Diagnoser er et nødvendigt onde

Alle har særlige behov, men ikke alle har en diagnose. Charlotte Ringsmose, lektor i Pædagogisk Psykologi ved DPU, er skeptisk over for det danske system, hvor ressourcer tildeles på baggrund af diagnoser.

"Det giver en kø uden lige til børnepsykiatrisk afdeling med henblik på at få stillet en diagnose, så man kan få adgang til økonomien. Men diagnoserne risikerer at spænde ben for pædagogikken. Man mister let den enkeltes stærke og svage sider af syne, hvis man læner sig for meget op ad samlebetegnelser som "Aspergers syndrom" eller "udviklingshæmmet". Det er ren systeminteresse at placere folk i forhold til en normalitetsopfattelse og lade målbare tests, som for eksempel intelligenskvotient, udløse kroner og øre."

Hun mener, at al pædagogik og undervisning skal opfattes som noget, der skal tilpasses det enkelte barns behov - uanset om den enkelte er blevet udstyret med en diagnose eller ej. Pengene skal altså ikke øremærkes til hverken mennesker med autisme eller andre diagnoser inden for specialområdet:

"Jeg så hellere, at ressourcerne blev sat ind i de almene institutioner. Der vil selvfølgelig være nogle, der har nogle særlige behov for støtte, og det skal de have. Men det, vi gør nu, er, at vi sætter mærkat på børnene, og dermed fjerner vi dem fra de andre - i stedet for at få indsigt i alle de enkelte børns behov. En diagnose kan bidrage til, at vi forstår barnet bedre, og det kan være en hjælp for forældrene at få en slags forklaring på en afvigende opførsel. Men vi skal passe på, at vi ikke låser børnene i en diagnose, for så risikerer vi at sætte unødvendige grænser for, hvor langt vi kan nå med pædagogikken."



Diagnoser som pejlemærke. Anne Marie Bundgaard er socialpædagog og psykoterapeut. Hun har egen praksis, hvor hun arbejder med unge, som har brug for terapi og støtte på grund af forskellige vanskeligheder i livet. Nogle af de unge, hun arbejder med, har diagnoser, men det er ikke udgangspunktet for hendes møde med dem:

"Mit udgangspunkt er at møde det menneske, der kommer ind ad min dør, som et ubeskrevet blad. I første omgang handler det om - i fællesskab - at finde frem til et mål, som er udgangspunktet og kontrakten for vores videre samarbejde. Jeg møder den unge, som verden ser ud lige nu, indeni. Forsøger at gå ind i den unges verden, undersøge den og forholde mig til den, så verden indeni bliver kendt og tryg og derved skabe tillid til at finde en ny vej, som virker bedre."

Hun mener, at problemet med at have en diagnose kan være, at klienten ikke bliver mødt, som verden ser ud lige nu, men som den skulle se ud i forhold til diagnosen. Og det vil gøre klienten endnu mere forvirret og forstærke følelsen af at være "forkert".



"Det er afgørende, at den unge føler sig mødt i sin verden, at den unge får en oplevelse af, at vi følges ad og sammen forsøger at løse problematikken og dermed nå målet. Det kan være godt at have et diagnosesystem, men hvis det forhindrer den pædagogiske indsats i forhold til at være i nuet, er det en begrænsning."



Ambitiøs pædagogik vigtigst. Diagnoser kan bruges til at definere en række specifikke behov, som man så kan arbejde målrettet med. Og de kan bruges som dokumentation for, at en gruppe har behov for ekstra ressourcer fra samfundet. Men Charlotte Ringsmose opfordrer til et opgør med den "psykometriske" tænkning - at vi måler og tester børn for at diagnosticere - og dernæst tildeler ressourcer efter diagnoserne.

"Vi skal være mere og mere ambitiøse med, hvad vi kan opnå. Jo tidligere vi udskiller en gruppe, jo værre er det. Så har vi jo sat grænser for, hvad de kan opnå. Der er grund til at tale om, hvad vi skal gøre for at imødekomme særlige behov. Men vi er lidt for ivrige med diagnoserne og for lidt opmærksomme på, hvor deres behov og udviklingspotentialer er," siger Charlotte Ringsmose, der vil have specialpædagogikken ud i de almene institutioner:

"Det er en god ide, at have nogle særlige målområder, hvor man træner intensivt. Men man må møde barnet, hvor det er, og ikke udskille enkelte grupper som særligt "specielle". Vi skal ikke sige: "Her har vi Mads, som er autist", men i stedet "her har vi Mads, som har de og de behov". At man ikke har et barn med en diagnose, men et barn i udvikling, som har nogle særlige behov. Der er jo ikke nogen, der ved, hvor grænsen går for, hvor langt man kan nå med folk, uanset hvilken diagnose de har."