Elitesport: Pædagog i en vinderkultur

Der er stadig morgendug på kunststofbanen i Ikast. Klokken er 07.45. Et kvarter til træning. På banen har de første spillere taget opstilling. De sidste er på vej ud af omklædningsrummet og op ad trappen fra omklædningsrummet i Fodboldakademiet i FC Midtjylland. Skiltet over trappeopgangen minder de unge talenter om, hvad der er på spil: 'Den, der opgiver at blive bedre, ophører med at være god'.

Herude på det, som nogen har udråbt til den jyske hede, og en FCK-boss har kaldt 'Lars Tyndskids mark', trives drømme og ambitioner om det store fodboldeventyr.

Vi er blandt nogle af landets største fodboldtalenter. Midt i en vinderkultur, hvor landsholdspillere og nyudklækkede superligaspillere dagligt kæmper for at nå til tops i en benhård og kynisk fodboldkultur. En kultur, hvor rummeligheds-pædagogik i traditionel forstand må vige pladsen for dyrkelsen af individualisten, af eneren.

"Det her er ikke et sted, hvor du får lov til at fise den af, bare fordi du synes, at du er lidt småsløj. Du får klar besked: Prop en Panodil op i røven, og se at komme af sted makker."

Ordene falder prompte fra cheftræner, pædagog Glenn Riddersholm, når en af hans unge viser lidt slendrian.



En sjælden vej. Den midtjyske elitepædagog kan fremvise et atypisk cv. Det omfatter ud over flere år på institution for udviklingshæmmede en alenlang karriere i fodboldverdenen: mere end 25 års arbejde som ungdomstræner i diverse klubber, to år som landstræner for de danske U/16- og U/17-landshold og i dag cheftræner for FC Midtjyllands superligahold og hovedansvarlig for talentudviklingen.

"Jeg tåler ikke, hvis mine unge spillere møder op med dårlig karisma eller en doven attitude. De skal ét hundrede procent vise, at de vil det her, at de er målrettede med deres sport," siger Glenn Riddersholm og retter blikket mod sine unge spillere, der står og småpjatter med bolden.

"Simon, Rasmus, Mads, Edu! I går med mig, gutter," råber den midtjyske cheftræner og trækker de 16-17-årige drenge med ned til målet. Han gelejder de unge spillere ind på tæt hold og åbner op for det mentale rum.

"I skal ikke ærgre jer over at brænde en målchance. Statistisk ved vi, at en topangriber kun scorer på én ud af fem chancer. Hvis I brænder én, så ved I, at der stadig er fire skud i bøssen. Det er sgu da meget fedt at vide," griner Glenn Riddersholm og tilføjer så med et gran af alvor:

"Hvis I så brænder de næste fire chancer også, kan det godt være, vi skal tage en seriøs snak."

Øjeblikket efter gives bolden op til skud på mål. Øvelsen bifaldes konstant af opmuntrende tilråb fra Glenn Riddersholm. På træningsbanen fremstår han anderledes end den stereotype opfattelse af en kolerisk og kommanderende fodboldtræner. Og ifølge Glenn Riddersholm selv er det netop her, i den åbne og positive tilgang til sine spillere, at han drager nytte af sine pædagogiske kernekompetencer og baggrund.

"Jeg ved godt, at mange professionelle trænere skælder deres spillere ud, når tingene ikke lykkes. I mine øjne er det udtryk for afmagt. Jeg skælder kun ud, hvis jeg kan se, at en spiller ikke yder sit bedste eller nasser på sine holdkammeraters indsats. Hvis en spiller mister bolden og efterfølgende passivt ser til, at kammeraterne knokler for at erobre den tilbage, bliver jeg stiktosset."



Fra pædagog til elite. Glenn Riddersholm har gennem flere år hørt til i toppen af dansk fodbold. For ham er det opfyldelsen af en drøm og en livslang ambition. Han har villet bevise, at det ikke var nødvendigt med en lang glorværdig fodboldkarriere for at nå til tops som træner. Bevise, at der findes en anden vej, nemlig gennem pædagogikken. Tilbage i 1999 færdiggjorde Glenn Riddersholm sin uddannelse på Ikast Seminarium, i øvrigt samme år som FC Midtjylland så dagens lys. Pædagogen og fodboldforretningen skulle siden vise sig som et perfekt match.

