- og Forbrugerministeriet," siger hun.



Uetisk forskning. Pernille Hviid mener, at det er forskningsmæssigt uetisk at videregive data, blandt andet pædagogers og børns udtalelser, der er givet på betingelse af, at de er anonyme.

"Pædagoger vil svare anderledes, når de ved, at andre kan se, hvad de har sagt. Og for børnenes vedkommende kan jeg ikke producere data vel vidende, at de vil tilfalde andre. Det primære var altså, at vores data kunne blive nogle andres data. Principielt er produktion af data og behandling og analyse af de data forskerens proces og ansvar. Det er meget uheldigt, hvis den proces knækker over, og data tilfalder andre. Der svarer faktisk til, at forældre siger til mig, at jeg godt må interviewe deres barn, men at de vil have båndet bagefter. Det siger jeg altid nej til, for det er ikke ansvarligt over for barnet, at jeg giver deres svar til mere eller mindre fri fortolkning et andet sted. Så jeg håber aldrig, at jeg bliver tvunget til at give mine data videre til andre," siger hun.

Pernille Hviid mener, at det er helt forkert, hvis Familie- og Forbrugerministeriet vil bestemme, hvad der skal udgives og hvornår fra undersøgelsen.

"Det er altså nogle knæk, der foregår i forhold til, hvad der er almindelig forskningsmæssig procedure. Der er tale om en ministeriel styring, som er noget skarpere, end vi har set før. Det vil vi ikke være med til," siger hun.

I Familie- og Forbrugerministeriet forstår man ikke kritikken. Fuldmægtig Christina Barfoed-Høj siger til Børn&Unge, at der er tale om en standardkontrakt, som "selvfølgelig er justeret i forhold til den konkrete opgave".

Hvorfor skal I bestemme, hvilke resultater, der skal offentliggøres og hvornår?

"Man kunne også spørge, hvem skulle ellers? Grunden til, at vi gerne vil have styr på, hvornår resultaterne offentliggøres, er, at vi skal sikre, at der ikke går uhensigtsmæssig lang tid, før vi får nogle resultater, og at de kommer på tidspunkter, hvor ministeren ikke er på rejse eller andet. For det er jo ham, der har bestilt opgaven, og som skal bruge resultaterne til at foretage eventuelle ændringer i lovgivningen, hvis det bliver nødvendigt," siger Christina Barfoed-Høj.

Hvordan kan man vide, at I offentliggør alle resultater?

"Det er ikke et spørgsmål, om vi offentliggør resultaterne. Det er et spørgsmål om at sikre, at resultaterne bliver offentliggjort, og det har vi sikret med kontrakten," siger Christina Barfoed-Høj.



Hvis svarene ikke passer. Tomas Ellegaard, børneforsker fra Roskilde Universitetscenter (RUC), søgte på opgaven sammen med Jan Kampmann og Thomas Gitz-Johansen også fra RUC, CVU-Storkøbenhavn og CASA. Men der var meget diskussion, om de skulle byde ind på opgaven, inden de så valgte at gøre det alligevel.

"Vi diskuterede, om det overhovedet er acceptabelt at lave forskning på de præmisser. Frygten gik naturligvis på, at vi ville finde nogle resultater, som ministeriet ville være uenige i, og som de derfor ikke ville publicere. Kontrakten er udformet på en sådan måde, at det er dem (ministeriet. red) og dem alene, der bestemmer, hvad der må publiceres og dem og dem alene, der har rettigheder til data. Og de to ting i forening gør, at det er problematisk," siger han.

Tomas Ellegaard mener, at kontrakten er sådan udformet, at det er muligt at lave en "ren Dandy" på det. Han hentyder til en sag for nogle år siden, hvor tyggegummifimaet Dandy ville have ændret forskningsresultater, der gik imod det, de påstod i deres reklamer for produktet V6.

Der er, ifølge Tomas Ellegaard, et stigende pres på forskere for dels at hente eksterne midler til forskning og dels til at publicere.

"Det stiller os jo i en underlig situation, for hvis dem, der giver midlerne også vil bestemme, hvad og hvordan vi skal skrive, og hvornår vi skal skrive det, kan vi i yderste nødsfald blive tvunget til at publicere noget, vi ikke ville have publiceret. Men det værste, der kunne ske med den her formulering, er, at ministeriet bestemmer, hvad der skal ud og hvornår, og at de kan tilbageholde dele af rapporten, hvis svarene ikke passer dem."



Begrænsning af fri forskning. Thomas Gitz-Johansen, adjunkt på Institut for Uddannelsesforskning på RUC, fortæller, at forskerne i det samarbejde, som han og Tomas Ellegaard var med i, rettede henvendelse til Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender for at finde ud af, om det var rigtigt forstået, at ministeriet forbeholdt sig retten til det producerede materiale, og at de også skulle give tilladelse til at publicere resultater fra undersøgelsen.

