Dommere: Depression var ikke en arbejdsskade

Det var ikke en arbejdsskade, at en mandlig pædagog fik en årelang depression, efter at forældre havde fundet ham ’grænseoverskridende’ i sin opførsel over for børn i en SFO.

Det har Højesteret slået fast i en dom 13. januar. Men de fem dommere var uenige. To af dommerne mente, at pædagogens lidelse ikke bare skyldtes forældreklagerne, men også de restriktioner, som ­ledelsen efterfølgende havde pålagt pædagogen. Der blev for eksempel sat grænser for hans fysiske kontakt med børnene, og senere måtte han ikke længere arbejde med børn fra 0-18 år. Pædagogen fratrådte siden sin stilling og er i dag sygemeldt på 14. år.

Faglig sekretær i BUPL Mette Aagaard hæfter sig ved dommernes uenighed. Hun mener, at et skifte er på vej, når det handler om anerkendelse af psykiske arbejdsskader, der i dag sjældent anerkendes.

»Det er et gråzoneområde. Jeg tror, at nogle mennesker lige nu taber sager, som de ikke vil tabe om nogle år, og det er frustrerende,« siger Mette Aagaard.

Den aktuelle sag handler om ­klager fra 2001 og 2002. Første klage gik på, at pædagogen havde nappet en pige i numsen. Den anden handlede om, at hans skæg stak, da han trøstede et barn. Og den tredje drejede sig om en ’prutteleg’, samt at han var alene med en pige bag lukket dør.

»Det er for løst et grundlag til sådan nogle restriktioner. Hvis jeg havde skæg, var jeg også kommet for tæt på mange gange. Efter gentagne klager skal man handle, men det virker som om, ledelsen har valgt en mellemløsning, hvor man hverken har turdet afskedige eller bakke pædagogen op. Det har fået frygtelige konsekvenser for ham,« siger Mette Aagaard.

Dommen kan også få konsekvenser for andre mandlige pædagoger.

»Man kan frygte, at de vil søge væk eller lægge bånd på deres udøvelse af faget,« siger hun.