Efteruddannelse: Pædagoger tænker på kollegerne

Alt for få pædagoger deltager i efteruddannelsesforløb. Det skyldes især en travl og økonomisk presset hverdag i institutionerne, hvor tanken om at tage på efteruddannelse for mange pædagoger ligger lige så fjernt som en by i Rusland. Får de den alligevel, er de næste tanker straks: At kollegerne derhjemme skal løbe stærkere, at børnene mister vigtig voksenkontakt, og at dagligdagen i institutionen ikke kan hænge sammen. Derfor bliver mange hjemme.

Sådan kan man tolke resultaterne af en ny undersøgelse, som er støttet af BUPL, om pædagogers efteruddannelse. Undersøgelsen bygger på både kvalitative interview og spørgeskemaer, der er sendt ud til 11.000 BUPL-medlemmer. 3091 har svaret. Heraf er 1875 pædagoger uden ledelsesansvar, og det er netop pædagogerne ’på gulvet’, som undersøgelsen fokuserer på i analyserne.

Af både interview og spørgeskemaer fremgår det entydigt, at pædagogerne viser stor interesse for at komme af sted, men alligevel søger de ikke uddannelserne, fordi de først og fremmest har dårlig samvittighed over for dem, de efterlader ’hjemme’.

Især når det gælder de længerevarende og kompetencegivende efter- og videreuddannelser, er pædagogerne tilbageholdende med at efteruddanne sig.

Mindst 55 procent angiver således, at de aldrig har deltaget i formel efter- og videreuddannelse.



Kæmpe problem. Allan Baumann er forretningsudvalgsmedlem i BUPL og ansvarlig for uddannelsesområdet. Han kalder undersøgelsens resultater foruroligende.

»55 procent, der slet ikke får efteruddannelse, er rigtig mange. Det er et kæmpe problem. Ikke fordi efteruddannelse er løsningen på alt, men det er jo en måde at blive ved med at udvikle faget og praksis på. Alle har godt af efter en årrække i et fag at blive opdateret om nye teorier og sætte spørgsmålstegn ved, om de måder, man nu gør tingene på, er de bedste, eller om man kunne gøre tingene anderledes. Det er med til at udvikle hele institutionen,« siger han og advarer:

»Uden input udefra risikerer man at lukke sig om sig selv og sin praksis og ikke følge med tiden. Sådan lidt osteklokkeagtigt.«

Allan Baumann er glad for, at undersøgelsen også viser, at selvom de fleste pædagoger bliver hjemme fra skolebænken, så giver et stort antal af dem – 30 procent – udtryk for, at de i høj grad er interesserede i at blive klogere på deres fag og deltage i et længerevarende diplomforløb.

Pædagogerne efterspørger i endnu højere grad kortere kurser, der hjælper dem med at løse hverdagens problemer. Eksempelvis kurser i børns motorik, forældresamarbejde, søvnproblematikker eller andet hverdagsnært.

»Trods den manglende deltagelse i især de længerevarende forløb, så afspejler rapporten en stor lyst til efteruddannelse blandt pædagoger,« siger Allan Baumann.

Men han påpeger også, at manglende vikardækning er den primære hindring for, at pædagogerne kommer af sted.

»De tænker på kollegerne, der efterlades endnu mere pressede derhjemme. Og i takt med, at den økonomiske situation i kommunerne er blevet sværere de senere år, har den form for udøvelse af ’selvcensur’ – kalder rapporten det – desværre fået større og større betydning,« siger Allan Baumann.

Han efterlyser en indsats i kommunerne og blandt lederne på arbejdspladserne, hvilket gør det muligt for langt flere pædagoger at deltage i uddannelse.



Kræver vikardækning. Først og fremmest skal der være vikardækning til institutionen, når en eller flere er på efteruddannelse, fremhæver rapporten.

Ifølge undersøgelsen er det i dag langt fra tilfældet. Kun cirka en ud af 10 pædagoger, der tog på diplomuddannelse, fik fuld vikardækning, mens hver femte fik delvis vikardækning. Og flere interviewpersoner taler om, hvordan ’det skal være okay for ens kolleger’, og ’når der ingen vikardækning er, så kommer man ikke af sted’, siger en anden.

Foruden hensynet til kollegerne er også egenfinansieringen en barriere for deltagelse. Kun 18 procent fik deltagergebyr betalt, mens 12 procent fik timer til at tage uddannelsen. 30 procent har fået løn under diplomuddannelsen, mens institutionen fik Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU) i lønrefusion - men netop SVU’en er for nylig blevet beskåret.

»Og det er dybt paradoksalt, at politikerne på Christiansborg prædiker mere uddannelse til alle og samtidig besværliggør mulighederne for videreuddannelse,« siger Allan Baumann.

