Efter- og videreuddannelse: Ringe muligheder for uddannelse

Halvdelen af pædagogerne vurderer, at deres muligheder for at efteruddanne sig er ringe, og at det primært skyldes dårlig økonomi, viser en ny undersøgelse. Størstedelen har været færre end to dage på kursus det seneste år.

Halvdelen af pædagogerne har ringe muligheder for at få efter- og videreuddannelse. Institutionerne har ikke råd til at sende dem af sted, pædagogerne skal selv betale for meget, og hjemme i institutionen er der ikke vikardækning.

Det siger pædagogerne selv i en ny undersøgelse om efteruddannelse, som Børn&Unge har foretaget blandt 443 pædagoger i BUPL's medlemspanel.



"Den vigtigste opgave er at få bevilget flere midler til efter- og videreuddannelse. BUPL's seneste medlemsundersøgelse viste, at pædagoger i gennemsnit er på efteruddannelse 6,5 dage om året. Det er mindre end andre faggrupper som for eksempel lærere og sygeplejersker," siger Anders W. Christensen, uddannelseskonsulent i BUPL.

Men gennemsnittet dækker over store forskelle.



"Hvis man fjerner de fem procent i undersøgelsen, som får mest efteruddannelse, falder gennemsnittet til 1,7 dag pr. pædagog. Så langt de fleste pædagoger får meget lidt efteruddannelse," siger Anders W. Christensen.



Professionshøjskolerne, der står for en stor del af efteruddannelsen, oplever generelt et fald i kurser for pædagoger. Men pædagogerne strømmer til korte fyraftensmøder, der ikke kræver vikardækning, fortæller Peter Ulholm, udviklingschef på Professionshøjskolen København.

"Vi har kunnet mærke, at de første budgetter i de nye kommuner har været forsigtige. Kommunerne har ikke rigtig sluppet gækken løs på uddannelsesområdet," siger han.



Midler til et fagligt løft. Der er dog ingen grund til bekymring forsikrer Henrik Casper, der er chefkonsulent i Kommunernes Landsforening (KL).

"Der er indgået en trepartsaftale, som sikrer midler til et fagligt løft af pædagoger. Traditionelt er pædagoger en faggruppe, som i høj grad efteruddanner sig, og det er mit indtryk, at kommunerne vil blive ved med at give dem mulighed for det," siger han og forklarer, at antallet af kursusdage for pædagoger vil variere fra år til år.



"De senere år har der været uddannelses-indsatser rettet mod nye opgaver, som der er behov for at støtte op om. Det gælder for eksempel sprogscreeninger, som personalet er uddannet til at gennemføre. Det har givet ekstra efteruddannelse, og sådan vil aktiviteten stige og falde afhængigt af opgaven," siger han.



Mere målrettet uddannelse. Generelt mener pædagogerne, at udbuddet af kurser er stort nok, viser medlemsundersøgelsen. Alligevel rammer kurserne ikke altid målgruppen, forklarer Anders W. Christensen.

"Der kommer store kataloger med kurser, man kan vælge mellem, men nogle gange virker det som om, professionshøjskolerne ikke kigger så meget på, hvad der er brug for, me­n mere på, hvad lærerne har lyst til at undervise i. De store kataloger betyder også, at en del pædagoger melder sig til kurser, men senere får de at vide, at holdet ikke bliver oprettet," siger Anders W. Christensen og tilføjer, at professionshøjskolerne er blevet lidt bedre til at målrette kurserne.



Peter Ulholm fra Professionshøjskolen København giver ham ret.

"Vi er med rette blevet kritiseret for ikke at være tilstrækkeligt følsomme over for behovet for efteruddannelse. Vi har lavet vores kataloger, sendt dem ud og foldet hænderne, mens vi ventede på, hvad kommunerne ville have. Men det koster ressourcer for os at udvikle kurser," siger han.

Professionshøjskolerne laver stadig kataloger i god tid, men arbejder på at målrette kurserne.



"Det skal vi blive bedre til. Derfor indgår vi partnerskaber med kommunerne. Vi kan bedre ramme behovet, når kommunerne selv er med til at lave kataloget. Vi har en fælles sag," siger Peter Ulholm.





Pædagogernes efteruddannelse i det seneste år



Antalt Procent

00 dage 24

01 dag 4

02 dage 6

03 dage 6

04 dage 2

05 dage 7

06 dage 2

07 dage 2

08 dage 3

09 dage 1

10 dage 4

11-20 dage 6

21-30 dage 3

31-50 dage 3

51-100 dage 2

101-200 dage 1

>200 dage 1

Ikke svaret 26

Procent i alt 100



Kilde: Pædagoger og efteruddannelse, Børn&Unge, november 2008



Muligheder for efteruddannelse



Hvordan vil du karakterisere dine muligheder for efter- og videreuddannelse?

Gode Ringe Ved ikke Ubesvaret

147 149 41 106





Barrierer for efteruddannelse



Er der noget, som forhindrer dig i at få den efter- og videreuddannelse, du kunne ønske dig?

Nej Økonomi, vikardækning m.v. Egenbetaling Andet Ved ikke Ubesvaret

59 150 10 63 15 146





Motiver til efteruddannelse



For hvis skyld tager du efter- og videreuddannelse?

For min egen skyld For institutionens skyld Både for min og institutionens skyld Andet Ved ikke Ubesvaret

183 2 132 6 3 117



Kilde: Pædagoger og efteruddannelse, Børn&Unge, november 2008. 443 pædagoger i BUPL's medlemspanel deltog

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.