Etisk råd: Klar parat start

Pædagogerne har fået et etisk råd, der skal sætte fokus på etiske dilemmaer og holde debatten om det nye etiske grundlag levende og vedkommende i den pædagogiske praksis. Børn&Unge har talt med tre af medlemmerne.

11 personer skal sidde i det etiske råd, som skal sikre, at der fortsat bliver arbejdet med pædagogisk etik. Nu er der sat navne på de 11. Hovedbestyrelsen har udnævnt fem pædagoger, tre uden for BUPL med særlig fokus på etik, og tre er fundet blandt politisk- og tillidsvalgte i BUPL.

Anitta Søgaard-Jacobsen, pædagogisk leder i Børnehuset Løvvangen i dagtilbudsområdet Lindholm/Løvvangen i Aalborg Kommune, er en af de fem pædagogiske repræsentanter i det etiske råd. Hun synes, at det er en god idé med et etisk grundlag, fordi pædagogprofessionen er fyldt med etiske dilemmaer.

"Vi har brug for et sted, hvor de dilemmaer både kan diskuteres af os selv og med vores samarbejdspartnere. Vores fag er jo et omsorgsfag, hvor man nemt kan komme til at diskutere kvalitet i pasningen. Men det er godt også at diskutere etik i professionen, fordi det betyder, at vi får diskuteret det faglige på et højere professionelt niveau. Det giver både os selv og andre en bedre forståelse for, hvad vores arbejde går ud på," siger hun.

Marianne Gilbert Nielsen er faglig sekretær i BUPL Aarhus og en af forbundets tre repræsentanter. Hun har været meget aktiv i udarbejdelsen af det etiske grundlag og mener, at et etisk råd er nødvendigt for at få den fortsatte debat om etik til at leve blandt pædagogerne.

"Rådet skal igangsætte debatter, tage initiativer og inspirere til, hvordan man kan bruge det etiske grundlag i praksis, så vi bliver tydeligere og tydeligere på vores værdigrundlag. Vi skal ikke være et råd af Kloge-Åger, som tager stilling til dilemmaer, folk sender ind. Nej, vi skal ud og sætte noget i gang, først og fremmest blandt medlemmerne. Når man er ude blandt pædagogerne for at diskutere etik, giver det en mere bevidst refleksion og stillingtagen, fordi der er en ramme at diskutere indenfor. Men jeg synes også, at vi skal blande os i den debat, der kan være i samfundet om pædagogers roller og etiske værdier," siger hun.



En god platform for pædagoger. Gitte Abildlund Brorsen er dagtilbudschef i Køge Kommune og er oprindeligt uddannet pædagog. I det etiske råd er hun er valgt til at repræsentere arbejdsgiverne, og hun synes, at BUPL med udarbejdelse af det etiske grundlag har taget et stort skridt.

Derfor er hun også ydmyg over for opgaven.

"At deltage i det etiske råd giver mig en mulighed for at høre om og drøfte de etiske dilemmaer, som pædagoger oplever i hverdagen. Gennem dialogen kan der udvikles en mere bevidst etik i det pædagogiske arbejde, og det er rigtig spændende at påvirke processen med etik," siger hun.

Gitte Abildlund Brorsen mener, at det etiske grundlag kan være en god platform for pædagoger, når de skal fortælle, hvem de er som professionelle, og hvordan de arbejder.

"En mere bevidst pædagogisk etik gavner børnene, fordi de vil opleve højere grad af ligeværdige relationer, samtidig med at de vil møde pædagoger, der arbejder bevidst og påtager sig et tydeligt ansvar. Den udvikling vil jeg gerne bidrage til gennem arbejdet i det etiske råd," siger hun.

Gitte Abildlund Brorsen mener, at det etiske råd er nødvendigt for at sætte fokus på det etiske grundlag, som BUPL har vedtaget.

"Det er jo først, når man drøfter ordene, at man bliver mere klar over, hvad de betyder. Jeg forestiller mig, at BUPL gerne vil sikre, at de værdier, som nu er vedtaget, også kommer til at leve ude blandt pædaogerne. Så når man står i vanskelige situationer, har man nogle etiske rammer, som man kan støtte sig til i sine overvejelser og i de drøftelser, man har med hinanden," siger hun.



