Det værste jeg har prøvet

Engang var SFO-leder Gert Malling god til at lade problemer blive på arbejdspladsen, når han gik hjem. Når han havde fri, havde han fri. Sådan ville han have det, men det har de seneste års gentagne besparelser ødelagt.

"Nu kniber det. Ved de seneste besparelser lå jeg ofte vågen om natten og spekulerede. Det er det værste, jeg har været ude for i mine mange år som leder. Under samtalerne var der en kollega, som rejste sig op, kridhvid i ansigtet og forlod lokalet. Hun var nærmest som i chok, og vores tillidsrepræsentant måtte tage sig af hende. Andre brød sammen og græd. Da det var overstået, havde jeg en fornemmelse af, at jeg trods alt havde klaret det ganske godt. Men da jeg kom ind på lærerværelset sortnede det for øjnene, og et par lærere måtte springe til. Og her sluttede det ikke. Jeg har måttet afskedige kolleger, der har været her længe, og hvor det havde udviklet sig til et personligt venskab. Nogle af dem hilser ikke på mig i dag, og deres familier ser også væk, når de møder mig. Det går mig da på."

Gert Malling har været leder i SFO'en i 19 år. Han ville ligesom pædagogerne have foretrukket, hvis de seneste års gentagne nedskæringer var sket på en gang:

"Så havde det været overstået, og vi havde fået ro. Intervallerne mellem nedskæringer er blevet mindre, og det er psykisk belastende. Vi skal hele tiden tilpasse strukturen til nye forhold, og med gentagne besparelser får man en fornemmelse af aldrig at få arbejdsro."

Gert Malling har oplevet den voldsomme personalenedgang fra 22 til 10 med samme børnetal og flere børn, der kræver mere tid og flere ressourcer. Det har krævet en skarpere prioritering af opgaverne, og han oplever, at medarbejderne generelt er meget slidte. Det tærer også på kræfterne. Når mere travlhed i hverdagen kombineres med dårlig samvittighed over ikke at kunne udføre sit arbejde optimalt og tristhed over at have sagt farvel til kolleger, bliver det en belastende cocktail.

Alligevel holder Gert Malling fast i, at SFO'en fungerer godt på trods. Alle vil det, og alle prioriterer det kollegiale højt og hjælper til i hverdagen. Nu håber han på, at institutionen omsider får arbejdsro.

"Jeg kan slet ikke forestille mig, at det er muligt at skære mere. Men den slags skal man selvfølgelig være varsom med at sige," smiler han.



Sværere at melde sig syg

I Virklund SFO ved Silkeborg har de, som i de øvrige institutioner i kommunen, været gennem gentagne nedskæringer. Det har haft betydning for det indbyrdes forhold blandt kollegerne i personalegruppen, mener leder Magnus Jensen.

I Virklund SFO går der 207 børn, mens der for tre år siden var 197. I den tilhørende fritidsklub er der 100 børn, og det tal har ligget stabilt de seneste år. Der er 11 ansatte i SFO'en og 2 i klubben i dag. Tidligere var der tilsammen 18 ansatte i SFO'en og klubben.

"Da vi for nogle år siden første gang fik at vide, hvor meget vi skulle skære, tænkte jeg, at det ville blive hårdt, men at det så var overstået. Nu kunne de da ikke skære mere. Det kunne de, så sådan siger jeg ikke mere. Men vi er kommet over det punkt, hvor vi går i baglås og sætter os hen i et hjørne. Dér har vi været," siger Magnus Jensen.

"Det er hårdt at sige til kolleger, at 'det er dig, vi peger på' ved afskedigelser. Det betyder, at de, der bliver tilbage, let får skyldfølelse og har den der med, at 'det kunne være mig, og hvorfor er det ikke det?'. Vi har stadig kontakt med dem, der er blevet sparet væk. Vi mødes fortsat med dem, og det betyder noget og gør det nemmere for begge parter. Og så hjælper vi hinanden gennem dagligdagen. Vi har altid haft et godt sammenhold, men i dag har det fået den ekstra dimension, at vi vil holde sammen på stumperne, og vi er meget bevidste om, hvor afhængige vi er af hinanden," fortæller Magnus Jensen.

Nedskæringerne har den sidegevinst, at sygefraværet er faldet.

"Man melder sig ikke bare syg, hvis man for eksempel har hovedpine. Så kommer man på arbejde og meddeler bare, at man ikke er på toppen, men måske kan klare at tage en vagt på øverste etage i huset, hvor vi har stillezone. Der skal mere til, før vi melder os syge, fordi vi ved, hvilke konsekvenser det så har for kollegerne," siger Magnus Jensen.