Drengene fra tanken

Det er som at sammenligne pærer med bananer, når klasselærer Mette Andersen skal sætte ord på udviklingen i sin 6. klasse på Gedved Skole.

"Det er en god klasse, en rimelig harmonisk klasse, der fungerer fint," lyder vurderingen i dag.

For tre år siden så det noget anderledes ud. Det skoleår glemmer Mette Andersen sent.

"Det er et rædselsår! Jeg kan ikke komme til at undervise. Jeg kan ikke sige en hel sætning uden at blive afbrudt og må skælde ud. Det er hæsligt. Ydermere bliver jeg syg det sidste halve år i 3. klasse på grund af en diskusprolaps, så i slutningen af skoleåret er klassen næsten i opløsning," husker hun.

Uroen i klassen skyldes især fire drenge. De kommer alle fra familier præget af psykiske sygdomme - erkendte såvel som uerkendte - traumatiske skilsmisser og mangel på forældrestyring. Familier, der på forskellig vis ikke magter at være forældre, og hvor drengene har det meget dårligt.

Børnenes problemer har været kendt af lærerne fra første skoledag.

Også Børne- og ungeafdelingen i den lille østjyske Gedved Kommune kender drengene og deres familier, der har givet anledning til mange overvejelser.

"Fælles for børnene er, at forældrene ikke er synlige. De er børn, som kammeraterne trækker sig fra, og som i stedet finder sammen. Man ser dem i bybilledet hen mod midnat, uden at forældrene ved, hvor de er," fortæller Eva Hiorth, der er pædagogisk konsulent.

Gennem årene prøver forvaltningen på forskellig vis at tage hånd om drengene, men hverken familieterapi, støttepersoner eller familierådgivning hjælper. Forældrene har svært ved at anerkende problemerne derhjemme og ender med at afvise de tiltag, forvaltningen sætter i gang. Heller ikke skolen har succes med skole-hjem samarbejdet, så drengene sejler groft sagt deres egen sø, og de styrer ikke båden særlig godt.



Ikke familiearbejde. Som 10-årige er drengene stærkt marginaliserede. De har dannet en lille bande, der driver rundt i Gedved, når skolefritidsordningen lukker. De går ikke til sport, men holder i stedet til på en nedlagt tankstation i byen. Ingen ved rigtig, hvad der foregår, men der er mistanke om begyndende småkriminalitet.

Skoleåret lakker mod enden, og 4. klasse banker på. Det betyder, at drengene bliver for gamle til at være i SFO'en med de pædagogiske tiltag, den har. Det eneste tilbud for børn over 10 år i kommunen - udover sport - er en forældrestyret fritidsklub uden pædagoger. Forvaltningen frygter for udviklingen, når drengene ikke længere er under opsyn efter skoletid.

Kommunen er bekymret for drengene. To af dem balancerer på kanten af anbringelse, da Eva Hiorth i samarbejde med drengenes sagsbehandler får ideen til at ansætte en pædagog, der skal tage sig af dem. Det sker i erkendelse af, at kommunens ansatte ikke selv magter at nå drengene og deres familier. Skal der ske noget, skal det være med hjælp fra én "uden for systemet".

Ideen opstår dels for at undgå anbringelse. Men også fordi drengene nu er så gamle, at de med hjælp og støtte kan lære at tage hånd om sig selv og blive mindre sårbare. En vigtig pointe er, at der ikke er tale om familiearbejde, men derimod om en indsats, der er målrettet drengene - både i skolen og i fritiden, forklarer Eva Hiorth, der bliver leder af projektet.

"Ingen er dårlige forældre med vilje. Jeg har aldrig mødt forældre, der ikke vil deres børn det bedste. Så vores håb på det tidspunkt er, at vi kan få et bedre samarbejde med forældrene, når de ser, at der sker noget godt for deres drenge," fortæller Eva Hiorth og uddyber:

"Vores udgangspunkt er ikke at lave om på familiernes liv. Men med forældrenes accept sætter vi projektet i gang ud fra filosofien om, at det kan forandre børns livsvej, hvis der kommer en voksen ind i deres liv, som de kan have tillid til. Som møder børnene, hvor de er, som vil dem, og som giver dem noget."