Det vil jeg arbejde for. Pædagogisk leder Anitta Søgaard-Jacobsen brænder for arbejdet med børnene og deres familier, især børn og familier i udsatte positioner. Derfor vil hun sætte fokus på, hvordan pædagoger forholder sig etisk til de mennesker, de har med at gøre i det daglige.

"Vores måde at agere på over for børn og familier handler i allerhøjeste grad om etik. Når vi tænker etik i forhold til de sårbare familier, vil vi gå til dem på en anerkendende måde. Og når vi gør det, er der en større chance for, at de selv kan arbejde positivt med for at forbedre deres børns og deres egne muligheder. Det bliver ofte til en økonomidiskussion, når vi taler om de udsatte børn og deres familier, men hvis vi møder de familier med en tro på, at de også vil det bedste for deres børn, kan vi få rigtig mange ting igennem. Og den måde at tænke på, er der rigtig meget etik i," siger hun.

Marianne Gilbert Nielsen mener, at det etiske råd har en opgave i at få skilt det pædagogiske og det etiske, for ikke al pædagogik handler om etik. Men det vigtigste er, at de etiske debatter, som rådet skal sætte gang i, kan være med til at synliggøre, hvad pædagoger kan og vil.

"Der er selvfølgelig ikke noget hokuspokus i det, men jeg tror, at det etiske grundlag kan være med til, at den enkelte pædagog bliver mere fagligt velfunderet og bedre kan begrunde sine valg. Kan vi det, bliver vi jo mere tydelige, både over for hinanden og over for omverdenen. Jeg håber, at vi kan være med til at kvalificere debatten og prøve nogle ting af, for at se, om det virker. For eksempel kunne det være skægt at se, om man kunne få alle i hele landet til at diskutere det samme etiske dilemma på én gang," siger hun.

Gitte Abildlund Brorsens fokus i det etiske råd vil være, hvad det vil betyde for børn og forældre, at pædagoger har en høj grad af etik, og hvad de får med sig ved at møde pædagoger, som har et etisk grundlag.

"For hvordan vil de diskussioner, vi eksempelvis har om inklusion og eksklusion, blive påvirket at den etiske dimension i det pædagogiske arbejde," spørger hun.



De etiske rødder

Her kan du se, hvem BUPL's hovedbestyrelse har udpeget til at sidde i det det etiske råd:

Pædagogerne:

• Rikke Hundsdal, pædagog på en specialinstitution i Odense, desuden FTR

• Bo Morten Pedersen, pædagog i fritidshjem og klub i Brønshøj, desuden i bestyrelsen i BUPL Hovedstaden

• Tanja L. Sørensen, pædagog på SFO i Jersie

• Anita Søgaard-Jacobsen, pædagogisk leder af børnehus i Aalborg

• Kennet D. Poulsen, pædagog i klub i Helsinge.

De eksterne:

• Christian Aabro, lektor i pædagogik på UCC Frøbel

• Jørgen Husted, lektor i filosofi, Århus Universitet

• Gitte Abildlund Brorsen, dagtilbudschef i Køge Kommune.

De interne:

• Allan Baumann, medlem af BUPL's forretningsudvalg

• Marianne Gilbert Nielsen, faglig sekretær i BUPL Århus

• Jonna P. Uhre, faglig sekretær i BUPL MidtVestjylland.



Ny bog om etik

BUPL har netop udgivet bogen 'Pædagogers etik'.

Det er en antologi, hvor 15 personer med forskellige indfaldsvinkler til pædagogers professionsetik hver især har skrevet et bidrag. Du kan for eksempel læse pædagog Jytte Hares artikel om børns etik, lektor Christian Aabros artikel om etiske dilemmaer i praksis, lektor Charlotte Palludans artikel om etiske udfordringer i forældresamarbejdet og lektor Jørgen Husteds artikel om veje til professionsetiske principper.

Bogen koster 150 kroner og kan bestilles på www.bupl.dk eller ved at ringe på tlf. 3546 5000.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.