Det skal være lidt farligt

Blandt pædagoger er der en voksende skepsis over for stadig flere sikkerhedskrav på legepladserne. De skærpede regler udformes af embedsmænd efter pålæg fra politikere, der føler sig under pres fra forældrene.

Den iagttagelse havde den norske forsker Ellen Beate Sandseter gjort sig. Hun hæftede sig ved, at ingen følte anledning til at inddrage pædagogerne - fagfolk på 'åstedet' - i problematikken om legepladser og sikkerhed. Og hun undrede sig over, at ingen forsøgte at se på spørgsmålet fra børnenes perspektiv. Måske havde beskyttelsen udartet sig til overbeskyttelse?

Så Ellen Beate Sandseter, amanuensis på afdelingen for fysisk opvækst på Dronning Mauds Minne, et seminarium i Trondheim, satte sig for at forske i, hvilken betydning risikofyldt leg har for børns opvækst og videre liv.

Tidligere i år barslede hun med en videnskabelig artikel i fagtidsskriftet Evolutionary Psychology. Hun afdækker her den 'antifobiske effekt' hos børn af spændingsmættede oplevelser, som det hedder i titlen.

"Børn søger et højt spændingsniveau. Det er en naturlig del af deres aktiviteter. De mærker begejstringen ved at komme ud til kanten. Det er en frygtfyldt glæde. De får positive oplevelser gennem udfordringerne," fortæller Ellen Beate Sandseter i telefonen fra Trondheim.



Adfærd og holdninger. Ellen Beate Sandseter har opdeler den risikofyldte leg i seks kategorier (se boks). Hun dentificerer også, hvad der gør legen risikofyldt. Der er til dels de objektive faktorer ved legepladsen og legeredskaberne, dels de individuelle, subjektive faktorer i form af børnenes aktiviteter og koncentration.

Ellen Beate Sandseter har udvidet sit forskningsgrundlag fra Norge til børnehaver i Storbritannien og Australien. Hun har gennemført i alle tre lande længerevarende observationer af legen og også benyttet videooptagelser. Hensigten har været at finde strukturer. Hun har lavet dybtgående interview med børn og pædagoger om deres holdninger og praksis i forhold til risikofyldt leg. Hun har suppleret med spørgeskema til over 100 ansatte i børnehaver, og personlighedstest.

Hendes konklusion er klokkeklar: Børn udvikler sig, når de udfordrer deres fysiske grænser i legemiljøer uden unødige restriktioner. De er i høj grad selv i stand til at vurdere, hvornår legen er for farlig.

"Børn er klar over konsekvenserne, og de håndterer risici på en gradvis måde. De klatrer ikke til toppen af et syv meter højt træ, første gang de er oppe i træet. Generelt kender børn tidligt deres grænser. De har en god fornemmelse af, hvornår de psykisk har fået nok. Hvis spændingen går over i frygt, så stopper de. De er også meget bevidste om deres kropslige formåen," forklarer hun.



Den maskuline spænding. Ellen Beate Sandseter har i sin forskning ikke fokuseret på børns kønsforskelle. Men hun har set på kønsforskelle mellem mandlige og kvindelige pædagoger. Og de er signifikante.

"Vi ved, at mænd er mere risikosøgende end kvinder. Mønstret går igen, når jeg sammenligner kvindelige og mandlige pædagoger fra mit materiale. Mandlige pædagoger er mere positive over for spænding, og de er mere forstående over for risikofyldt leg. Kvinderne er mere forbeholdne," siger hun.

Den norske forsker fastslår, at hendes forskningsundersøgelse på dette punkt leverer et stærkt argument for at ansætte flere mandlige pædagoger i institutionerne. Det vil alt andet lige give børn flere fysiske udfordringer.

"Det er vigtigt at give børn mulighed for at møde udfordringer. Der må godt være lidt modstand, som de skal arbejde lidt for at overvinde. De får den gode følelse af at mestre situationer og stimuli, som de før frygtede. Det er bedst, at de begynder tidligt, og så kan de skrue op for udfordringerne i takt med, at de bliver ældre. Det er ikke kun psykologisk vigtigt - det er også fysisk vigtigt. Børn får uvurderlig træning fra den frie leg. Det styrker motorikken og rumopfattelsen, og det er nyttigt for dem, når for eksempel de skal ud i trafikken."



Angsten styrer. Ellen Beate Sandseter anerkender, at børn falder og kommer ud for ulykker på legepladser, men det er sjældent, at ulykkerne fører til permanent skade på børnene fysisk eller følelsesmæssigt, fastslår hun.

"Farerne ved den risikofyldte leg synes at blive opvejet af fordelene ved at overvinde frygt og udvikle en form for mestring. Overbeskyttelse kan føre til mere frygtsomme børn og øget angst i samfundet. Det er af enorm betydning, når man laver sikkerhedsregler, at man tager hensyn til, at børn har behov for udfordringer, og at børn har kompetencer til risikofyldt leg. I dag bliver sikkerhedsreglerne lavet af bureaukrater, som ikke har indgående kendskab til børnehaver og legepladser. Sikkerheden bør komme indefra - fra institutionernes ansatte, som har daglig kontakt med børnene," siger Ellen Beate Sandseter.

Hun har modtaget mange positive reaktioner hele vejen rundt på sin forskning, og hun har ikke tal på, hvor mange foredrag, debatprogrammer og konferencer hendes videnskabelige artikel har affødt.

Forskningen har også vakt international opsigt. Eksempelvis blev den bemærket af det amerikanske dagblad New York Times, som i en artikeloverskrift spurgte:

Kan en legeplads være for sikker?



Seks gode farlige lege

Ellen Beate Sandseter opregner i sin videnskabelige

artikel 'De antifobiske effekter af spændingsoplevelser' de forskellige former for risikofyldt leg:

1. Undersøge højder: Vænner børn til højder og mindsker sandsynligheden for højdeskræk.

2. Opleve høj fart: Mindsker frygten for følelsesbetinget bevægelse.

3. Udforske farlige redskaber: Den forebyggende virkning er formentlig sekundær i forhold til interessen for redskaber.

4. Nærme sig farlige elementer: Det er naturligt at lege nær vand og ild, men at hindre denne adfærd kan øge risikoen for fobi.

5. Fysisk kamp: Mindsker angsten i dramatiske situationer samt socialangst.

6. Ud på egen hånd: Hjælper børn til at overvinde frygten for adskillelse fra nærtstående personer.