Det kolde gys

Jeg er den type, der knap nok bader ved de danske strande om sommeren. Det er for koldt. Selv under sommerens ferie til Sydfrankrig var vandet for koldt til at bade et par af dagene. Og nu sidder jeg her. I et intercitytog på vej mod Silkeborg og kigger ned på det mørke vand i Storebælt. Med badebukser og håndklæde i tasken.

Jeg har den seneste uges tid ladet lyset brænde, selvom jeg gik ud af et rum. Jeg har skruet varmeapperatet op på max. Da jeg en dag var i bil, kørte jeg gearene helt ud. Det hjalp tilsyneladende ikke. Der er ikke sket en ekstra lynforurening af den ydre atmosfære, Sahara er ikke blevet til is, og Danmark er ikke det nye tropeparadis. Jeg er ikke på vej til Costa Kalundborg med de slanke palmer og det lune vand fra Shu-bi-dua-hittet. Jeg er på vej til en iskold sø i Silkeborg.

Hvis jeg skal overleve, må jeg hellere vide lidt mere om vinterbadning. Det er sundt, alle blodkarrene trækker sig sammen, og blodtrykket stiger, fortæller en overlæge, der også selv er vinterbader. Men det er kun sundt i kort tid. Efter omkring tre minutter i vandet vil uerfarne vinterbadere få kramper, drukne og dø. Hvis man bare fortsætter med at bade efter sommerferien er det lettest at komme i gang, lyder opfordringen fra en anden erfaren vinterbader.

Det er vidst lidt for sent for mig.

På Vestre SFO er Inge Kallestrup ved at hælde varm kakao op i kander - 10 liter. Der skal nemlig være en kop til alle 80 børn. Børnene får lov til at komme med i vandet, når de er startet i 1. klasse. Der er 130 børn fra 1. til 3. klasse på SFO'en, så over halvdelen er vinterbadere. Indtil videre. For pædagogerne forventer, at nogle stykker falder fra i løbet af efteråret. Sådan er det nemlig gået de seneste fem år, hvor SFO'en har haft vinterbadning på programmet. Hver torsdag eftermiddag fra september til april er børnene nede at bade. De har været lige ved at droppe det en enkelt gang. Det var simpelthen for svært at slå hul på isen, men det lykkedes til sidst. Da var isen seks centimeter tyk.

"Hvornår skal vi ned og vinterbade?"

Børnene på Vestre SFO glæder sig tydeligvis mere til den kolde dukkert, end jeg gør. Inge Kallestrup, pædagog på Vestre SFO og initiativtager til vinterbadningen, fortæller dem roligt, at hun nok skal komme og hente dem, når de skal gå. Vinterbadning er blevet så populært på SFO'en, at det logistisk er blevet lidt af en udfordring for pædagogerne, når de hver torsdag skal ned til Almind Sø for at bade. De bader i tre hold. Der skal altid være ekstra voksne nede ved søen, men der skal også være nogle til at følge børnene frem og tilbage. Og mange af pædagogerne skal også selv i vandet. Heldigvis tager nogle forældre ofte fri for at hjælpe.



Sådan startede det. Det hele startede for fem år siden. Inge Kallestrup havde været vinterbader i nogle år og kom tilbage til Vestre SFO efter en sommerferie. En dreng i 1. klasse beklagede sig over, at han havde været syg det meste af sommeren og kun havde været ude at bade en enkelt gang.

"Så fortalte jeg ham, at jeg badede hele året rundt," siger Inge Kallestrup.

De startede med kun at være en lille gruppe, men badeturene blev mere og mere populære, og i år er der rekord med de 80 børn.

For Inge Kallestrup handler badeturene ikke kun om skæg og ballede eller om at udbrede sin egen hobby. Det handler også om at give børnene sejre og fællesskab.

"Det er lidt ektremt at komme hjem og fortælle 'jeg har været ude at bade i dag' midt om vinteren. Det giver respekt fra ældre søskende og forældre," fortæller Inge Kallestrup.

Og så handler badeturene også om, at alle børn har et eller andet, som de er gode til.

"Vi gør meget ud af at få dém med, som måske ikke er så gode på fodboldbanen. Så har de vinterbadningen, der gør dem seje," forklarer hun.

Samtidig er det dog vigtigt for pædagogerne, at vinterbadningen ikke udvikler sig til mobning eller gruppepres. Det er helt i orden at sige, at man ikke vil mere, selvom man har været med. Og det er ikke sådan, at de, der vinterbader, er sejere end dem, der ikke gør. Ligesom de børn, der er gode til fodbold, ikke er sejere end børn, der ikke er gode til fodbold.

"Det handler om, at alle børn skal have noget, de er gode til," siger Inge Kallestrup. Derudover lærer børnene nogle helt basale ting, når de vinterbader. Det er for eksempel vigtigt hurtigt at kunne få sit varme tøj på igen, efter man har været i vandet. Derfor lærer børnene at lægge deres tøj ordentligt, så det er nemt at finde igen. Og de lærer at komme hurtigt i tøjet, hvilket mange forældre er glade for.

