Det pædagogiske Danmarkskort: Plads til alle

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Børnehaven Ålykke ligner både udefra og indeni en ganske almindelig børnehave. Godt nok ligger den i dejlige, grønne omgivelser ikke langt fra byens centrum, og godt nok er der kun 37 børn indskrevet. Men der er det samme mylder af børn, der er travlt beskæftiget med at tegne, klippe og lege, som i alle andre børnehaver. Der er børn, som skal vinke farvel til mor, og børn, der skal have læst en historie eller trøstes og snakkes med.

Men Ålykke er ikke helt almindelig, for her har fire af børnene enten en diagnose eller andet, der giver dem sociale og følelsesmæssige vanskeligheder. Det ualmindelige er også, at i Ålykke betragtes disse børn på lige fod med de andre 33 børn. Opgaven for pædagoger er at inkludere børnene med særlige vanskeligheder i resten af børnegruppen.

Børnehaven har været en såkaldt støtteinstitution siden 2004, så der er efterhånden gået en del specialbørn gennem hænderne på pædagogerne. Og kun i ét tilfælde er det ikke lykkedes at få et barn til at fungere godt blandt de andre børn.

Leder Marianne Bundgård og specialpædagog Karin Molbo påpeger kraftigt, at de altid har lagt vægt på at være en almindelig børnehave, hvor alle skal have det godt. Det må ikke gå ud over de 'almindelige' børn, at de har fire kammerater med særlige problemer. Børnehaven fungerer som ét hus, hvor børnene er tilknyttet en af de to stuer, og det er der, de spiser. Når pædagogerne arbejder med børnene, er de i tre aldersopdelte grupper med faste voksne tilknyttet, og her er specialbørnene med.

"Lige fra begyndelsen besluttede vi, at vi ville være en institution, hvor børn med specielle behov mindst muligt skulle opleve, at der blev arbejdet specielt med dem. Og resten af børnene skulle mærke, at der stadig var overskud til dem. Hvis nogen foreslår, at et barn skal i specialgruppen i Ålykke, så siger vi nej, for sådan en har vi ikke. Det er det enkelte barn, vi ser på. Vi ser ikke på, om det er et specialbarn eller et 'almindeligt' barn," fortæller Marianne Bundgård.



Gode rollemodeller. Alle i personalegruppen har taget uddannelsen International Child Development Programme (ICDP), som er et norsk koncept, hvor man arbejder med relationerne og den anerkendende tilgang. Og Ålykke har også ekstra personalemæssige ressourcer, blandt andet specialpædagogen Karin Molbo. Hun er ikke kun ansat til specialbørnene, men er den ekstra medarbejder, der betyder, at det er muligt for alle ansatte at arbejde med de ofte vanskelige problematikker, som specialbørnene har.

I Ålykke har pædagogerne blandt andre arbejdet med børn med Downs Syndrom, ADHD, for tidligt fødte og deraf afledte skader og med børn med autisme. Børnene har sjældent en diagnose, når de kommer i børnehaven, så der skal ofte foregå et udredningsarbejde, mens de går i institutionen.

Specialbørnene skal kunne være sammen med andre børn, ellers lykkes inklusionen ikke, mener de to pædagoger. Men opgaven er blevet mere omfattende, efterhånden som personalet er blevet dygtigere, og de børn, de får nu, har sværere problemer at slås med end de børn, de fik i begyndelsen.

"Vi mente, at de børn, vi skulle modtage, var nogle, der skulle have særlig opmærksomhed i en periode, og så skulle de sluses ud igen. Men det er tiderne ikke til. Der er sket en udvikling siden 2004, så der er brug for tilbud som os til alle de børn, vi får. Men vi er jo også blevet dygtigere, vi ved, hvad der skal til, for at både vi selv og de andre børn kan være rummelige," siger Marianne Bundgård.

"Vi er gode rollemodeller og viser børnene, hvad de her børn kan, når der nu er noget, de ikke kan så godt. Vi har opbygget en kultur blandt både børn og forældre, hvor det er accepteret, at der er børn, som er anderledes, og at de skal have hjælp til det, de ikke kan, og støttes i det, de kan," siger Karin Molbo.



Inklusion forhindrer mobning. Pædagogerne i Ålykke gør ingen hemmelighed ud af, hvilke af børnene, der er specialbørn, men de reklamerer heller ikke med det hele tiden. De har været ude for, at forældre har gættet forkert og troet at et 'almindeligt' børnehavebarn var 'en af dem'. Generelt synes forældrene, at det er en fordel, at deres barn går i en institution, hvor der praktiseres inklusion.

"De ekstra ressourcer får de 'almindelige' børn også glæde af, og det kan forældrene godt se. De fleste ser det som en gave, at deres barn lærer nogle ting her, som andre børn måske ikke lærer. De lærer at rumme børn, der er anderledes, men de lærer også at passe på sig selv og at sige fra. Vores børn lærer at sige som os: 'Jeg vil gerne lege med dig, når du holder op med at slå'. Så vi tror på, at vi er med til at forhindre mobning senere, fordi børnene lærer at sige fra over for andre, der overskrider deres grænser," siger Marianne Bundgård.

"Der har da været børn her, som har været en udfordring ikke kun for os, men også for de andre børn. Men når vi har vendt det med forældrene, har der altid været en fantastisk stor opbakning," fortæller Karin Molbo.



Plads til luft. Hver specielbarn har en bestemt pædagog tilknyttet, men det er ikke altid, at det fungerer i praksis, for nogle gange vælger barnet en anden voksen.

