En enlig autonom

Hun bøjede sig så langt ned, at han svagt kunne se hendes hvide mave under sommerkjolen.

»Goddag, Arthur og velkommen i børnehaven!«

En hånd var rakt frem mod ham. Han valgte at ignorere den, slap sin mors hånd og traskede lige forbi damen og ind på stuen for at tage den i øjesyn. Der var ingen børn på stuen. De var nok på legepladsen. Han kunne fornemme, at han blev iagttaget fra døren.

Hele barndommen i "vuggeren" havde været én stor iagttagelse. Pædagogerne havde sørget for, at børnene ikke gik over stregen og gjorde ting, de ikke måtte. Men alt det, børnene havde mestret efter lærebøgerne, havde de voksne mon lagt mærke til det?

En spyflue lettede fra vindueskarmens varme, solbeskinnede flade. Han fulgte den med øjnene. Solens stråler fra den skyfri himmel fortsatte ind i stuen og afslørede pinlig orden og renlighed.

For længst havde han gennemskuet denne institution. Allerede da de sidste måned havde været på besøg første gang for at kigge. Han tænkte, det kunne være en udfordring at sige ja til pladsen. Og han havde derfor nikket ivrigt, da mor havde spurgt ham, om han kunne lide stedet. Og havde set op: Højt oppe på væggen - under loftet - strakte en hylde sig fra den ene ende til den anden. Og her var omhyggeligt placeret legetøj, som ikke kunne nås af børnene. Måske det dyreste legetøj? Eller de voksnes? Eller bare pynt?

Spyfluen havde taget kurs tværs over stuen mod pædagogens næse. Den fløj et par omgange tæt ved det ene næsebor og forsvandt straks igen. Hun havde vist ikke engang opdaget noget. For hendes mund gik op og ned, mens der kom lyde ud. Lyde som "dejligt", "skønt", "fantastisk", "oplevelse" ... Det var et lille mirakel, at hun ikke havde slugt fluen, da hun skulle trække vejret for at sige "utrolig"...



Han havde fået "dukken". Mærket på garderoben. Der havde været en hammer også - men den var der en pige, som havde valgt. Hun skulle begynde en uge efter ham. Det var da i orden. Hvis hun var glad for hammeren, skulle hun da have hammeren.



Der var vel gået en uges tid nu, og de havde endnu intet opdaget. Jo, nok havde de opdaget noget, men ikke at det var ham. For når han ryddede op, gjorde han det sådan, som det skulle gøres. Nej, det var i de situationer, hvor de voksne fik travlt med noget andet, at han greb til handling. Der, hvor et andet barn var ved at rydde op og netop var blevet færdig. Han fik som regel set sit snit til at lægge "en forkert ting" ned i kassen. Og når de voksne var færdige i den anden ende med at løse den konflikt, som aldrig fik lov til at begynde mellem et par børn, kom de ind og irettesatte det barn, som ikke havde kunnet rydde rigtig op. Og de kørte det sædvanlige undervisningsprogram af, som tog mindst en time: Duplo-figurer i kassen for sig, Lego-figurerne i dertil hørende lille kasse, Playmobil-figurer og Fisher Pricefigurer hver for sig - kort og godt: ALT legetøj hver for sig og nøje systematiseret. I hele børnehaven fandtes ikke en eneste kasse med blandet legetøj. Intet var overladt til tilfældigheder. Alt var ordentligt, propert og sterilt.

Arthur fik dog hurtigt ondt af de andre børn. De kunne jo ikke gøre for det, så det var jo forkert at lade det gå ud over dem. Så han besluttede at henlægge sine sabotager til dén fredag, hvor de voksne vaskede legetøj af, og hvor alle børn var ude på legepladsen sammen med én voksen... Det skulle bare tænkes igennem.

Arthur var glad for sin børnehave!



Han havde luret de voksne af på deres "legetøjs-vaske-af-fredage". Havde hørt, at børn andre steder var med, når dette skulle klares, men ikke her, altså.

På et tidspunkt i løbet af deres kontrollerede vandleg plejede de fire voksne at gå ind for at drikke kaffe på voksenrummet. Og så kunne tissetrangen jo pludselig komme over én. Som regn fra en skyfri himmel.

Jo, det skulle ske, han måtte gøre det.

Arthur så det nærmest som en åbenbaring: På fredag!

Han vågnede tidligt den fredag morgen. Han var klar til at gå ud ad døren, næsten før mor havde fået morgentøflerne af.



Deres hænder var bløde, rynkede og halvt opløste. Hænder, hvor de fleste muskler sad i pegefingeren. I halvanden time havde Playmobil, Lego og Fischer Price lidt samme skæbne, og mangen en brav legetøjsfigur havde måttet lide druknedøden til fordel for fornem facade. Men figurernes ansigtsudtryk sås ikke. Der var intet kropssprog tilbage. Intet smil. Ej heller angst eller smerte sås i ansigtet. Det var forlængst vasket væk.

På legepladsen gik det godt. Solen skinnede, fuglene fløj og fløjtede. Rotterne holdt sig væk i dag. Ulla, pædagogen, sad med noget sytøj. Børnene legede godt.