Rapporten anbefaler, at man tilbagefører forringelserne i SVU’en, og Allan Baumann sætter desuden sin lid til, at de 500 millioner kroner, som daginstitutionsområdet lige har fået, også vil blive anvendt på pædagogers efteruddannelse.

»Pengene er afsat til højere kvalitet, som det nu hedder, og lur mig, om ikke nogle af dem bliver brugt til uddannelse, når nu de ikke er fast møntet på en forbedring af normeringerne,« siger han.

Rapporten peger i det hele taget på, at kommuner skal blive bedre til at benytte de finansieringsmuligheder, der findes i form af globaliseringsmidler, centralt nedsatte udviklingspuljer og også jobrotationsordningen.

»Med ordningen kan kommuner med ledige pædagoger ansætte en arbejdsløs pædagog som vikar for en medarbejder på uddannelse. Det gavner alle parter,« siger Allan Baumann.



En lederopgave. Ledernes holdning til efteruddannelse og udvikling danner grundlag for institutionens ditto, konkluderer rapporten. Derfor er lederens opgave at skabe en kultur, hvor medarbejderne føler, at de kan tage på efteruddannelse uden dårlig samvittighed over for børn og kolleger. Det skal blandt andet gøres ved at sikre, at institutionen har et fast korps af vikarer at trække på.

Lederens betydning som primus motor for medarbejdernes uddannelsesmuligheder er Allan Baumann enig i.

»Lederens attitude til efteruddannelse er i høj grad udslagsgivende for, om det måske nærmest er et krav til medarbejderne, at man efterstræber ny viden, eller om det er noget, der bliver set skævt til,« siger Allan Baumann.

Han fremhæver, at andre undersøgelser viser, at et uddannelsesforløb er noget af det, som hurtigst sikrer omsætning af viden. Kan ny viden endvidere formidles videre til kollegerne hjemme i institutionen, får man de penge, man har kastet efter uddannelsen, flerfold igen.

»Det kan være reelt nok i en periode at sige, at der ikke er råd til at sende medarbejdere på uddannelse, men set over en længere periode er det en rigtig dårlig politik at have. Løbende efter- og videreuddannelse af medarbejderne kan afgøre, om institutionen er af en type, der hele tiden kan arbejde med at skabe de bedst mulige udviklingsbetingelser for børnene, eller om den er et sted, hvor dagene bare skal gå,« siger han.



Læs mere:

• Rapporten ’Pædagogers deltagelse i efteruddannelse’ kan læses og downloades på www.bupl.dk ‑ findes under job og uddannelse.

• Find BUPL’s pjece om jobrotation på bupl.dk under publikationer.

• Læs om Statens Voksenuddannelsesstøtte på www.svu.dk



Det siger pædagogerne selv:



Den dårlige samvittighed

’Jeg tror, der er rigtig mange, som er interesserede i efteruddannelse, men også synes, det er rigtig svært i en presset hverdag at finde ud af at få tid til det. Så man skal sådan presses af sted nogle gange, fordi man også synes, det er lidt synd, når man skal være væk i lang tid. Det skal også være okay for ens kolleger. Jeg har 100 procent støtte fra mine kolleger her, men det er min egen dårlige samvittighed, fordi jeg ved, der ikke kommer vikar på’.

Diplomuddannelse versus kurser

’Forskellen, synes jeg helt klart, er, at jeg på en diplomuddannelse, sådan som jeg har fået lov til at tage min, havde en frihed til at fordybe mig i mit fag uden at skulle gå på arbejde samtidig. Jeg havde roen og tiden til at lave mine ting, gå til mine forelæsninger, skrive mine opgaver, have det spillerum med mine medstuderende. Det, synes jeg, var helt fantastisk. Kurser er tit (...) sådan en opfrisker’.

Efteruddannelse giver gevinst

’Jeg synes, jeg bliver en lykkeligere pædagog, når jeg har været på kursus, fordi jeg begynder at arbejde på en anden måde. Man arbejder jo som regel med det, når man kommer hjem, og det gør altså bare arbejdet mere spændende’.

Skal presses lidt

’Det var faktisk min leder, som personligt kom hen til mig og sagde, at der var kommet det her tilbud, fordi kommunen havde fået den her pulje penge, og hun sagde: ’Jeg tænkte, det kunne være noget for dig, så kig lige på det, og du skal bare ansøge, hvis du gerne vil’.

Citater fra rapporten: ’Pædagogers deltagelse i efteruddannelse – Pædagogers interesser i og barrierer for deltagelse i efteruddannelse. Resultater fra en interviewundersøgelse og en survey’. Af Annegrethe Ahrenkiel, Jan Frederiksen, Stine Helms og Jimmy Krab. University College Sjælland, 2012.