"For eksempel har vi jo et par mænd i huset, og de appellerer til nogle børn. Så det kan sagtens være et barn, Karin er primær på, som går i hælene på Niels, fordi han altid går og 'makker' med et eller andet. Men Karin har relationen og ansvaret for at følge med i, hvad der sker med barnet og for at følge op," forklarer Marianne Bundgård.

Pædagogerne opfatter det som en fordel, at de er flere om at dele det ind imellem hårde arbejde med specialbørnene, som ofte kan være voldsomt udadagerende og kan få selv hærdede pædagoger til at ønske sig en smule luft.

"De her børn afviser os jo hele tiden, fordi de selv er vant til at blive afvist eller ikke kan rumme relationen. Kunsten er at vise dem, at selvom de sparker, slår eller gør noget andet for at afvise os, holder vi af dem og gerne vil være sammen med dem, når de holder op med at sparke. Det kan være enormt hårdt at starte op og holde fast i den gode relation, når man bliver afvist, men så har vi den fordel, at en anden, som barnet er lige så glad for, kan tage over," siger Marianne Bundgård.

"Det essentielle i den her måde at arbejde på, er, at fordi vi er et lille hus, kan vi blive i relationen, selvom den voksne person skifter. Det kan sikkert også lade sig gøre i større institutioner. Det vigtige er, at man skal ville den tætte kommunikation, for alle involverede skal være klar over, hvor det enkelte barn er lige nu, og hvor der skal sættes ind. Alle skal kende barnet godt, hvis det skal lykkes," siger Karin Molbo.



Struktur er vores ansvar. Børnehaven Ålykke er et ombygget forsamlingshus, hvilket giver nogle helt specielle rum og en åbenplanløsning, som måske ikke umiddelbart spiller godt sammen med specialbørn, som ofte skal have fast struktur i hverdagen, fordi de har et indre kaos.

"Men det er vores erfaring, at de voksne sætter strukturen og ikke rummene. Når det er tilfældet, så kan børnene sagtens trives i den mere åbne struktur," siger Marianne Bundgård.

Enkelte børn kan have brug for billeder af dagens forløb, så de bedre kan følge med. Det kan være en god indgangsvinkel til at arbejde med den indre struktur.

"Vi arbejder hele tiden med, at barnet selv lærer at finde ud af at kunne forholde sig til, hvad det skal på hvilke tidspunkter. Den slags kan vi sagtens køre med et barn, uden at de andre skal involveres. For det er os, der skal have styr på det, ikke børnene. Vi er ansvarlige for relationerne, og den måde de bliver afviklet på, og det gælder både for specialbørnene og de andre børn," siger Marianne Bundgård.

"Et af vores første specialbørn sagde engang, at han måtte alt her. Det var selvfølgelig ikke rigtigt, for faktisk var vi meget strukturerede med ham, men han oplevede det ikke sådan. Modsat tidligere erfaringer oplevede han ikke, at det altid var ham, der lavede ballade, for her anviste vi ham andre alternativer i stedet for at gøre ham forkert. Det oplevede han som frihed," fortæller Karin Molbo.



Inklusion er mulig. Pædagogerne i Ålykke siger ikke, at alle kan inkluderes. Men mange kan, og det er godt at forsøge, for alle mennesker er sociale og har brug for at være en del af et fællesskab for at lære noget og få et godt liv.

"Vi har haft børn, hvor andre har sagt, at det ikke kunne lade sig gøre, men det kunne det," siger Marianne Bundgård.

Hverken hun eller de andre pædagoger vil gøre sig til dommere over, om integration kan finde sted i specialgrupper, hvor man samler børn med ens diagnoser. Men de kan se, at deres specialbørn har lært af de 'almindelige' børn. For nok lærer børn af voksne, men de lærer også af de andre børn.

"Specialbørnene får rigtig meget ud af at være sammen med 'normale' børn, selv om de stikker lidt ud på grund af deres vanskeligheder. Men når de ikke bliver gjort forkerte på grund af deres anderledeshed, tror vi, at de lærer mere om, hvordan de spiller sammen med andre. Vi har haft børn, som blev meget bevidste om, at de ikke kunne alt det, de andre børn kunne. Men samtidig lærte de, hvordan de kunne overkomme deres vanskeligheder eller bliver gode til andre ting," siger Marianne Bundgård.



ICDP, Ålykke og Randers

Alle ansatte i Ålykke har taget uddannelsen i International Child Development Programme (ICDP), og Randers Kommune er i gang med at uddanne alle pædagogerne i metoden. Den stammer fra Norge, hvor den mest anvendes til forældre, der har besværligheder i samspillet med deres barn, mens den i Danmark benyttes mest af professionelle. Metoden læner sig op ad Marte Meo og bruger også videooptagelser til at gøre pædagogen bevidst om sin andel i relationen med barnet. Det er en anerkendende metode, der er ressource- og relationsorienteret, og som består af otte samspilstemaer:

• Vis positive følelser. Vis at du er glad for barnet.

• Juster dig i forhold til barnet og følg dets udspil/initiativ.

• Tal til barnet om de ting, det er optaget af og prøv at få en samtale i gang.

• Giv ros og anerkendelse for det, som barnet kan.

• Hjælp barnet til at fokusere dets opmærksomhed, så I får en fælles oplevelse af ting i omgivelserne.

• Giv mening til barnets oplevelse af omverden ved at beskrive jeres fælles oplevelser og ved at vise følelser og entusiasme.

• Uddyb og giv forklaringer, når du oplever noget sammen med barnet.

• Hjælp barnet med at kontrollere sig selv ved på en positiv måde at sætte grænser for det - ved at vejlede det, vise positive alternativer og ved at planlægge sammen.