Jeg troede, du var rocker! Socialpædagog Preben Randlev bliver ansat til at tage sig af drengene. Han er er 50 år og har mange års erfaring i at arbejde med misbrugsfamilier og unge.

Preben Randlev udstyres med to ting: En mobiltelefon, så drengene og deres forældre hele tiden kan komme i kontakt med ham. Og friheden til selv at planlægge sin arbejdstid. Der aftales løbende møder med forvaltning og skole, men ellers indretter Preben Randlev sit arbejde efter, hvor der er behov for ham.

Som det første tager han på rundtur og besøger drengene, der netop har afsluttet 3. klasse.

"De kigger bare på mig - den store karseklippede mand, der sidder der foran dem. En af dem siger senere: "Jeg troede, at du var en rocker!"," smiler Preben Randlev.

Han præsenterer sig for drengene og deres familier, der modtager ham neutralt eller skeptisk. Forældrene accepterer, at Preben Randlev er der for at hjælpe deres børn, og alle udtrykker ønske om, at drengene kommer til at fungere bedre i skolen.

Preben Randlev bruger et par dage med drengene for at knytte den første kontakt og er klar til at gå i gang, da drengene begynder i 4. klasse efter sommerferien.

I begyndelsen skal Preben Randlev være sammen med drengene i skolen - både i timerne og i frikvartererne. Over for lærerne understreger han, at han kommer som gæst på skolen. Han blander sig ikke i undervisningen. Han er der for at se, hvordan drengene danser.



Skælder aldrig ud. I løbet af det første halve år får han stille og roligt arbejdet sig ind på drengene - blandt andet fordi han aldrig skælder dem ud.

"Når børn opfører sig uhensigtsmæssigt, er det, fordi de har en historie at fortælle. En rød tråd i mit arbejde er ikke at gøre drengene forkerte, for de bliver skældt ud mange andre steder. Jeg skal rumme dem - ikke korrigere dem. Det gør det bare værre. Det er endnu en demonstration af magt, som de har prøvet så mange gange før og er immune over for," fortæller Preben Randlev.

Det er lange dage i begyndelsen. Han er med overalt og ser, hvordan drengene kommunikerer med hinanden og med andre børn. Det er ofte med hårdtslående argumenter. Han leger med dem, lytter til dem, og gennem det samvær lærer han dem om sociale regler, om at omgås andre, om empati.

"Drengene skal forstå, at jeg ikke er deres forlængede arm i konfliktsituationer. Når der er problemer, arbejder vi meget med at snakke om, hvad der er gået galt. De skal trænes til at samtale," siger Preben Randlev og understreger, at han og lærerne har samme mål:

"Men vi har forskellige metoder til at nå det mål. Lærerne kigger fremad, planlægger, hvad der skal nås i den kommende tid, og må skælde ud, hvis eleverne ikke kan rette sig ind i klassen. Jeg kigger bagud, på det der er sket i barnets liv. Det er et møde mellem to forskellige kulturer."

Preben Randlevs tilstedeværelse i skolen er noget af det, der gør Gedved-projektet til noget særligt, konkluderer Eva Bach. Hun er socialrådgiver og lærer på Gedved Seminarium og har evalueret det kommunale projekt.

"Det er usædvanligt at have en pædagog i en klasse i et helt år i træk, og det kan lade sig gøre, fordi drengene går i samme klasse. Preben Randlev er både med i timerne og i frikvartererne, så han er tilstede, hvor lærerne slipper op. Og han kan noget, de ikke kan, fordi han gør brug af den helhedsindsigt, han har i børnenes liv. De fleste professionelle arbejder ét enkelt sted, men han er med både derhjemme og i skolen," siger Eva Bach.

Fritiden tilbringer de efter drengenes ønsker. Drengene begynder at dyrke sport, og Preben Randlev er med på sidelinjen som tilskuer.

En af drengene - Magnus - har svært ved at møde i skolen til tiden, hvis han overhovedet kommer. Han gemmer sig i stedet i et skab derhjemme. Igennem det meste af et år møder Preben Randlev hver morgen på hans bopæl og følges med ham i skole.

Magnus har gode og dårlige dage i skolen. På dårlige dage tænder han fuldstændig af. Han virker truende på de andre børn, og en dag kaster han en saks gennem klasselokalet - heldigvis uden at ramme nogen. På sådanne dage holder han fri med Preben Randlev - efter aftale med klasselæreren og forældrene.

