En stor dag for mentor-Birgit. Jublede da Ahmed fik job som pædagog
En stor dag for mentor-Birgit. Jublede da Ahmed fik job som pædagog
En palæstinensisk sygeplejeelev havde et stykke tid haft to sønner gående i institutionen Børnegården Humle-Tumle i Sønderborg. Nu skulle den ældste i skole, og hun spurgte, om der nu også var danske børn i klassen.
Ellers vil min søn ikke blive integreret ordentligt i Danmark, var kvindens holdning.
Det fik lederen i Humle-Tumle, Birgit Winther Langelund, til for alvor at tænke:
»Altså, hvis en palæstinensisk flygtning med tørklæde og det hele lægger så stor vægt på integration, så kan jeg også gøre en ekstra indsats.«
Det blev startskuddet til en større involvering i mennesker med anden etnisk herkomst: Birgit Winther Langelund blev mentor i Foreningen Nydansker, en upolitisk forening, der arbejder for, at nydanskere integreres, kommer i job og bidrager til samfundet. Et arbejde, som er baseret på frivillige som Birgit.
Hun har netop haft den store glæde, at en ung syrisk mand, som hun har været mentor for, har taget pædagoguddannelsen og er kommet i arbejde.
»Jeg har blandt andet hjulpet Ahmed ved at se på hans ansøgninger, ligesom jeg gør med de to andre, som jeg er mentor for. Han hjælper selv nogle syriske drenge med lektier og spiller lidt rollen som storebror for dem i sin fritid, og det er vigtigt, at man også får den slags skrevet ind i ansøgningen. Som leder ved jeg jo, hvor meget det betyder,« siger Birgit, som fortsætter med at være mentor for den nye pædagog.
Tag den uddannelse. Birgit er ægte sønderjyde, og det hører man hurtigt på hendes dialekt. Som ung prøvede hun lidt af hvert. Hun studerede i en periode tysk og arbejdede i både butik og på fabrik, før hun blev dagplejer. En dag sagde en mor, der var lærer, at hun syntes, Birgit gjorde det godt. ’Men du skal da ikke gå herhjemme. Du skal ud, og du skal lære noget mere. Tag da uddannelsen’, lød opfordringen fra moderen.
Og Birgit uddannede sig, selvom hun havde to små børn og var tæt på de 30 år. I 1989 var hun færdiguddannet pædagog, og i dag er hun ikke i tvivl:
»At tage uddannelsen var det bedste, jeg nogensinde har gjort. Jeg fandt min hylde.«
Som nyuddannet arbejdede Birgit først på skolehjem, siden som børnehaveklasseleder og derefter under amtet i en klasse for syv svært ordblinde drenge på 7. årgang. I 1997 valgte hun så en helt anden verden, da hun blev leder i en institution med både børnehave og fritidshjem i den lille by Ravsted.
»Da vi blev til Ravsted Børneunivers, kom skoledelen med, og jeg kunne følge børnene hele vejen op. Det var en rigtig godt tid,« fortæller Birgit.
Mangfoldighed. I dag er hun leder i Børnegården Humle-Tumle, en integreret institution med 50 vuggestuebørn på fire stuer, 61 børnehavebørn på tre stuer og 25 ansatte. Institutionen lægger stor vægt på leg og bevægelse, og udover den store og udfordrende legeplads benyttes den nærtliggende skoles gymnastiksal, hallen og svømmehallen flittigt. I 2012 blev Humle-Tumle af DGI certificeret til en ’leg og bevægelsesinstitution’.
Et andet punkt, der kendetegner Humle-Tumle, er de mange forskellige nationaliteter i børnegruppen. Hvor der i Ravsted stort set kun gik danske børn, har Birgit i sin nuværende institution kun 50 procent etniske danskere. Og det giver udfordringer.
»Resten kommer fra næsten 20 nationaliteter som Indien, Kina, Ukraine, Congo og landene i Mellemøsten. Nogle er flygtninge, andre er kommet hertil for at arbejde. Det giver familierne vidt forskellige forudsætninger, og blot det at give en forældrebesked kan være en udfordring,« siger Birgit.
Kommer der en far med et brev fra kommunen, som han ikke forstår, giver hun sig tid til at hjælpe ham. Til gengæld kan hun så bedre tillade sig at kræve, at forældrene stiller op i forbindelse med arrangementer i institutionen, mener hun.
»Det giver mig utrolig meget at være i en stor kulturel mangfoldighed. Vi skal selvfølgelig holde fast i, at vi er en dansk institution med danske traditioner, men derfor kan vi jo godt lære af hinanden og blive inspireret af hinanden.«
Det er netop essensen af Birgits måde at se verden på: Man får noget, når man giver. Det er også den oplevelse, hun har som aktiv mentor i Foreningen Nydansker.
»Det giver så meget glæde,« siger hun.
Kulturel brobygning
Birgit Winter Langelund er 61 år og leder af institutionen Humle-Tumle i Sønderborg, der er kendetegnet ved at have børn fra mange nationaliteter. Derudover er Birgit aktiv i Foreningen Nydansker, hvor hun er mentor for unge nydanskere, der ønsker at blive pædagog. Foreningen blev stiftet for 20 år siden og har som formål at gøre integration og mangfoldighed til ressourcer for private og offentlige virksomheder og institutioner. Et formål, Birgit med sine erfaringer og holdninger fuldt ud kan tilslutte sig.