Et hus for børn og forældre

Placeret midt i det sociale boligbyggeri og i en byggestil som mange andre daginstitutioner fra 1970'erne og 80'erne er der intet, der forbereder én på, at Børnenes Hus i Randers' Nordby er en meget anderledes institution. Heller ikke indenfor afviger den fra, hvordan en dansk gennemsnitsinstitution ser ud. Murstensvæggene er malet i blide pastelfarver, og den store hall er gjort hyggelig med billeder, planter og lidt sjove, gamle møbler rundt omkring.

Første tegn på, at man befinder sig i den anderledes institution, viser sig, når antallet af børn holdes op mod antallet af voksne. For tre år siden indeholdt bygningerne en vuggestue til 32 børn og en børnehave til 60 børn i helt adskilte institutioner. Nu er det en integreret institution med plads til 66 børn fra 0-6 år, men med en voksennormering, der ville passe til de oprindelige 92 børn. Børnene er fordelt på fem stuer, og på hver stue er der to-tre pædagoger og en-to pædagogmedhjælpere. Til gengæld møder man ingen støttepædagoger, hvilket ellers ville være normalt i et belastet kvarter som Nordbyen. I Børnenes Hus tager pædagogerne sig selv af de vanskeligheder, børnene måtte have. Og derudover får også forældre med problemer tilbud om hjælp til selvhjælp. Børnenes Hus er en ganske almindelig institution med en udvidet opgave: Forældrefokuseret arbejde med barnet i familien og på daginstitutionen.

Leder Hanna Højlund siger om Nordbyen i Randers, at det er et område, der er præget af, at der er mange på overførselsindkomster, mange med anden etnisk baggrund. Og det er det, der stikker politikerne i øjnene, for det er det, der koster.

"Der er meget social arv over det. Mange af vores forældre har ikke selv har haft et godt børneliv. Og det præger dem i forholdet til deres egne børn. Det betyder, at de ofte ikke har erfaringer med, hvordan man er en god mor eller far. De skal have deres forældreevner opøvet, og det er det, vi prøver at hjælpe dem med," siger hun.

Efter en to-årig forsøgsperiode er projektet i april blevet godkendt som en permanent ordning. Pengene til forsøget er dels kommet fra Socialministeriets SIBU-pulje og dels fra Randers Kommune. Selv om en plads i Børnenes Hus er cirka en tredjedel dyrere end en almindelig daginstitutionsplads på grund af den bedre normering, sparer kommunen penge på støttepædagoger. I sidste ende er håbet, at knap så mange børn vil blive fjernet fra hjemmet, fordi forældrene bliver bedre til at forvalte deres forældrerolle.



Hele barnet. Pædagog Merethe Hansen har været med fra begyndelsen, da politikerne i Randers besluttede at lave en ny form for forebyggende arbejde i en af byens institutioner. Den første tid var meget turbulent med ombygninger, ud- og indflytninger, udskiftninger i personalegruppen, en del forvirring om, hvor man skulle lægge fokus i forhold til den nye opgave, en langtidssyg leder og til sidst en ny leder samt uddannelse af personalet. Nu er der ved at komme den rette form over arbejdet, og pædagogerne har allerede haft 26 af familierne til deciderede vejledningsforløb, heraf er de 18 afsluttet. Desuden har ni familier taget imod et tilbud om vejledning i hjemmet, otte mødre har været i en mødregruppe, og to mødre har deltaget i specielle mor-barn-aktiviteter.

"Vi arbejder med et helhedsorienteret syn på barnet, hvilket jo også inkluderer familien, da barnets vanskeligheder ofte er symptom på det, der sker i familien. Vi arbejder på at få øje på de ressourcer, som familien har, og at få dem til at bruge dem. Hvis vi bare satte ind over for barnet uden at involvere forældrene, ville det ikke hjælpe ret meget. Vi kan ikke erstatte de forældre, der rent følelsesmæssigt ikke når deres børn, og derfor er det så vigtigt, at vi snakker med dem om, hvad der sker, når de handler på en uhensigtsmæssig måde over for deres børn," siger hun.

Hanna Højlund kom til, da projektet var i gang, først som konsulent og siden som leder. Hun er meget tilfreds med, at man har villet forsøge at lægge det forebyggende arbejde ud i institutionen.

"Vi er jo ofte dem, der kender barnet og familien bedst, også fordi vi har været i kontakt med dem længst modsat socialrådgiverne. Man taler så meget om at bryde den sociale arv, og det er da også en god idé. Men det gør man jo ikke bare lige. Jeg tænker, at kan vi gøre de her børns liv en lille smule bedre, så de kan gøre deres børns liv lidt bedre endnu, så er det noget, der vokser langsomt. De følelsesmæssige skader, som nogle af vores forældre har fået, har de jo, og selv om de kæmper med dem, så kan de jo ikke bare lige lære ikke at være skadet," siger hun.