"Det er en del af projektet," indskyder pædagogisk konsulent og projektleder Eva Hiorth:

"At de voksne accepterer, at børnene har det utrolig dårligt af og til."



Gode stunder i bilen. Preben Randlev deltager i skolefester, og ofte tager de på ture - enten enkeltvis, med flere eller alle fire, men også med andre børn fra klassen, som drengene inviterer med. Turene går til svømmehal, skaterbane, bibliotek, biograf og fisketure.

"Mange af de bedste stunder har vi i bilen. Turene er det helt store hit - både blandt drengene og den øvrige klasse. De står i kø for at komme med, og nogle af dem har sagt: "Jeg har også problemer!" Vi bruger turene til at få snakket om en masse ting. Jeg taler aldrig om de svære ting, mens konflikten står på. I stedet venter jeg, til der er ro på, og det er tit, mens vi kører."

Det går rimelig hurtigt med at knytte kontakt til tre af drengene. De udfordrer ham jævnligt, men Preben Randlev er svær at ryste.

"Det handler jo om at få dem til at fatte tillid til mig. De skal have en voksen, der er troværdig, et supplement, så de får et mere nuanceret billede af voksne. Og efterhånden finder de ud af, at jeg godt kan rumme dem, og at jeg vil dem. Min opgave er at tilføre noget positivt til de børn," siger han.

Den største udfordring er Søren, der leder den lille bande. Han nærer en dyb mistro til voksne og holder Preben Randlev fem skridt fra livet. Han kigger ham aldrig i øjnene, og et knus er udelukket. Der er ingen fysisk kontakt imellem de to.

Det tager et halvt års tid, før Søren slipper sin mistro og lukker pædagogen ind.

"Jeg husker tydeligt, da han første gang smiler til mig. Det er i bilen, hvor vi får øjenkontakt i bakspejlet, og han smiler. Det er en stor sejr, for jeg er begyndt at tvivle på, om jeg overhovedet kan nå ham."



Klassen ændrer sig. Langsomt arbejder Preben Randlev sig også ind på drengenes forældre.

"Jeg er advokat for drengene og anerkender forældrene, som de er. Det er et spørgsmål om at bruge sin intuition. Jeg lader forældrene bestemme, hvilket forhold de vil have til mig, og det er forskelligt, hvor meget de har brugt mig. Men de kan se, at deres drenge bliver mere glade, og derfor tør og vil de tale med mig," siger Preben Randlev og tilføjer:

"Min ide er at give børnene en fornemmelse af, at der er en ramme om deres liv. Når der sker noget i skolen, skal det fortælles hjemme. Og når der sker noget i hjemmet, skal skolen høre om det."

I skolen lægger klasselærer Mette Andersen mærke til, at stemningen i klassen ændrer sig hen over månederne. Når børnene kommer ind fra en pause, koger de for eksempel ikke længere så voldsomt.

"Preben har en god indflydelse på frikvartererne. Han hjælper børnene med at løse konflikterne, så der er mere ro, når de kommer ind. Det hjælper på hele klassen. Han er med til at få drengene til at fungere godt med de andre drenge i klassen, og alle forældrene er glade for, at han er der," siger Mette Andersen, der oplever det som både lærerigt og krævende at invitere en pædagog ind i klassen.

"Som lærere ved vi ikke nødvendigvis så meget om børnenes baggrunde og familieforhold. Jo mere vi åbner op for at se barnet, des mere får vi at vide, som vi bliver nødt til at forholde os til. Det er ikke nok bare at undervise. Vi skal også lave socialarbejde i skolen, og det har været spændende at arbejde sammen med en pædagog, som har en anden indfaldsvinkel til det at arbejde med børn," siger Mette Andersen.



Valgte den rigtige vej. I dag - tre år senere - noterer projektleder Eva Hiorth med tilfredshed, at kommunen valgte en rigtig vej over for drengene.