I et hjørne sad Arthur og iagttog Ulla. En gang imellem løftede hun venstre øjenbryn, hvis der var et lidt voldsomt udbrud fra et barn. Bare en anelse løftede hun venstre øjenbryn. Uden at kigge op. Hun var optaget af sytøjet. Det var nogle af børnenes muleposer, som skulle sikres i syningerne, så der ikke nåede at komme et hul. Nu var der en pige, Lise, som skreg højt af fryd, da Peter kildede hende på maven. Og Ulla løftede faktisk begge øjenbryn uden at kigge op. Når hun ikke greb ind, var det kun fordi, hun var alene på legepladsen, og de andre voksne var inde for "at vaske af".



Han gik hen til hende. Nålen kørte ind og ud. Han kunne se, hun var ved at reparere hans mulepose. Men det tænkte hun nu ikke over, da han stod der.

»Jeg skal tisse!«

Denne gang var det igen kun det venstre øjenbryn, som løftede sig en anelse.

»Godt!, så gå du ind og tis.«

Han gik afsted og vidste, at hun ikke ville lægge mærke til, om han blev inde. Da han kom ind, hørte han kvindestemmer inde fra stuen. Han kunne forstå på det, de sagde, og måden de sagde det på, at nu var kaffepausen kommet. Jo, det var timing.

Inde på stuen stod kasserne i et helt bestemt system, kunne han se. Det legetøj, som var vasket, lå til tørre på håndklæder. Han kunne se, at flere af Playmobil- og Duplofigurerne allerede var tørre.

Arthur stillede sig på en voksenstol, kunne lige nå op og tog en ultratynd tusch frem fra voksenskuffen. "PERMANENT".

Roligt begyndte han nu at tegne ansigter på de udtryksløse stakler. Nogle gjorde han glade med mundvigene helt oppe ved ørerne. Andre gav han dårligt humør.

"Der skal også være nogle voksen-figurer, der er ligeglade," tænkte han.

"De skal bare have en streg. Og så må vi have nogle til at synge med åben mund."

Efter denne første del af aktionen byttede han rundt på nogle af figurerne og integrerede Duplo-folket med Playmobil-folket - og de små Lego-mænd og -kvinder blev også fordelt efter bedste skøn.

»Det ser jo ligefrem ud til, at I kan li' det,« sagde han halvhøjt.

Han tænkte, at nu måtte han hellere lægge nogle ansigter ud til de uvaskede i kasserne. Som tænkt så gjort - og efter nogle omhyggelige udvekslinger fra den ene, anden og tredje kasse og efter at have socialiseret de vaskede med de uvaskede - rejste han sig resolut, bukkede og sagde høfligt farvel til sine venner. Da han gik, så han godt nok Barbie og hendes kæreste Ken, og han blev fristet, men holdt sig på måtten.

»Kan I også ha' det godt, I to. Hils jeres familie. Hils og sig, at jeg har lidt ondt af jer.«



Han kom ubemærket ud på legepladsen, hvor han så, at pædagogen var nået til muleposesyning på "hammeren". Han begyndte at nynne lavt for sig selv: »Det' hammer hammer fedt, nu skriger de om lidt...«

"Hvor er det godt, at de små mennesker endelig kan få lov at være sammen."

Arthur spekulerede på, hvorfor det egentlig var forbudt at lege med Lego-mennesker og Duplo-mennesker samtidig. Det var noget med størrelsen, havde de voksne sagt. »Og Lego-mennesker er for de store drenge,« havde de yderligere forklaret.

»Det står selv på pakken.«



Han så op mod den sky, som netop var gået for solen. Nu ville han lave en by i sandkassen. Der var kun en ulempe. Sandet var for tørt.

Ullas nål kørte nu hurtigere og hurtigere gennem en uhullet mulepose. Nålen glødede og blændede hendes blik for det syn, en hel ring af børn rundt om sandkassen havde: En by under opbygning, opført af det skønneste våde sand på en hed sommerdag. En by med alt, hvad der hører sig til, når det er en rigtig by. Måbende stod de og betragtede ham. Netop ham - mere end selve byggeriet. For han havde turdet gøre noget, ingen andre turde: Han havde hentet vand indenfor. Noget af det forbudteste-budte.

Arthur havde godt nok lagt mærke til den store interesse, de andre børn lagde for dagen. Han så da også Brian, som ikke var med i flokken, stige af sin gynge og stile direkte hen mod Ulla, som netop nu sad og ømmede sig, efter at nålen med stor hastighed var trængt ned i hendes pegefingers kraftige muskelvæv. Og det lød højt fra Brian på en ellers helt tyst legeplads:

»U-U-Ull-a-a!«

Hun så hastigt hen på drengen og tyssede på ham, stadig med sin dårlige finger i munden. Samtidig fik hun øje på børnene omkring sandkassen.

»Stille Brian, se hvor godt børnene leger. Vi skal ikke forstyrre dem.«

Brian forsøgte igen:

»Jamen, ham den nye...«

»Det er godt Brian, gå du hen til ham den nye og hjælp ham lidt tilrette i den store flok. Nu skal jeg være færdig med min mulepose.«

Brian gav op. Denne afsløring kunne ellers have givet ham nogle gode point og noget opmærksomhed. Han gik hen i kredsen af børn.

Og i det samme gik skyen fra solen - og det skønne sollys glimtede i spanden, som var halvfyldt med vand - hvilket Ullas øjne også var. En blanding af smerte- og glædestårer: »Hvor er det dog velsignet, når ens møje ikke er forgæves,« hviskede hun henført, idet hun så hen på en stille, pæn rundkreds af børn.

Og i dette nu, hvor tiden stod stille, hørte hun ikke engang fire fortvivlede, samtidige kvindeskrig, ekkoagtige som fra fra en fjern, flimrende fortid...