Eftertanker - Røde ører? Nej, overhovedet ikke

Da hovedorganisationen FTF en halv time før midnat den 16. juni forlod bordet, hvorom regeringen, de kommunale og regionale arbejdsgivere samt fagbevægelsens hovedorganisationer sad bænket til trepartsforhandlinger, gik en begivenhedsrække i gang. LO og Akademikernes Centralorganisation (AC) blev siddende og skrev søndag formiddag under på en aftale, som anslås til at være et sted mellem fem og syv milliarder kroner værd i forbedringer.

Det er forbedringer, som medlemmerne af forbundene under LO og AC har eksklusive rettigheder til. Da FTF udvandrede, blev de dele af aftaleudkastet, som var rettet mod pædagoger, lærere, sygeplejersker, socialrådgivere og andre mellemuddannede FTF-grupper, redigeret ud af teksten.

Om de dermed er tabt for tid og evighed, er ikke sikkert. Statsministeren udtrykte efter trepartsaftalens indgåelse ær-grelse over, at FTF ikke ville være med, men samtidig forsikrede han, at regeringen i det videre arbejde med kvalitetsreformen ville have de pågældende faggruppers ønsker og behov i erindring. Når nu, som han sagde, deres faglige organisationer ikke selv ville påtage sig ansvaret.



Ingen fortrydelse. Rollefordelingen skulle dermed være klargjort for alle. Regeringen er ansvarlig og large, mens FTF-organisationerne er sure og umedgørlige.

På opfordring vender BUPL's forbundsformand Henning Pedersen først den ene og så den anden side til. Umiddelbart er der ikke noget at se, men spørgsmålet skal stilles.

Har du røde ører over, at FTF ikke kom med i trepartsaftalen?

"På ingen måde. Vi gjorde ret i ikke at indgå nogen aftale. Man har påstået, at vi stillede ultimative krav til allersidst. Forkert. Lige fra starten var FTF-gruppernes melding, at det handlede om rettigheder for den enkelte og ikke luftige muligheder, som vi har erfaringer med ikke dur til meget i en økonomisk presset kommunal sektor. Fra BUPL's side har præmisserne været tilsvarende klare. Det, der kom ud af forhandlingerne, skulle kunne mærkes som forbedringer i den enkelte pædagogs hverdag. Hvis vi vurderede, at det ikke var tilfældet, ville vi ikke indgå i en trepartsaftale."

Der er kommet noget på bordet, det er ikke helt godt nok, men ved at sige nej får man slet ikke noget. Er det ikke den slags afvejning, man må foretage?

"Sådan er det normalt, men det var ikke en normal situation. Trepartsforhandlingerne gik ud på at få regeringen til at betale for noget, som vi syntes var vigtigt, og som den også selv syntes var vigtigt. Interessefællesskabet bestod således i en fælles forståelse af, at der er problemer i den offentlige sektor, mens den egentlige forhandling drejede sig om, hvad der skulle gøres ved dem. Udgangspunktet var, at regeringen skulle stille økonomien til rådighed for de initiativer, som blev aftalt," siger Henning Pedersen.

Han er sikker på, at regeringen - uanset at den ikke fik FTF med i trepartsaftalen - bliver nødt til at finde løsninger på de problemer, som er specielle for pædagoger og andre mellemuddannede faggrupper. Velfærdens kernetropper, som FTF for nylig kaldte dem i en pressemeddelelse.

"Man kan ikke bagefter komme og sige "vi kunne ikke blive enige med den ene af hovedorganisationerne, så nu eksisterer problemerne ikke længere". Blandt regeringens egne meldinger, som jeg for øvrigt er meget enig i, har været, at god ledelse er selve omdrejningspunktet for udviklingen af bedre kommunale arbejdspladser. Det bliver man nødt til at følge op, ellers har det hele været meningsløst," siger Henning Pedersen.



Flere hænder, bedre løn. Om den regnskabsopstilling, som i sidste ende fik FTF til at trække sig fra forhandlingerne, siger Henning Pedersen:

"Det, regeringen tilbød os, var bare ikke godt nok. Hvis vi som faglige organisationer skal indgå en aftale, hvor vi i et eller andet omfang er med til at legitimere regeringens politik, så skal vi kunne skrive under på, at det er det hér, der skal til. Det kunne vi ikke, fordi regeringen afviste de væsentligste af vores krav: Retten til efter- og videreuddannelse af et vist omfang, retten til at gå på fuld tid og retten til en seniorordning."

Hvad skete der med kravet om flere ansatte i daginstitutionerne, som vel var det vigtigste af BUPL's krav?

"Afvist som hverken hørende til i en trepartsaftale eller en kvalitetsreform, fordi personalenormeringer er et anliggende for det kommunale selvstyre. Men efterhånden har vi og andre fået sagt så mange gange, at der er brug for flere hænder i den offentlige sektor, at det ikke vil komme bag på mig, hvis der i sidste ende kommer et udspil på det område. Statsministeren må på sine mange besøg i den kommunale virkelighed også have hørt, at det er det, der især er brug for. Flere hænder og bedre løn."



Sejrens palmer. Hvem har så vundet kampen om den offentlige mening? Fogh, der står med en amputeret trepartsaftale, og som har lovet personligt at sørge for, at FTF's medlemmer ikke vil blive svigtet? Eller FTF, der stod fast på principperne?

"Jeg mener, at vi vinder på lang sigt. Vores medlemmer køber ikke Foghs fremstilling af sig selv som den rundhåndede giver. Deres oplevelse af de faktiske forhold i den kommunale sektor stemmer ikke overens med dette billede. De medlemmer, jeg har talt med, er godt klar over, hvad vi sagde nej til, og de har forståelse for, at vi stod fast på kravet om rettigheder til den enkelte," siger Henning Pedersen.

I de seneste måneder har han tilbragt mange timer i selskab med regeringen og dens embedsværk. Dels som personligt udpeget medlem af den såkaldte kvalitetsgruppe, dels som del af FTF's forhandlingsudvalg under trepartsdrøftelserne.

Spild af tid?

"Nej, det mener jeg ikke. Når regeringen vil høre på, hvad BUPL og pædagoger mener, så stiller vi selvfølgelig op. Og jeg tror faktisk på, at vi på den måde er med til at berede vejen for bedre forhold på vores arbejdsområde, selv om det ved første øjekast ikke altid ser sådan ud."