"Nutidens elitesport bevæger sig mere og mere i en retning, hvor pædagogikken har sin åbenlyse berettigelse. Som pædagog tænker du i at pleje og skabe relationer. I dialog og nærvær. Jeg giver alle en chance, også selvom jeg ikke nødvendigvis deler værdier med vedkommende. Som ung spiller har du brug for at mærke, at din træner oprigtigt interesserer sig for dig som menneske. De kompetencer har jeg i høj grad tilegnet mig via pædagogikken," siger Glenn Riddersholm.

Mens andre større lande har en stor talentmasse til rådighed, så er der kun et fåtal med stjernepotentiale i Danmark. Det er med til at øge behovet for en pædagogisk tænkning i den danske elitekultur, mener Glenn Riddersholm.

"Vi skal pleje og nurse de få talenter, vi har, på bedst mulig vis. Vi har simpelthen ikke råd til at miste nogen. Derfor skal vi behandle dem som hele mennesker. Det gør vi blandt andet ved fuldt og helt at vise dem anerkendelse. Også før vi begynder at stille krav," fremhæver han.



Vi er ikke ens. Glenn Riddersholm mener ikke, at alle børn og unge har krav på samme behandling. Tværtimod. Selv opererer han med tre forskellige pædagogiske tilgange: Den spørgende, den forstående, den kontante.

"Afhængig af hvilken type spiller jeg står overfor og afhængig af den konkrete situation benytter jeg forskellige indfaldsvinkler. Nogle gange er det nødvendigt at udvise rummelighed og forståelse. For eksempel hvis en spiller slæber rundt på noget svært i sit private liv. Andre gange kan det være berettiget med en kontant og konsekvent udmelding," siger han og uddyber:

"Begge tilgange er et udtryk for respekt og interesse. Du skal møde den unge i hans konkrete behov. Vi må ikke tro, at alle skal have samme behandling."

Selvom Glenn Riddersholm færdes på lang afstand af den traditionelle institutionskultur, så mener han ikke, at der pædagogisk betragtet er forskel på de to verdener.

"Jeg har også trænet syv- til otteårige. De har nøjagtig det samme behov for tydelighed. Og de har også behov for at mærke, at der stilles krav til dem. Netop det at stille krav er jo også et udtryk for respekt. På den måde viser du, at du tager barnet alvorligt, at det er betydningsfuldt. Det der fis med, at fodboldtræningen af små børn skal opleves fri og uforpligtende, kan jeg slet ikke tilslutte mig. Det er i den grad forpligtende, når man som træner står ansigt til ansigt med en gruppe små poder, der gerne vil lære, hvordan man bruger indersiden," siger han.

Også spørgsmålet, om elitesportens stærke fokus på konkurrenceelementet ikke udraderer de unges sociale kompetencer og gør op med de sociale kompetencer, som institutionskulturen ellers er garant for, fejer Glenn Riddersholm kontant af bordet.

"I topfodbold har vi selvfølgelig brug for enere, der tør gå deres egen vej. Spillere, der ikke nødvendigvis er superempatiske på banen. Når du træder ind i den danske SAS-liga, så er det en krigszone, hvor man vil gøre alt for at vinde. Dét konkurrenceelement skal vi fremelske," siger Glenn Riddersholm.

Men uden for banen gælder de sociale spilleregler.

"De unge skal også kunne agere i det sociale rum, når de ikke har støvlerne på. Her handler det i høj grad om at lære dem at udvise respekt for hinandens forskellighed," supplerer han.

Til trods for, at de unge spillere indgår i et toptunet elitemiljø, så frygter Glenn Ridderholm på ingen måde, at spillerne taber deres barndom og ungdom på gulvet.

"Vi gør alt, hvad vi kan, for at give dem den tryghed og frihed, som de også har brug for. Hver af dem får tilbudt en såkaldt plejefamilie, hvor de mærker trygheden og nærheden, og hvor de bliver i en del af en ganske almindelig dagligdag. Selvom de arbejder benhårdt med fodbolden, så er glæden altid i spil. På og uden for banen," siger han.



Træning, træning og atter træning

Elitemiljøet i FC Midtjylland stiller store krav til de unge spilleres fysiske formåen. Tre gange om ugen trænes der to gange dagligt. Morgentræning inden skolegang og igen senere på dagen. Udover træning med holdkammeraterne står den også på individuel træning. En typisk uge for en ung spiller består i syv-ni træningspas og derudover kamp i weekenden.