"Målet for os var at anvise drengene en vej. Få kontakt med dem, få ændret deres uheldige adfærd og få et samarbejde med deres familier. Vi tænkte i helhed og gik efter at få en person, der interesserede sig for hele barnets liv - både skolen, fritiden og derhjemme - og som tog udgangspunkt i barnets behov - ikke forældrenes. Det var et skud fra hoften, men vi troede på det, og det virkede," konkluderer hun og fremhæver et forbilledligt tværfagligt samarbejde mellem forvaltning, pædagog og skole.

"Vi har haft hver vores rolle, men har sammen sat rammerne omkring projektet. Derfor er det blevet så godt, som det er."

Ifølge evaluator Eva Bach er succes'en i hus, fordi forvaltningen turde se i øjnene, at den stod med ryggen mod muren.

"Det ligger langt fra, hvad der normalt foregår i en dansk socialforvaltning at lade en person have så lang snor til at udføre sit arbejde. Men i kommunen har de revet sig i håret og ikke anet, hvad de skulle gøre. Der er meget, der taler for, at dette projekt har forebygget dyre anbringelser og skoletilbud og på længere sigt måske også kriminalitet og dårlig social funktion," siger Eva Bach og tilføjer, at projektet stort set kun har kostet kommunen den løn, Preben Randlev får.

I dag er Preben Randlev på fjerde år ansat i Gedved.

Den ene af drengene er flyttet fra kommunen. Hans mor er død, og drengen bor sammen med sin far og søskende.

To af drengene går stadig i samme klasse og rummes uden betænkeligheder i folkeskolen.

Hvad angår den fjerde dreng er det først i femte klasse, at han åbner sig så meget, at han kan testes af en skolepsykolog og derved få afdækket sine store faglige problemer. I dag er han flyttet til en anden skole, hvor han går i specialklasse.

Alle drengene bor fortsat hjemme og kontakten mellem hjem, kommune og skole er væsentlig forbedret. Drengene har fritidsinteresser, gode kontakter til jævnaldrende og har ikke længere behov for at søge sammen i en gruppe.

Preben Randlev arbejder stadig med de tre resterende drenge, og har desuden fået to nye - en af dem er lillebror til Søren, der var mest skeptisk over for ham. Nu er det lillebror, der til at begynde med også lagde afstand.

"Jeg arbejder, som jeg hele tiden har gjort. Jeg lader drengene bestemme farten, og det kan jeg gøre, fordi jeg arbejder alene. Børnene får det signal, at jeg er der hele tiden, at de bare kan ringe. Jeg tror, det virker."



Fakta om drengene

Søren: En snu lille fyr, der er velbegavet og har status i klassen. Han nærer en dyb mistro til voksne, og hans dagsorden er at modarbejde læreren. Det klarer han rigtig godt. Han styrer de andre elever på udspekuleret vis, støber kuglerne til ballade og er ekspert i at navigere uden om skældud.



Hans: En af Sørens disciple. Han er meget urolig, har svært ved at sidde stille og kan ikke koncentrere sig ret længe. Den eneste måde at få ham til at slappe af er at sidde med ham på skødet. Fagligt halter han bagud, men han er en sød fyr, der ofte redder den hjem på charmen.



Magnus: En lille, bange dreng, der sidder sammenkrøllet i et skab derhjemme og ikke tør gå i skole. Allerede fra 1. klasse må han selv sørge for at stå op, smøre madpakke og møde op i skolen. Han kommer tit for sent - ofte når han aldrig frem. Indimellem eksploderer han i raseri. Han "syrer af", som de siger i klassen. Han har store faglige problemer, men først i 5. klasse finder lærerne ud af, hvor langt han faktisk er bagefter i sit skolearbejde.



Mehmet: Er flygtet til Danmark med sin familie fra Kosovo-Albanien. Han begynder på Gedved Skole i 2. klasse. I sit hjemland har han set ting, børn ikke skal se, han har oplevet flere dødsfald i den nærmeste familie, og såvel ham som den øvrige familie er meget skadet og traumatiseret. Han mister senere sin mor, der dør af kræft. Familien er nu flyttet til en anden kommune for at være tættere på andre familiemedlemmer.

(Drengenes navne er ændret)





Du kan læse mere om projektet i Gedved i rapporten:

Evalueringsrapport - en socialpædagogisk indsats over for fire drenge i samme klasse.

Projektet er evalueret af Gedved Seminarium med støtte fra BUPL og SL's udviklingsfond.