Der står en pædagog bag; Måske er jeg et fjols

Han ejer syv guitarer i alt, og han har været forsanger i bandet Tough Enough. Han er et par årgange over de 20, og han er pædagog - ikke kendt popstjerne. Ikke endnu i hvert fald.

Jesper Hempler er leder af Børnehuset Fjordvang, en børnehave og SFO i Kerteminde, og han har netop udgivet sit første album. Ved siden af at passe jobbet som pædagog har han taget den utraditionelle vej mod en pladekontrakt og debuterer nu i en alder af 45.

"Hvis man vil noget i musikbranchen i dag, skal man helst være under 20 år. Og så skal man igennem "Stjerne for en aften" eller "Popstars", fordi så kan man blive berømt, og så kan man komme til at leve af at synge. Men jeg lever mere for at synge," siger Jesper Hempler.

Og titlen på hans debutalbum "The greatest fool" er netop en selvironisk erkendelse af, at han ikke passer på profilen af en typisk popstjerne.

"Jeg gør jo åbenbart alt det, man ikke skal. Så jeg tænkte, at det var oplagt, at pladen hed det største fjols," siger Jesper Hempler, som er storebror til Claus Hempler, der har været med i bandet Fielfraz og også har fået en solokarriere. Lillebror Claus har desuden skrevet to numre til albummet.



En musiker undervejs. Albummet "The greatest fool" har været længe undervejs. Efter Jesper Hempler var færdiguddannet som pædagog, satsede han egentlig på, at han skulle leve af musikken. Men den kom aldrig - pladekontrakten han drømte så meget om. I stedet besluttede han at tage en pause fra musikken og arbejde med pædagogikken. Pausen blev på ti år.

"Jeg prøvede lidt, men der var ingen inspiration. Der kom ikke noget," siger han om musikskriveriet.

Men for et par år siden kom der gang i skriveriet igen.

"Der skete flere ting. Min far døde blandt andet, og det satte noget i gang. Lige pludselig kom alle de her sange væltende igen. Jeg tog guitaren, og så var der noget," fortæller Jesper Hempler.

Drømmen om at være fuldtidsmusiker har Jesper Hempler ikke længere. Han synes, at det er sundt at lave noget andet også, for det kan være ensomt at skrive musik, mener han.

"Jeg kan godt lukke mig inde i det, og så er det godt at komme ud og arbejde sammen med andre og være fælles om noget," siger han.

Netop det med at samarbejde er noget, Jesper Hempler nyder ved pædagogfaget. Musikken er mere et egotrip, og han er ikke en af de pædagoger, der hiver guitaren frem ved enhver lejlighed eller synger med børnene hele tiden. Faktisk forsøger han helt bevidst at holde de to ting adskilt.

"Jeg lægger vægt på, at børnene selv skal have mulighed for at udfolde sig kreativt," siger han.

Børnekulturen i dag handler meget om, at børn skal opføre sig som voksne. De skal lave børnemelodigrandprix, hvor de skal se ud som voksne, så de voksne kan blive duperede over, hvor dygtige børnene er, siger Jesper Hempler. Men det er et forkert udgangspunkt, mener han.

"Jeg synes, det er vigtigere, at børn får lov til at vise, hvem de selv er som børn. Og at de kan skabe noget som børn helt selv. For det kan de faktisk," siger han.



Musik og pædagogik. Musikken på "The greatest fool" består af iørefaldende pop-ballader. Jesper Hempler skriver både musik og tekster selv, og inspirationen kan komme flere steder fra. Det er forskelligt, om det er teksten eller melodien, der kommer først.

"Nogle gange er det en ide til en historie, der opstår. Det kan være noget, jeg ser, mens jeg sidder i toget, eller en linje, jeg hører i en film. Så skriver jeg det lige ned i min notesbog, og så kan det inspirere til noget musik. Andre gange er det en melodistump, jeg går og nynner," siger han.

Selvrefleksion er en rød tråd i teksterne, og det er noget, Jesper Hempler arbejder med i musikken såvel som i pædagogikken.

"Pædagogfaget handler jo meget om at udvikle den praksis, man har kørende, og se på hvordan man kan blive bedre til det, man gør," siger han.

Og der er flere paralleller mellem de to fag. Men hvad er han så mest - musiker eller pædagog? Begge dele lyder svaret først, men møder man ham til en middag og spørger, hvad han laver...

"Så vil jeg altid sige, at jeg er leder af en børnehave. Det er det, der giver smør på brødet. Og det betyder også, at jeg skal lægge hovedparten af mine kræfter i det. Men det er også noget, jeg er glad for at lave," siger han.

Musikken er mere en form for legeplads. Men legen er måske nok blevet lidt mere alvorlig med tiden i takt med, at ambitionerne er vokset, siger han selv. Og med ambitionerne følger nervøsiteten. For hvordan vil folk nu tage i mod albummet?

"På den ene side synes jeg, at jeg har lavet det bedste, jeg kunne. Men hvis det får nogle ordentlige tæsk anmeldermæssigt, kunne jeg godt blive ked af det, for det er jo mit hjerteblod. Der kan jeg godt frygte lidt, hvad der kommer," siger han.