Efterløn: 26 supergode historier

Her er fire af de 26 historier, som redaktionen har fået.

Vi bringer de sidste i næste nummer



Jeg er så glad, fordi jeg har fået muligheden for at gå på efterløn. Det er de første ord i den sidste efterlønshistorie, som pædagogerne selv har skrevet og sendt til Børn&Unge.

Birte Jagostyn Andersen hedder skribenten. Hun er på mange måder typisk for de 26 pædagog-efterlønnere, som har beskrevet, hvorfor de er gået på efterløn.

Hun har haft et rigt arbejdsliv og bruger efterlønnen til at give sig selv og sin familie livskvalitet. Og det virker. Hele familien nyder nu godt af deres glade og energiske farmor.

Men Birte Jagostyn Andersen er atypisk på ét væsentligt punkt:

Hun var ikke nedslidt, da hun forlod arbejdsmarkedet for et halvt år siden. Hun havde bare lyst til at gå på efterløn. Lyst til et aktivt seniorliv proppet med aktiviteter og fuld af overskud til unge og gamle i familien.

Mange andre fortæller om et fysisk og psykisk nedslidende arbejdsliv, som har tvunget dem på efterløn. Hvis de har taget uddannelsen sent, har det også været svært at få fodfæste på det pædagogiske arbejdsmarked. Hvis de står på kanten til seniorlivet, betragter de efterlønnen som en sikker flugtvej.

"Det gennemsyrer historierne, at pædagogerne har været meget glade for deres arbejde, men at arbejdspresset er alt for hårdt," siger Lis Pedersen, medlem af BUPL's forretningsudvalg og formand for BUPL's a-kasse.

Hun er brandvam fortaler for en bevarelse af efterlønnen og finder masser af gode argumenter i de historier, pædagogerne har sendt ind til Børn&Unge.

"For mange pædagoger har den sidste del af arbejdslivet været en sort tid, som har påvirket dem voldsomt fysisk og følelsesmæssigt. Når de så går på efterløn, får de overskud igen. De bliver mindre syge og belaster ikke sundhedsvæsenet, som de ville gøre, hvis de var tvunget til at blive meget længere. De hjælper med at passe børnebørnene, når de er syge, og institutionerne er lukket, hvilket de efterhånden er tit. De hjælper også deres gamle forældre på plejehjem, hvor der mangler hænder. Derfor er den forbedrede livskvalitet, som efterlønnen giver pæda­gogerne og mange andre, en stor gevinst for samfundsøkonomien," siger Lis Pedersen.



Jeg skulle ikke køres i sænk

Jeg gik på efterløn i 1980, da jeg var 60 år efter 36 år som børnehaveleder.

Jeg lagde mærke til andre ledere, der kørte sig selv i sænk med en mere eller mindre kedelig afslutning. Det ville jeg ikke risikere. Jeg ville slutte, mens det gik godt. Det ville være en fordel for både børn, personale og mig selv.

Og nu kom efterlønnen, som var en storslået mulighed. Tak for det!

Jeg arbejdede i en 30-børns-institution, hvor nogle af børnene var halvdags. Jeg har altid været meget glad for mit arbejde.

Efterlønnen har givet mig ekstra mulighed for personlig udvikling med højskoleophold og kurser af mange slags. Samtidig indførte jeg den leveregel: Jeg vil have god tid til alt, hvad jeg foretager mig.

Margrethe Walther (90 år)



Jeg er glad og nyder livet

Jeg er så glad, fordi jeg har fået muligheden for at gå på efterløn som 60-årig.

Jeg er hverken udbrændt eller slidt op, men jeg har fået muligheden for at udfylde en anden rolle i vores familie, som jeg føler stor glæde ved. En rolle, hvor jeg kan tage mere vare på min gamle mor og være mere nærværende over for hende. Hun er 89 år og bor alene på Bornholm. Jeg kan også være mere sammen med mine fire børnebørn, som er i alderen 1 år til 15 år, som bor i København.

Jeg nyder også livet sammen med min mand, som er selvstændig. Jeg løber, svømmer, vinterbader, går lange ture og spiser sundt.

Jeg har været på arbejdsmarkedet, siden jeg var 15 år. I 1976 tog jeg uddannelsen som pædagog fra Frøbelseminariet og har suppleret den med en PD, Diplom uddannelse fra Pædagogisk Universitet i 2001. Det er en uddannelse, som jeg har været meget glad for i mit arbejde med børn i aldersgruppen 0-6 år.

Jeg har i mit arbejdsliv været heldig at få mine ønsker opfyldt.

Nogle af mine højdepunkter har været at få lov til at starte en helt ny institution op i Nordvest-kvarteret i København, hvor jeg havde mulighed for at sætte mit præg med hensyn til indretning, pædagogik, personale, kost m.m.