Problemer i fokus. I begyndelsen var kommunenens intetioner, at pædagogerne skulle lave en slags forældreskole. Men pædagogerne havde en anden forestilling om, at de skulle lære forældrene at blive bedre forældre. De ville arrangere syklub og banko og mente, at mens de sad der og hyggede sig, ville forældrene snakke om deres problemer, og så kunne pædagogerne komme på banen med gode råd. Men da leder Hanna Højlund fik kontakt med psykolog Jørgen Steen Christensen, fik han sat det rette fokus på arbejdet og fik pædagogerne til at forstå, at de skulle være mere målrettede.

"Det er ikke godt at lave noget, der bare er hyggeligt. Det er fint med grupper, hvor forældrene kan mødes, men vi skal være der til at sørge for, at det er forældrenes problemer med børnene, der er i fokus. Det overordnede mål er at være en god daginstitution, hvor vi gør noget godt for børnene, hvor der er trygt og rart og overskueligt, og hvor forældrene bliver mødt på en måde, så de får lyst til at bede om hjælp og kunne modtage den hjælp, vi tilbyder," siger hun.

Det har været noget af en omvæltning for pædagogerne, at de skulle se på deres rolle på en ny måde.

"Vi tænkte nok anderledes i begyndelsen, fordi vi er så vant til at være dem med løsningerne. Men det har vi måttet lægge af os og mere være dem, der undrer sig, lytter og stiller spørgsmål," siger Merethe Hansen.

Pædagogerne har også måttet lære at sætte deres egne normer og værdier noget til side og prøve at gå ind og se positivt på det, forældrene gør godt. Men samtidig har de også skullet lære at sætte grænser for, hvad de vil tolerere, at et barn udsættes for, og sige det klart til forældrene.

"Jeg har lært, at man ikke skal forklare stolpe op og stolpe ned. Men i stedet undre sig højt og stille spørgsmål, så forældrene selv kommer til at formulere det, det handler om. Mange af vores forældre er blevet snakket ihjel og har fået så mange velmenende råd, og de ved lige, hvad de skal sige for at gøre os tilpas," siger Hanna Højlund.



Accept og omsorg. Pædagogerne har lært at kalde en spade for en spade og at acceptere forældrene som mennesker, der gør det bedste, de kan, for deres børn.

"Jeg tror, at det er vigtigt, at de føler sig mødt i en proces, hvor vi snakker om meget svære ting, også selvom det ender med, at vi skriver en underretning. Vi siger, at vi ikke kan acceptere, at de er forældre på den eller den måde over for deres barn, men vi kan godt acceptere dem som mennesker alligevel," siger Hanna Højlund.

Hun mener ikke, at det nytter noget at give forældrene en hel masse eksempler på, hvad de skal gøre. Det er bedre at få forældrene til langsomt at forstå, at man kan handle anderledes over for sit barn.

"De har ingen forståelse for, hvordan deres handlinger påvirker deres børn, for så ville de helt sikkert ændre det. De kan måske ikke forstå, at når man har tre små børn, er det ikke smart, at det ligner Københavns Hovedbanegård derhjemme. Men hvis vi undrer os over, hvordan det mon føles at leve som barn sådan et sted, så får vi dem til at mærke efter. Måske kender de det endda fra deres egen barndom, men de har hverken erfaringerne eller evnerne til at gøre det på en anden måde, netop fordi de ikke har set, hvordan man gør."

"Mange af vores forældre trænger selv til omsorg, for det har de ikke været vant til at få. Hvis de skal kunne give deres børn omsorg, skal de også selv møde den et sted, og det gør de så her. Derfor servicerer vi nok forældrene mere, end man almindeligvis ville gøre, men det er meget bevidst. Vi er opmærksomme på dem og er mere involveret i deres liv, end man normalt ville være," siger Merethe Hansen.

Nogle forældre bliver da også sure på pædagogerne, fordi de gør dem opmærksom på, at de ikke gør tingene godt nok. Den slags reaktioner fra forældrene er noget, pædagogerne har snakket meget om, og de har lært sig at vise forældrene, at de godt kan rumme deres vrede.

"Man skal sige til sig selv, at det er naturligt, at de bliver vrede eller kede af det i den situation, hvor deres måde at være forælder på anfægtes. Det må man så som professionel kunne rumme. Ofte vender vores forældre tilbage og vil gerne snakke alligevel, når den værste vrede har lagt sig. Mange har jo ikke et netværk, hvor de kan læsse af, og så er det godt at kunne gå ind til pædagogen og få lov til at græde lidt over, hvor svært livet er. Det kan vi jo ofte give dem ret i. Og så snakker vi med dem om nogle løsninger på deres problemer, hvad kan de selv gøre, og hvad kan vi gøre," siger hun.



