Det er allermest synd for børnene

Et rum i forbindelse med køkkenet, som før kunne bruges til at have en mindre gruppe af børn at lege i, er nu inddraget til soverum. Hvor der før skulle være plads til 2-3 sovebørn, skal der nu være 15. På børnenes toiletter, som i forvejen ikke er for store, er der klemt pusleborde ind, så alle må sno sig. Alt sammen fordi Frederiksberg Kommune siden starten af 2009 har sænket børnehavealderen til 2 år og 10 måneder.

Børnehaven Lindevang på Frederiksberg holder til på 1. og 2. sal, hvor 89 børn er fordelt på fire stuer. Her er også trapperne en udfordring, når børnene skal på legepladsen eller på tur. Bare siden 1. december 2009 har børnehaven modtaget 22 børn på 2,10 år og derunder. Lige nu ligger der tilbud til fem nye børn, der er flere måneder under 3 år. Nedsættelsen af børnehavealderen er sket, uden at der er fulgt ekstra personaletimer med.

Selvom leder Anita Godtkjær og souschef Gitte Thomsen synes, at det giver pædagogerne meget svære arbejdsforhold, mener de dog, at det går allermest ud over børnene.



Det er en skandale, mener de.

"Børnene er slet ikke klar til at gå i børnehave. De starter ikke som før med en masse kraft og parathed til at møde det nye, fordi de bare var så klar til at komme videre. De børn, som vi får nu, mangler tydeligt den sidste fase i vuggestuen, hvor de bliver helt klar til at skifte. Det er små vuggestuebørn, vi får nu," siger Anita Godtkjær.

"Det er voldsomt for de små børn, fordi der er mange flere børn, end de er vant til. Der er mere larm og lidt voldsommere lege, færre voksne og mange nye ting, som man ikke forstår, når man er så lille. De passer ikke ind, fordi de ikke har prøvet at være i en fase, hvor de måske kedede sig lidt i vuggestuen og bare i den grad trængte til nye udfordringer. Det når de slet ikke til, fordi de skal for tidligt op til os," siger Gitte Thomsen.



Ni blebørn ud af 20. I takt med at børnehavealderen er rykket ned til 2 år og 10 måneder, er fleksibiliteten og de pædagogiske overvejelser gået fløjten. I Lindevang Børnehave har de flere gange oplevet, at børnene endda er under 2 år og 10 måneder, når de får tilbudt en plads.

"Hvor vi før kunne snakke med pladsanvisningen om at tage et barn lidt før tid, fordi barnet var parat, går man nu udelukkende efter cpr-nummeret, og det er katastrofalt. Vi har ikke mulighed for at sige fra. Vi har fået børn, der er 2,7, 2,8 og 2,9 år. Faktisk er det mere reglen end undtagelsen, at børnene nu er under de 2,10 år. Der er ikke mere tale om, at vi kan få en pædagogisk snak om, hvad børnene kan klare," siger Anita Godtkjær.

Den nye måde at anvise børn på har betydet, at en af stuerne på et tidspunkt havde 9 blebørn ud af 20 børn. Det var pædagogerne ved at knække halsen på.

"Hvis der er 9 blebørn i en gruppe på mellem 20 og 24 børn og 3 voksne, som skal dække hele åbningstiden, kan enhver regne ud, at man meget af tiden kun er 2 til at tage sig af alle børnene. Og det kan bare ikke lade sig gøre på en fagligt forsvarlig måde. Det er ren pasning, og det har ikke så meget at gøre med pædagogik. Det er synd for os, men det er allermest synd for børnene," siger Gitte Thomsen.



Anita Godtkjær er klar over, at to til tre måneder på den forkerte side af 3 år, kan lyde som lidt. Men hun mener, at netop de måneder i et barns liv betyder virkelig meget for, om barnet er parat til at møde den anderledes kultur i en børnehave.

"Det følger dem i lang tid, at deres start her ikke har været optimal. Ydermere kommer mange af vores børn med en anden etnisk baggrund end dansk, og de har haft kortere tid til at få deres modersmål på plads og har derfor sværere ved at lære dansk. Det gør det endnu vanskeligere for dem at forstå, hvad der sker omkring dem. Børnene får simpelthen en dårligere start, end de behøvede at få, og det vil givetvis få betydning for deres videre udvikling," siger hun.



Det er en kamp. Pædagogerne i Lindevang Børnehave prøver alt, hvad de kan, for at tilrettelægge arbejdet, så alle børn får en rimeligehverdag. Men ofte må de gå hjem med dårlig samvittighed, fordi de ikke synes, at de har været der for alle børnene. Faktisk synes Anita Godtkjær, at gruppen af mellembørn betaler den højeste pris.

"Når man ser på børnegruppen som helhed, kan man jo ikke lukke øjnene for, at de små børn skal have skiftet ble og have den nærhed, som man har brug for, når man er så lille. I den anden ende har vi de børn, som snart skal i skole, og som også skal have lidt ekstra i den skolegruppe, vi laver for dem. Indimellem ligger så mellemgruppen af børn, og de kommer let til at drukne i mængden af vores opgaver med de små og de største," siger hun.

Pædagogerne arbejder med primærbørn og deler gerne børnene op i mindre grupper for at give dem det, de har behov for, og fordi de mener, at det er bedst for børnene.



"Men det er en kamp at få det til at gå op, fordi vi ikke har fået en eneste time ekstra. Det påvirker jo ikke bare pædagogerne, som skal bruge meget tid på bleskift og andre ting, som de mindste børn har behov for. Men det påvirker også resten af børnegruppen, for man kan jo ikke lave de samme ting med små børn som med de store. Vi er ofte ikke voksne nok til at differentiere aktiviteterne, så alle børn kan få noget ud af det," siger Anita Godtkjær.

"Som pædagog har man dårlig samvittighed, fordi man ikke kan levere det faglige arbejde, man godt ved, at man kan. Og så brænder man ud. Samtidig går det voldsomt ud over vores fysiske arbejdsmiljø, fordi der er mange flere løft med de små børn. Men man kan jo ikke lade være med at tage dem op, når de er kede af det," siger Gitte Thomsen.