Det kan måles at jeg gør en forskel

Lange, lave karréer klemmer vejene sammen. Hurtig graffiti er med rund hånd drysset ud over husmurene. Her er levetiden ikke blevet øget siden 2. verdenskrig. Den er på niveau med Albaniens, hvor mænd dør, når de er 69 år i gennemsnit. Her er Københavns mest belastede bydel med flest socialt belastede familier. Her er Københavns fattigste bydel med en gennemsnitsindkomst på 15.000 kroner om måneden, mens den på landsplan er 23.200.

Her er Bispebjerg.

Her er også Ayhan Demir, 43 år og leder af Klokkergårdens Fritidscenter. Gennem 25 år har han været et holdepunkt for rodløse børn og unge, der har ledt efter en voksen at støtte sig til.

Klokkergårdens Fritidscenter holder til i en labyrintisk kælder i bunden af en af de lange karréer. Her spiller børnene ikke bordtennis, for bordtennisbordet er smadret. Så nu har de tegnet en bane op på gulvet i samme størrelse som et bordtennisbord og spiller gulvtennis i stedet. Det kreative værksted er også blevet sløjfet. I stedet er der nu en stor madras og en masse puder. Her går børnene ind og bryder, slås og prøver kræfter i større fordragelighed, end når de gør det samme på gaderne.

Lige nu hygger de fleste børn sig med computerspil og PlayStation, hænger ud i caféen eller spiller pool. Det er en fredelig fredag eftermiddag.

Men det er et sted, hvor man skal passe på sine ting. Der er lige forsvundet en mobiltelefon, fortæller afdelingsleder Noah Nevado. Hverken han eller Ayhan Demir ser dog synderligt bestyrtede ud over det. Det er anden gang i denne uge, at der er forsvundet en telefon. Ungerne skal lære ikke at lægge telefonerne fra sig så meget som et sekund, bliver de enige om.



Arbejdet giver mening. Sådan er hverdagen i Klokkergårdens Fritidscenter. Men det har ikke slidt på Ayhan Demirs glæde ved arbejdet.

"Jeg har haft mange kolleger, der ikke kan forstå, at jeg startede her og stadig er her. Men jeg synes, at arbejdet giver mig mening, og jeg er stadig ikke færdig med det arbejde, jeg startede med for 25 år siden. For jeg kan se, at jeg gør en forskel for de børn og unge, der kommer her. Jeg kan måle det hver dag," siger Ayhan Demir.

Kollegerne er også vigtige for Ayhan Demirs arbejdsglæde. Det fælles mål om at skabe et bedre liv for ungerne giver glæde og motivation.

Noah Nevado kommer ind på kontoret, hvor vi sidder, og tilføjer - bare for ikke at brænde inde med det:

"Hvis man arbejder herude, så brænder man for det. Folk, som ikke brænder for at arbejde med børn, folk, som bare er her, fordi de skal have et job, de holder til det i en kort periode, så forsvinder de," siger han.

"Man skal ikke bare sige, at jeg vil arbejde med belastede børn. Det skal være liv og sjæl. Når man går hjem og drømmer, så drømmer man om det," siger Noah Nevado. Med den slutreplik forlader han kontoret og vender tilbage til ungerne.



Begyndte i en cykelkælder. Da Ayhan Demir som 18-årig første gang kom til Bispebjerg, var det nu hverken liv eller sjæl, det handlede om. Ayhans storebror Ahmet Demir (som er en ivrig debattør og forfatter og kendt for sit arbejde med udsatte unge i Hvidovre) havde mødt nogle folk fra Bispebjerg, der havde brug for en tyrkisk tolk. Det var lige noget for Ayhan, mente storebror.

Ayhan Demir havde på det tidspunkt hverken været på Nørrebro eller Bispebjerg, og det tog ham to dage at finde ud af, hvordan han skulle komme fra Hvidovre, hvor han stadig bor, til Bispebjerg.

Mødet med bydelen var et chok for den unge mand. Også dengang var der graffiti overalt, husene var høje og grimme i forhold til det velordnede Avedøre, som Ayhan Demir boede i. Han var sikker på, at han ikke skulle arbejde på Bispebjerg. Og han anede faktisk ikke, at han ikke kun skulle tolke, men også arbejde i en klub.

"Jeg vidste ikke, hvad en klub var. Klub var i min forstand sådan en tyrkisk klub, hvor man kunne komme ned og spille kort, drikke te og hygge sig. En klub for børn kunne jeg ikke placere," siger han.

