En oplagt pædagogisk opgave

Læring har i de senere år udkonkurreret kreativitet og

Kreativitet handler om at kombinere og forbinde kendte elementer på nye måder. Det har den italienske filosof og forfatter Umberto Eco sagt.

Ifølge Daniela Cecchin, pædagogisk udviklingskonsulent i BUPL, er det et godt bud på en definition af kreativitet i en pædagogisk sammenhæng. For det er oplagt for pædagogerne at give børnene mulighed for gennem leg og aktiviteter at skabe nye verdener ud fra det, de allerede kender. Samt at de bruger deres faglighed til at give børnenes leg næring og inspiration gennem ny viden og erfaringer.

"Det gode ved Umberto Ecos definition er, at kreativitet ikke opfattes som noget mystisk om at frembringe nyt ud af ingenting, eller som noget kun særligt udvalgte mennesker råder over. Det er et potentiale, vi alle har, som bare skal aktiveres og udvikles for at blive en evne og en kompetence. At sætte ting sammen på nye og usædvanlige måder er en indstilling til virkeligheden og livet, som læres allerede, mens børnene er små. Og her kommer pædagogikken ind. For kreativitet handler ikke kun om at skabe materiel fornyelse, men i høj grad om menneskelig og samfundsmæssig dannelse," siger hun.

Pædagogik skal røre børn og pædagoger og skabe engagement for at være kvalitetspædagogik. Derfor handler kreativitet ikke kun om at lave flotte tegninger og indrette æstetisk smukke rammer, mener Daniela Cecchin.

"Kreativitet handler om at skabe noget betydningsfuldt, som bevæger følelsesmæssigt og kognitivt. På den måde får børn mulighed for at udvikle sig til mennesker, som er i stand til at tænke, føle og skabe alternative løsninger i deres liv. Og det er her, at pædagogerne, som er tæt på børnene, har en meget vigtigt opgave," siger hun.



Lær af legen. Legen er interessant, når man vil prøve at begribe, hvad kreativitet er, mener Daniela Cecchin.

For legens væsen handler netop om evnen til 'at lade som om', at kunne forestille sig ting og begivenheder ud fra en 'hvad hvis-indstilling'. Ved at lade som om skaber børn fortællinger, verdener og forestillinger, hvor de kombinerer ting på forskellige måder og skaber noget nyt, som ikke var der før.

"Legen og fantasien eksisterer ikke i et tomt rum, men er altid koblet til noget sanseligt og konkret. Jo mere børn har at sætte sammen og 'lege med', des bedre udvikles deres fantasi og evne til at skabe nyt i legen. På den måde støtter man også deres evne til at tænke nyt og alternativt," siger hun.

Børn er kreative, når de leger. Men de kan ikke være kreative ud af den blå luft. De skal have noget at skabe ud fra. Derfor mener Daniela Cecchin, at pædagoger skal tilbyde de nødvendige pædagogiske rammer for, at børn kan være undersøgende, eksperimenterende og udvikle lege sammen. Men det er lige så vigtigt, at pædagoger kan tilføre børns lege og aktiviteter ny næring og inspiration ved at udvide børns verden af viden og erfaringer ved at igangsætte aktiviteter, som følger legens kreative logik.

"Der er meget at hente ved at tage ved lære af børnene, og hvad de gør, når de i deres fantasilege skaber nye verdener. Børn starter legen et sted, men de har ikke på forhånd defineret, hvor de skal hen, hvornår legen slutter, og hvad resultatet af legen skal være. På samme måde kan pædagogerne sætte aktiviteter i gang ved at følge børnenes motivation og interesser. Og have mod til at lade den pædagogiske proces udvikle sig uden på forhånd at have defineret, hvor og hvordan det skal ende," siger hun.

Det betyder ikke, at pædagoger skal arbejde i blinde. De skal have deres pædagogiske blik rettet mod udviklingsmål og læringsmål, samtidig med at de er åbne over for det, der byder sig undervejs.

"De skal gøre som børnene i legen, der forfølger et tema og løbende inddrager idéer og forslag, der kan gøre legen endnu større," siger hun.



Interesse giver engagement. Derudover er det vigtigt, at pædagoger er opmærksomme på, hvad børnene er optaget af og engageret i at undersøge for at kunne understøtte dem i at udvikle deres lege. Pæda­goger kan give konstruktive bidrag til den betydningsverden, som børnene er i gang med at skabe, så de får flere elementer ind i deres lege, mener Daniela Cecchin.