Lærerne i skolen har også bemærket nogle positive effekter af vinterbadningen.

"Der opstår et helt naturligt fællesskab blandt de børn, der vinterbader. Både inden for klassen og mellem klasserne," siger Inge Kallestrup. Fællesskabet blandt børnene betyder, at de har nemmere ved at arbejde sammen i andre situationer.



Så skal vi i. Alle kanderne med kakao er blevet fyldt, og det første hold er klar til at gå mod søen. Børnene skal krydse at par små villaveje, men det meste af turen ned til søen går gennem en skov. Skoven giver læ for vinden, og med en stor vinterjakke og i rask gang får jeg varmen. Pludselig virker det måske ikke så skræmmende at skulle have en kold dukkert. Men der er stadig noget forkert. Det er naturstridigt at gå mod stranden med visne blade om fødderne og badetøj i tasken.

Kort inden vi når Vestre Badeanstalt, stopper børnene og samler sig en en stor gruppe. De sidste hundrede meter foregår i sang.

"Vi er seje, vi er rå," råber et par stykker og resten gentager: "Vi er seje, vi er rå."

Børnene er hurtige til at komme i badetøjet. Ude på stranden står pigerne og hopper for at holde varmen.

"En, to, tre, fire, vi er verdens sejeste piger. Fem, seks, syv, det er ikke lyv. Otte, ni, ti, nu hopper vi i," råber de igen og igen.

Børnene må ikke bade uden en livredder. Derfor foregår vinterbadningen fra en badebro, der løber på langs ad stranden cirka ti meter ude i søen. Alle børnene stiller op på række på broen og gør klar til at hoppe i. "En, to, tre - NU," tæller en pædagog, og så hopper børnene i. Der er under en meter til bunden, så selv børnene må ned på hug for at få skuldrene under vand. Derfter løber de op på stranden, ud på badebroen og hopper i endnu en gang. Og så igen. Pædagogerne har denne gang sagt til børnene, at de kun må tage tre ture. Det er blevet koldt i vejret.

Jeg har betragtet det hele lidt på afstand, da en af pædagogerne siger, at nu må det være min tur. Jeg går ud på badebroen og kigger ned i vandet. Jeg har slet ikke lyst til at hoppe i. Men det skal overstås. Ikke noget med at tælle, bare luk øjnene og hop i, tænker jeg. Jeg hopper i. Jeg ved, at jeg skal helt ned på hug, før det tæller som vinterbadning. Men det foregår pr. instinkt. Jeg tænker ikke, at nu skal jeg ned på hug og nu skal jeg op igen.

Jeg gør det bare. Vandet er ni grader koldt. Jeg er kun under i ganske få sekunder. Så rejser jeg mig og løber op mod stranden. Mine ben vil ikke helt så hurtigt med, som jeg gerne vil. De føles tunge og kolde.

"Du kan godt tage en tur til," råber en pædagog til mig, da jeg er næsten helt oppe. Men nej, det kan jeg ikke. Selvom det ikke er en alvorlig smerte at hoppe i vandet, stritter alt i mig imod at tage endnu en tur.



Frygten for smerten. Og så står jeg på bredden af søen igen med et håndklæde over mig. Det gør ondt i mine fødder, så meget fryser jeg. Men jeg er ikke gennemkold, som jeg ville være efter at have ventet på bussen i en halv time på en snevejrsdag. Mine tænder klaprer ikke. Det er kun på ydersiden af kroppen, jeg fryser. Det, som har sat sig det største spor i mig, var frygten, lige inden jeg hoppede i. Frygten for smerten var meget større end smerten i sig selv.

I omklædningsrummet har drengene travlt med at komme i tøjet. Dog ikke mere travlt, end at de lige kan nå at måle, hvem der fryser mest.

Derefter er der varm kakao. For mange af børnene er det den egentlige grund til, at de er med til vinterbadning. Siger de selv.

"Jeg synes, det er hyggeligt at komme op igen og få kakao. Det er, som om man får det varmere, når man kommer op igen," siger Mathilde fra 1. klasse. Hun tog to ture i vandet i dag.

"Man føler sig mere sej, hvis man har været i flere gange. Det er en rigtig god fornemmelse," siger hun.

På vej hjem til SFO'en er humøret højt. Børnene løber rundt i skoven, og det får de lov til, så de kan få varmen igen.

"Det giver en energi, når de har været i vandet og har fået varmt tøj på igen. De bliver kolde, men de bliver også hurtigt varme igen. Når vi går herop, siger vi til forældrene, at det er vigtigt, at de har lidt mere tøj på end normalt," siger Inge Kallestrup og fortæller, at børnene gerne vil indenfor og lege stille og roligt, når de kommer hjem.

"De er helt vilde med at komme ind og nå at lege lidt. Det er på samme måde, som når de har været ude at tumle i snevejr. De er godt trætte og mætte af oplevelser," siger hun.

Først da jeg igen sidder i toget og er på vej hjem, kommer varmen tilbage i mine fødder.