Ekspert: Drop adskillelsen

Pædagoger vil gerne skille drenge og piger, men det kan cementere kønsroller, siger lektor.

En stor del af pædagogerne mener, at det er en god idé at adskille drenge og piger i nogle situationer for at styrke de kompetencer, som drengene og pigerne hver især mangler.

Det viser Børn&Unges nye undersøgelse af 347 pædagogers syn på kønsroller i børne­højde.

Ifølge Malou Juelskjær, der er lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, kan den strategi dog let komme til at virke stik mod hensigten.

"Når man skiller børnene ad, gør man ofte det, at man tager drengene med ud i skoven, så de kan røre sig og være 'rigtige drenge'. Man får sat en scene, hvor det handler om at være dreng på nogle stereotype præmisser. Som 'skæv' dreng bliver man mindet om at rette ind efter standarden og en bestemt måde at være dreng på," siger hun.

Hun mener, at institutionerne skal tage andre metoder i brug, hvis de vil fremme børnenes alsidige udvikling. Det kræver, at ledelsen sætter fokus på køn, og at pædagogerne tager de kønsreflekterende briller på.

Jo ældre børnegruppen er, jo mere positive er pædagogerne over for kønsopdelingen.

29 procent af pædagogerne mener, at det i høj eller nogen grad er en god idé at adskille børnegruppen i vuggestuen, mens tallet for børnehaven er 63 procent og for SFO og fritidshjem 70 procent.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.