"Pædagoger har altid mål og hensigter med det, de gør. Men hvis man ønsker at give børn gode muligheder for at udvikle deres evne til at skabe i de selvorganiserede lege og i voksentilrettelagte aktiviteter, må man være klar over, at man ikke på forhånd helt kan vide, hvad det helt konkret giver god mening at arbejde med. Hvilke temaer, projekter og aktiviteter man skal lave, og hvad de skal handle om, kan kun afgøres undervejs. Man skal tage udgangspunkt i det, børnene er optagede af, og det er så pædagogernes opgave at give børnene flere elementer at putte ind i aktiviteten eller den kreative proces, så det udvider deres horisont," siger hun.

Hvis børnene er interesserede i dyr, vil det være en god idé, inden man planlægger et emne om dyr, at undersøge nærmere, hvad interessen for dyr betyder for børnene, fortæller Daniela Cecchin. Det kan være, at det ikke er en interesse for, hvad et dyr hedder, spiser, eller hvor det lever. Måske er de mere optagede af udseende, bevægelser, foretagsomhed, lyde og lugt, og så er det en bedre idé at tale med børnene om det. Det kan føre til søgning på internettet, biblioteksbesøg, en tur i skoven og smådyrsjagt på legepladsen.

"Det vigtigste er, at man som pædagog er åben over for, hvad der sker undervejs, for børns kreativitet er til en vis grad afhængig af pædagogernes kreativitet. Hvis det hele i forvejen er lagt i faste rammer, kan det være hæmmende for børnenes engagement og dermed for de skabende processer. For børn har deres engagement knyttet til det, der er betydningsfuldt for dem," siger hun.



Inddrag alle børn. Det er ikke alle børn, der har en veludviklet legeevne og er i stand til selv at indgå i skabende legeprocesser. Disse børn har brug for pædagoger, der kan hjælpe dem med at finde forbindelsesveje til andre børn, mener Daniela Cecchin.

"Den pædagog, der har øje for, hvad børnene er optaget af, kan introducere temaer, der fungerer som en samlende paraply mellem forskellige interesser hos børnene. Det kan være, at nogle interesserer sig for dyr og andre for prinsesser, og så handler det om at bruge fantasien og sammen med børnene finde ud af, hvordan man kan forbinde dyr og prinsesser. Ofte er det børnene, der skaber koblingerne, når man inddrager dem i dialogen om planlægningen af aktiviteten," siger hun.

Daniela Cecchin foreslår, at man tager på udflugter til steder, der har relation til det, som børn er optaget af. Derved skaber man mulighed for, at det, man finder ud af, giver fælles erfaringer, der vil blive til fælles viden, som børnene kan trække på - også når de leger selv.

"På den måde har man lege, som er på børnenes egne præmisser, man har legende aktiviteter, som er tilrettelagt af de voksne i dialog med børnene. Begge dele er vigtigt og nødvendige måder at skabe rum for kreativitet på," siger hun.



Skal-opgaver. Daniela Cecchin har erfaret, at pædagoger, der arbejder med en legende og skabende pædagogik, synes, at det er meget sjovere og interessant at være pædagog, for ikke to dage er ens.

"Samtidig giver det mulighed for at arbejde integrerende og i forhold til temaerne i den pædagogiske læreplan. Dyretemaet, der som udgangspunkt handler om natur og naturfænomener, kan i en åben, kreativ proces indfri udviklings- og læringsmål inden for børns sociale kompetencer, sproglige udvikling, kulturelle udtryksformer og krop og bevægelse," siger hun.

Derudover kan den måde at arbejde på bidrage til at skabe flere sociale fællesskaber i institutionen, mener Daniela Cecchin.

"Det kan være, at det barn, der ellers plejer at være udenfor, har bidraget med noget vigtigt i processen og udviklet aktiviteten på en positiv måde. Ved at skabe et indhold, som barnet kan føle sig hjemme i, og betingelser og rammer, så det kan være sammen med andre børn på måder, der giver mening for det, har man givet barnet mulighed for at udvikle sociale kompetencer, selvom projektet egentlig handler om smådyr på lege­pladsen. Så i stedet for at sætte mål på forhånd, går man faktisk et halvt skridt baglæns og samler resultater og mål undervejs, mens man holder det pædagogiske blik rettet fremad," siger hun.

Pædagoger får i disse år lagt mange opgaver udefra ned over deres arbejde, og det kan opleves som svært at være kreativ på den baggrund. Det er Daniela Cecchin enig i, men også her handler det om at tænke kreativt.

"Det handler om at være åben over for, hvad man kan gøre med det, man alligevel skal, så det bliver interessant, og så at både børn og voksne lærer af det," siger hun.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.