"Det svar, der kom, var, at det var rigtigt forstået. Det er dem, der betaler, så det er dem, der har retten til resultaterne, skrev de. Og det satte jo overvejelser i gang om, at det er meget tæt på at ligge ud over, hvad vi vil finde os i og være med til som forskere. Som forskere lever vi jo af det materiale, vi får ind via forskningsprojekter. Så hvis vi ikke længere har retten til vores forskningsprojekter, er vi jo ikke sikret en levevej. Det mere principielle er jo, at det er en begrænsning af den frie forskning, når det pludselig ikke mere er os, der har det sidste ord i forhold til de resultater, vi finder. Men at det skal sanktioneres af ministeriet, hvad der skal publiceres," siger han.

Thomas Gitz-Johansen siger - samstemmende med de andre forskere Børn&Unge har talt med - at han aldrig før har været ude for at blive båndlagt på den måde.

"Hvis man har lavet en aftale med en kommune eller en fagforening, så er det ud fra den betragtning, at det er os som forskere og fagpersoner, der må vurdere, hvilke resultater vi får ud af at undersøge et eller andet. Vores erfaringer er, at det har man respekt for, og man er som regel interesseret i at se, hvilke resultater vi kommer frem til. Det virker som om, der i ministerierne er en mere politisk interesse, tænker man, når man ser på betingelserne i udbudsmaterialet. At der er en mere politisk styret interesse i, at der kun er særlige typer resultater, der skal komme frem. Det er i hvert fald det, man kan frygte," siger han.

Ifølge Thomas Gitz-Johansen var forskerne fra RUC, CVU-Storkøbenhavn og CASA meget tæt på ikke at byde ind, men gjorde det alligevel med en særlig tanke bag.

"Vi skruede vores projekt sådan sammen, at vi havde en vis kritisk brod i projektbeskrivelsen. Så hvis de sagde ja til det, så måtte det være, fordi de ikke var bange for noget kritisk omkring læreplanerne. Men den bed de så ikke på," siger han.

BUPL var heller ikke glad for den udformning, kontrakten havde, og et brev underskrevet af forbundsformand Birgit Elgaard er sendt til ministeriet. Her står blandt andet, at man "beklager at have konstateret, at selve offentliggørelsen af evalueringsresultaterne skal ske på en måde, der underordner de involverede forskere og eksperter i beslutning af, hvad der skal formidles". Desuden står der i brevet, at "Ministeriet som offentlig institution - til forskel fra en privat eller en interesseorganisation - skal sikre fuld offentlighed og tilgængelighed af resultaterne af en undersøgelse, som er finansieret af offentlige midler".



Kunden ejer data. Det var en såkaldt konsortium bestående af Niraskonsulenterne, Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), Amterne og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF) og Udviklingsforum, der vandt licitationen om undersøgelsen. Michael Sloth fra Niraskonsulenterne er projektleder for det vindende hold, og han vidste godt, at andre var betænkelige ved at påtage sig opgaven. Men det var hans folk ikke.

"Nej for os at se er det en standardkontrakt. Vi har set det før og har gennemført flere projekter med lignende kontrakter. Det er helt normalt, at kunden ejer data, så vi har ikke haft særlige betænkeligheder. Den aktuelle kontrakt er faktisk mere åben, end man nogle gange ser, for eksempel bliver data i denne undersøgelse anonymiseret, hvilket er noget, vi har fået indføjet," siger han.

Michael Sloth mener, at der kan være forskel på at være konsulent og forsker.

"Hvis man er forsker, er det normalt, at man har retten til at publicere, men når man laver konsulentydelser alene eller sammen med andre, så er vi vant til, at det er en opgave, vi laver for kunden, og at det er kunden, der ejer data. Vi bruger videnskabelige metoder, nåt vi indsamler data, men når det gælder ejerskab af data, er vi bundet af andre spilleregler," siger han.

Michael Sloth siger, at han betragter opgaven fra Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender som en evaluering, hvor der er tilsat samfundsvidenskabelige metoder.

"Og når vi har forskere med, så er det jo for at kvalificere, at vi gør det rigtigt. Det er os, der er ansvarlige for data, og ministeriet vil ikke komme til at blande sig i resultaterne. De vil højst kunne blande sig i, om form og indhold står mål med det, vi har lovet i vores projektbeskrivelse. Jeg mener, at det er rent hypotetisk, at de vil tilbageholde resultater, de eventuelt ikke kan lide. Det vil aldrig ske. Med det åbne samarbejde, vi har med ministeriet, kan jeg slet ikke se, at der skulle opstå problemer af den art," siger han.

Michael Sloth kan godt forstå, hvis forskere kan have problemer med den måde kontrakten er udformet på. Men kun hvis man opfatter opgaven som en ren forskningsopgave.

"Vi har aldrig ment, at evaluering er forskning. Det kan godt være, at man benytter en forskningsmæssig metode, men ikke noget vi betragter som tung, tung forskning. Vi betragter det som en evalueringsopgave, hvor kunden får løst en opgave, og betingelserne er som i alle andre konsulentopgaver, at kunden ejer data. Offentlighedsloven betyder jo også, at de offentlige myndigheder skal offentliggøre, og vi har aldrig oplevet andet, end at det gør de. Vi har aftalt, at lige så snart data er offentligt tilgængelige, må vi lægge dem ud på vores hjemmeside. Jeg betragter det som en sidste ventil, de har, hvis vi for eksempel ikke følger den metode, vi har lovet. Men det er ikke, fordi ministeriet vil sætte sig på relutaterne," siger han.