Din farlige nabo: Klædt på til ulykken

Ledere og pædagoger på Trinbrættet anede først ikke, at de var naboer til et ammoniakanlæg. I dag ved de, hvad de skal gøre, hvis uheldet er ude på Danish Crown, der ligger bare 149 meter fra daginstitutionen.

Distriktsleder Janus Node blev forskrækket, da han fandt ud af, at slagtereriet Danish Crown i Rønne på Bornholm havde opstillet et nyt udendørs ammoniakanlæg på virksomheden. Danish Crown ligger blot 149 meter fra daginstitutionen Trinbrættet, som er en af de syv institutioner i Rønne, Janus Node har ansvaret for.

Slagteriet er kategoriseret som en risikovirksomhed, men naboinstitutionerne var ikke blevet orienteret om det nye anlæg, der blev opført i 2009.

"Jeg vidste jo, at slagteriet lå dernede, men jeg vidste ikke noget om det nye ammoniakanlæg, og det blev jeg utryg ved. For ammoniak er jo farligt," siger han.

Hvis et uheld på slagteriet sender en ammoniaksky ud over børn og ansatte i institutionen, kan det i værste fald være dødeligt.

Hverken virksomheden eller kommunen havde fortalt institutioner og naboer om anlægget. Derfor havde institutionerne Trinbrættet og Nordstjernen, som også ligger tæt på, ingen beredskabsplan i tilfælde af et ammoniakudslip.

Det var journalisten Nils Mulvad fra Kaas&Mulvad, der for halvandet år siden gjorde Janus Node opmærksom på anlægget.

"Jeg tænkte, hvordan kan jeg leve op til mit ansvar for børnene i institutionerne, hvis jeg ikke får sådan noget at vide?" siger Janus Node.



Nye planer. Janus Node kontaktede sin chef i kommunen og Danish Crown slagteriet.

"Jeg skrev en undrende mail til Danish Crown. Den reagerede de hurtigt på og inviterede alle naboer i området og de to institutioner til et informationsmøde," fortæller Janus Node.

Kommunens Teknik & Miljø lavede en undersøgelse, der dokumenterede, at de oplysninger, som kom frem på mødet, var rigtige.

Derefter blev institutionerne orienteret om risikoen ved ammoniakanlægget, hvor sandsynligheden for en ulykke er meget lille, fordi virksomheden har omfattende sikkerheds­foranstaltninger i tilfælde af uheld.

"Jeg blev meget beroliget af den orientering," siger Janus Node.

De to institutioner, der ligger i nærheden af Danish Crown, har revideret deres egne beredskabsplaner. I dag har de planer for, hvad de skal gøre, hvis det værst tænkelige uheld sker. Det har beroliget både ansatte og forældre, og Janus Node er ikke længere bange.

"I dag er vi trygge ved, at vi ved, hvad vi skal gøre, hvis det usandsynlige skulle ske," siger han.



Så farligt er ammoniak

Ammoniak er en giftig og ætsende gas, der ofte bruges til nedkøling. Ved mindre udslip af ammoniak er ubeskyttede personer inden for 300 meter i fare og skal fjernes eller beskyttes.

Personer, der er udsat for et ammoniakudslip, vil mærke svie i huden og øjne. Indånder man ammoniak, vil det svie i næse, mund og hals. I værste tilfælde kan krampe i luftvejene føre til bevidstløshed og død. Ammoniak kan lugtes på lang afstand, også i koncentrationer, der ikke er farlige. En ammoniaksky kan nedkæmpes med vand og er derfor forholdsvis let at håndtere for brandvæsenet.

Kilde: Beredskabsstyrelsen



Hvis uheldet sker

Hvis der sker et udslip af ammoniak i nærheden af en institution, skal alle børn og voksne holde sig indenfor med lukkede døre og vinduer. Ventilationsanlæg og emhætte skal slukkes. Her skal de afvente information fra beredskabet.

Trinbrættet og Nordstjernen i Rønne vil få direkte besked via et opkald fra Danish Crown, hvis der sker et uheld. Ofte vil en sirene advare beboere og institutioner i de berørte områder.

I Danmark er der flere gange sket udslip af ammoniak. I 2004 kom seks personer på sygehuset i Aabenraa med ammoniakforgiftning, efter at en ventil sprang læk ved risikovirksomheden Enstedværket. Det seneste dødsfald i forbindelse med ammoniakudslip var i 1964.

Kilder: Beredskabsstyrelsen og Miljøstyrelsen

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.