Et andet højdepunkt har været at arbejde som selvstændig i de syv år, hvor jeg arbejdede med sund kost og motion, et emne, som jeg altid har brændt for og uddannet mig i. Jeg har blandt andet arbejdet med overvægtige børn og deres forældre og fitness for generationen 50+.

Jeg synes, jeg har været heldig at få lov til at arbejde med de emner, som jeg har brændt for, og har fået de udfordringer, jeg synes har været spændende.

Jeg har haft et rigt arbejdsliv, som har givet mig meget lærdom og glæde.

I dag ønsker jeg at støtte mine drenge og deres familier i deres arbejdsliv ved at tage del i mine børnebørns liv. Jeg står til rådighed og giver dem fridage fra deres institutioner og passer dem, når de er syge. Det er en samfundsopgave, sådan at forældrene ikke forsømmer deres arbejde så meget.

Hvis det bliver nødvendigt, vil jeg passe min mor. Hun har passet mig, da jeg var lille og havde brug for det.

Netop fordi jeg selv har haft et godt arbejdsliv og i dag er sund og rask og har overskud, er det en glæde for mig at støtte familien.

Og hvem ved, hvad jeg ellers finder på, jeg har kun været på efterløn i et halvt år.

Birte Jagostyn Andersen



Ingen vil ansætte det grå guld

Jeg var 50 år, da jeg startede på pædagoguddannelsen, hvilket jeg var blevet rådet til og også havde lyst til. Jeg havde forinden arbejdet som både kommunal og social dagplejer i 20 år. Desuden har jeg en kontoruddannelse, og jeg har arbejdet 10 år som sekretær. Altid på fuldtid.

Men efter at jeg havde fuldført min pædagoguddannelse med fint resultat, var jobbene blevet færre på grund af de mange nedskæringer, og ingen havde lyst til at ansætte 'det grå guld' fast. Jeg fik korte og længere vikariater samt et fast længerevarende tilkaldevikarjob.

Det er både fysisk og psykisk meget nedslidende, når man er nået op i min alder. Desuden medbragte jeg også en del fysiske nedslidningsskader fra mine tidligere hårde job.

Desuden skal man jo hele tiden stå skoleret for jobcenter og til samtaler i BUPL-A, når man er tilkaldevikar eller kun kan få et vikarjob, der er under 30 timer.

Det er bestemt ikke rart at stå med hatten i hånden, når man hellere end gerne vil arbejde med sin nye uddannelse, men bare ikke kan få lov.

Derfor takkede jeg af, da jeg rundede 60 år den 31.8. 2008.

Jeg sluttede af med at arbejde i en stor integreret institution med tre vuggestuer og to børnehavestuer, hvor jeg var glad for at være. Men jeg var desværre kun tilkaldevikar, skønt jeg var på arbejde næsten konstant.

Men hurra for efterlønnen. Lad den dog bestå!

Jane Stenum



Jeg havde ikke noget valg

Jeg er en 61-årig pædagog, som altid har kunnet vælge arbejdsområde og har holdt af mit arbejde. Jeg har altid følt, at jeg kunne gøre en forskel.

Derfor var jeg trist, da jeg som cirka 50-årig fik konstateret arvelig hørenedsættelse, som man ikke kunne afhjælpe..

Desuden har jeg fået skadet nederste del af rygraden som barn, og yderligere da jeg selv fik barn.

Disse lidelser har jeg kunnet tage toppen af hos lægen med akupunktur, kiropraktik og piller.

Da jeg de sidste otte år ønskede at vende tilbage til vuggestue­arbejdet, blev det klart for mig, at jeg var meget nedslidt, og jeg gik til min læge. Han kendte mig jo fra mange gange med klager, men han vidste, at det var meget svært at få førtidspension. Desuden havde jeg spurgt vores pædagogiske konsulent i kommunen, om jeg kunne få en seniorordning. Det fandtes ikke i min kommune.

Så jeg indstillede mig på at komme på efterløn som 60-årig. Det var en svær beslutning, da det jo betød en voldsom lønnedgang. Jeg røg fra slutløn ned til laveste dagpengesats og skal betale fuld takst alle steder, husleje, transport osv. Det er svært, og jeg føler i dag ikke, at jeg havde et reelt valg at gå fra.

Jeg har arbejdet 7 år som støttepædagog og 13 år i integreret institution.

De sidste 8 år arbejdede jeg i en vuggegruppe, hvilket jeg altid har holdt mest af, men som betød hurtigere fysisk nedslidning, desværre.

Hvis der havde været mulighed for et par timers arbejde, eventuelt på kontoret, kunne jeg godt have fortsat lidt længere, men da jeg hører dårligt, er det også svært med telefoner og højt støjniveau.

Jeg har aldrig fortrudt at gå som 60-årig, på trods af udfordringerne. Jeg har haft et dejligt arbejdsliv med børn, forældre, andre faggruppepersoner og masser af efteruddannelseskurser.

Hanne Harmankaya