Og da han så klubben blev chokket endnu større. Det var bare et kælderrum, og det lignede mest af alt en cykelkælder, der var tømt for cykler. Der var trævægge hele vejen rundt og fastnaglede bænke.

Den unge mand må have gjort et godt indtryk, for han blev tilbudt arbejde - og sagde ja tak. Men i sit stille sind tænke han, at han bare lige skulle tjene lidt penge en måneds tid. Så tog han en måned til, og det endte med, at han besluttede at tage et år, så ville han stoppe.

"Da der var gået et år, tænkte jeg, at jeg tager lige et år mere. Nu er der gået 25 år," siger han.



Blev der for ungerne. I starten var der ikke andre ansatte i klubben end Ayhan Demir og en kollega, der var mere syg end på arbejde.

"Ingen gad arbejde her. Det skulle bare lukkes. Men hvis jeg stoppede, så var klubben lukket. Det var ungerne, der gjorde, at jeg blev der. Der var ingen pædagogik, ingen budgetter, ingen aktiviteter. Jeg var heller ikke klar over, at man skulle lave aktiviteter. Jeg skulle bare komme og åbne døren, ungerne skulle være der, spille bordtennis og så gå hjem igen," siger Ayhan Demir.

Langsomt voksede han med opgaven og tog ansvaret på sig.

"Jeg tog det her som mit. Ingen blandede sig, og det var op til mig, hvordan jeg ville gøre det. Jeg tog det meget seriøst. Så jeg prøvede ud fra de personlige idéer, jeg havde, at lave noget for de unger," siger han.

Efter fem års tid alene på posten fik han en medarbejder, der gerne ville være der. De pillede trævæggene ned og fik noget gratis, karrygul maling, som hele kælderen blev malet med.

Og han fik også en pædagogisk uddannelse. I 1991 blev han uddannet klubpædagog fra Klubseminariet, som lå i samme kvarter.



Mere pædagog end leder. Da Ayhan Demir begyndte i klubben, var det en underafdeling af en anden klub i paraplyorganisationen SBBU (Samfund, Borgere, Børn og Unge). Men efter 10 år lykkedes det ham at få en selvstændig klub, som nu selv er knopskudt, så Ayhan Demir er leder for fire klubber og har ansvaret for omkring 200 børn. Men det er klubbens udvikling, der har gjort ham til leder, ikke personlige ambitioner.

"Jeg er leder, fordi der skal være en leder. Men jeg er mere pædagog end leder," siger han.

I 2006 blev han færdig på Kempler Instituttet, hvor han læste til familierådgiver og terapeut. Klubuddannelsen var blevet for gammel og var ikke nok til at klare de problemer, klubben stod i.

Den uddannelse har ændret hans måde at være leder på, fortæller han. Tidligere var det Ayhan Demir, der udstak retningslinjerne, og så skulle personalet udføre dem.

"Det med at motivere personalet og være der for dem, så de kan yde det, der er brug for, den del var jeg ikke klar over før," siger Ayhan Demir.

På samme måde har det også ændret hans opfattelse af de familier, han kommer i kontakt med.

"Før kunne jeg ikke forstå, at familierne ikke gjorde noget. Hvis børnene ikke går i skole, så stå for helvede op, og gør noget ved det," siger Ayhan Demir, som nu gør meget ud af at se tingene fra flere sider for at finde ud af, hvor problemerne er.

"I dag vil jeg jo forsøge at få forældrene til at støtte, så barnet kan komme i skole."



Udvikling og involvering. Ligesom Ayhan Demir har udviklet sig personligt, er det utroligt vigtigt for ham, at klubben skal udvikle sig.

"Jeg vil hele tiden have, at der skal ske noget nyt. Det skal ikke bare være, som det plejer. Hver gang vi laver om, flytter vi os. Hvis nogen siger: 'Nej, det kan I ikke gøre', så går vi i stå," fastslår han.

Udviklingen bliver ikke kun styret af, hvad der sker i klubben. Kvarteret spiller også en vigtig rolle.

"Du kan ikke isolere dig i kælderen. Det er vigtigt, at man arbejder helhedsorienteret. Vi er nødt til at justere efter, hvad der sker uden for klubben, i området, i samfundet. Udvikling kommer af, at man involverer sig," siger han.

Der blev god brug for Ayhan Demirs evne til at involvere sig i kvarteret, da Ungdomshuset efter nedrivningen af Jagtvej 69 på Nørrebro blev genhuset 100 meter fra Klokkergårdens Fritidscenter. Det kunne give sammenstød mellem kvarterets unge og aktivisterne, tænkte Ayhan Demir.