Struktur giver mere tid. Når de bekymrer sig om et barns udvikling, benytter pædagogerne "Børnelinealen", som er et redskab til at placere og vurdere børnenes vanskeligheder i kategorier, som for eksempel viser, om de er velfungerende børn med almindelige problemer, om de er problembørn, der kan hjælpes ved en kortvarig indsats, om de er gråzonebørn, eller om de er truede børn med et stort behov for støtte (læs om børnelinealen i Børn&Unge nummer 24/2000 og nummer 9/2003). Desuden benyttes den såkladte "Kuno Beller Test", som beskriver børnenes udvikling inden for otte områder. Herudfra sætter de mål for indsatsen, og hvordan det skal nås i handleplaner for hvert enkelt barn. Forældrene inddrages altid på et tidligt tidspunkt, ofte ved at undre sig højt og spørge til, hvordan barnet fungerer derhjemme.

For at få organiseringen af arbejdet til at passe til den udvidede opgave, har pædagogerne lagt deres struktur om. I forhold til børnene giver den bedre normering mulighed for at give de børn, der har vanskeligheder med motorikken, det sociale samvær, sproget eller andet, noget ekstra. Der er plads til, at der bliver taget individuelle hensyn.

"Pædagogerne fandt ud af, at to børn, der havde problemer med motorikken, ville have rigtig godt af at gå til ridning. Så nu tager to pædagoger af sted med de to børn. Det betyder virkelig noget og batter noget for de børn, at vi har tid til det. Tid er i det hele taget en vigtig faktor her. Vi har både tid til at tage os ekstra meget af børnene og af deres forældre," fortæller Hanna Højlund.

"Men det betyder også, at vi planlægger meget og er temmelig strukturerede for at få det til at lykkes," tilføjer Merethe Hansen.

Pædagogerne mener, at børn, der kommer fra kaotiske hjem, og som selv har problemer med at få styr på livet, har brug for forudsigelighed og faste rammer. Så det får de i Børnenes Hus.

"Det ville være utænkeligt at lave en åben-plan-institution her, det ville vores børn gå til på. Der er så meget uro og kaos i deres hjemmeliv, så her skal der ikke være nogen diskussion om, hvor de hører til og hvilke voksne, der er deres. Når de ved, hvor de hører til, kan de begynde at give slip, og det kan vi også, når vi kan mærke, at de kan klare det," siger Merethe Hansen.

For at klare det ekstra forældrearbejde har det også været nødvendigt for pædagogerne at trimme deres organisation, så alle ved hvem, der gør hvad, og hvor man skal gå hen med problemerne. De har dannet netværksgrupper, så de kan få læsset af, reflektere over og analysere alle de svære problemstillinger, de bliver konfronteret med i familierne.

"Nu har vi været i processen i et stykke tid, og vi kan se, at der sker noget, og vi kan mærke, at vi ikke er så usikre på os selv og hinanden. Det er ikke så farligt at sige, at der er noget, man ikke er så god til, eller at noget er svært. Der er en stor tryghed i gruppen, og der er ved at være nogle gode arbejdsrutiner og kommunikationsveje. Og nogle erfaringer vi kan bygge videre på," siger Merethe Hansen.

"Det er vigtigt at have en tydelig organisation. Man skal vide, hvad ledelsen tager sig af, og hvad man selv skal tage stilling til uden at spørge nogen. Jeg har også lært betydningen af at turde at tage ledelse på mig og være en tydelig og synlig leder," siger Hanna Højlund.



Tilbud til forældrene

Der afholdes støtte- og vejledningssamtaler i institutionen, de er bestemt af familiens behov. Det kan være møder en gang om ugen eller en gang om måneden, eller det kan være små samtaler i forbindelse med træning af praktiske ting omkring barnet, når det skal spise eller pusles. Der udarbejdes en skriftlig kontrakt med forældrene om, hvad vejledningsopgaven går ud på. Denne evalueres efter en aftalt periode.

Mødregruppe, hvor cirka otte mødre mødes og taler om deres liv og de problemer, de har. To pædagoger er til stede og lytter, stiller spørgsmål og undrer sig fra sidelinjen. Imens bliver børnene passet af nogle andre pædagoger, og der er fælles spisning.

Mor-barn-aktivitet, hvor udvalgte mødre over seks gange arbejder med relationen til deres barn. Målet er at styrke mor-barn-relationen, finde ud af om der er en og finde ud af, hvor de stærke og de svage sider er.

Legestue er for mødre med børn fra 1-3 år. Formålet er at skabe mulighed for den enkelte til i samspil med andre mødre, børn og pædagoger at opleve og udvide legen som samværsform.

Arbejde i hjemmet for at hjælpe med

at afdække og løse konflikter mellem

forældre og barn/børn. Familien får tilbudt hjælp i en tre-måneders periode, hvor pædagogen kommer i hjemmet en eller to gange om ugen.