Nu handlede det om at få et samarbejde i gang, så alle kunne være i kvarteret.

"Jeg har valgt at ansætte nogle af brugerne fra ungdomshuset her. Jeg startede med at ansætte en for to år siden. Nu har jeg fire brugere fra ungdomshuset. Så kan ungerne lære dem at kende, og når man har lært hinanden at kende, kommer respekten," siger Ayhan Demir og understreger, at de fire har gjort et fantastisk stykke arbejde. Selvom det selvfølgelig kan ske, at nogle af de lokale unger stadig synes, at det er sjovt at kaste med sten, når de går forbi Ungdomshuset.

I sommer har fritidscenteret og Ungdomshuset sammen lavet en række aktiviteter under navnet 'Brænd fordommene'. Samtidig lukkede klubberne og rykkede personalet hen i Ungdomshuset, så ungerne kunne lære Ungdomshuset at kende.

Det er historier som den, der bekræfter Ayhan Demir i, at han gør en forskel.

"Der er selvfølgelig nogle udfordringer, men det betyder, at der sker en udvikling. Hvis man bare holder sig tilbage og kigger, så sker der ingen udvikling," siger han.

"Det giver mig mening, når jeg har været med til at skabe et netværk, så ikke kun klubben, men hele kvarteret har glæde af det."



Godt klaret, far. Ayhan Demir er tyrkisk kurder, født og opvokset i en landsby på den anatolske højslette nær ved Konya. I 1960'erne tog hans far til Danmark for at tjene penge og forsørge sin familie. Målet var, at han skulle tjene penge nok til at købe jord, hus og traktor. Det lykkedes også.

"Men så ville han ikke flytte hjem. Han kom hjem på ferie i tre uger hver sommer, gjorde mor gravid og tog til Danmark igen. Lige pludselig var vi otte børn. Godt klaret, far. Hold tre ugers ferie og gør mor gravid," siger Ayhan Demir, slår i bordet og griner højt.

Faderen tjente penge nok til at forsørge familien.

"Vi havde ikke råd til alt, men vi manglede heller ikke noget. Der var mad på bordet, og vi havde råd til at blive sendt i skole i landsbyen."

I 1980 kom hele familien endelig til Danmark, og først der lærte Ayhan sin far rigtigt at kende. I Tyrkiet var han bare en far, der kom hjem med gaver hver sommer. Og lille Ayhan var mere interesseret i gaverne end faderen dengang.

I dag arbejder alle otte søskende (hvoraf de syv er drenge) med børn. Også selvom tyrkiske venner mener, at det ikke er et arbejde at passe børn.

"Men det er sgu det bedste arbejde," fastslår Ayhan Demir.



Den hemmelige fan. Selvom arbejdet på Bispebjerg kræver meget, har Ayhan Demir mere at give af. Han har selvfølgelig kræfter til familien, der består af kone og to børn på 14 og 9 år. Men han er også støttekontaktperson for to-tre børn ad gangen.

"Jeg har masser af overskud til at hjælpe andre børn," fastslår han.

Så tager han børnene med i svømmehallen eller til fodbold i weekenderne. Især fodbold står hans hjerte nær.

"Jeg har altid været Brøndbyfan. Når de taber kampen, har jeg næsten ikke lyst til at se fjernsyn," siger han.

Der er bare et problem ved hans fodboldpassion. På Bispebjerg holder man med F.C. København, og så er det klogt at gå stille med dørene, når man hepper på holdet fra Vestegnen.

"Jeg tør slet ikke sige det til hverken ungerne eller de voksne. Først når jeg kører over kommunegrænsen til Hvidovre, kan jeg sige højt, at jeg er Brøndbyfan," siger Ayhan Demir.

Derfor gemmer han altid sit Brøndbyflag i bilen, når han kører på arbejde.

"Ellers kan jeg risikere, at bilen bliver smadret."

Noah Nevado kommer ind på kontoret og fortæller, at den stjålne mobiltelefon er blevet fundet. Den var blevet smidt i en hæk uden for klubben.

Ayhan Demir tager en cigaret fra Prince-pakken og følger mig ud.

Det er fredag sidst på eftermiddagen, og mørket sænker sig over Bispebjerg.

"Hvornår har du fri," spørger jeg ham.

"Det ved jeg ikke endnu. Når vi er færdige," svarer han.