"Der mangler lige underskrift"

Kunstværket er næsten færdigt. Den røde bil med guldstafferinger og hækspoiler fylder billedet ud.

"Hvad mangler vi så," spørger pædagog Henny Jensen.

"Den der specielle farve, der glimrer af guldlak," svarer kunstneren, Nicolai Lykkegaard Jensen, 14 år.

Nicolai vælger en bred pensel og smører generøst glimmer på guldstafferingerne. Han arbejder hurtigt og koncentreret.

"Når du så er færdig med at male, skal vi have tegnet den lidt op," siger Henny.

"Ja, med sprittusch," siger Nicolai.

"Jeg har faktisk fundet en tynd én, som vi kan bruge," siger Henny.

"Så bliver den tydelig igen," konstaterer Nicolai uden at kigge op fra lærredet.

Han har selv valgt, at han ville male en bil.

"Jeg har også selv tegnet den op på lærredet. Alt har jeg tegnet," fortæller Nicolai, der fandt inspiration til motivet ved at læse om Fast & Furious Car Show, forårets store bilmesse for specialbiler i Fredericia.



Konkret. Nicolai er autist og elev på Skansevejens Skole i Fredericia, som har en afdeling for børn med autisme. Der er i alt 32 børn i afdelingen, og 16 af dem har i løbet af foråret været med i et kunstprojekt, der skal sætte kulør på de kedelige, hvide gange, hvor autismeafdelingen holder til.

Det er Henny Jensen selv, der har udtænkt projektet. Hun begyndte at arbejde i autismeafdelingens SFO ved skoleårets begyndelse, men underviser også på Den Kreative Skoles billedlinje, et fritidstilbud for børn i 4.-7. klasse i Fredericia Kommune.

For hende var det nærliggende, at børnene på hendes nye arbejdsplads skulle udfordres på det kreative område. Også selv om det

ville blive svært for såvel børn som pædagog.

"Jeg fik at vide fra starten, at den målgruppe skulle jeg være meget konkret med, hvilket jeg ikke er specielt god til, så det var en udfordring for mig," fortæller Henny Jensen, 32 år.



Forkert at blande farver. Henny Jensen begyndte med at undersøge børnenes forudsætninger: om de kunne holde på en blyant, om de kunne tegne en tegning, og om de vidste, hvordan man blander farverne.

Hun udviklede en form for mesterlære, hvor hun viste børnene nogle af de muligheder, farverne rummer. Først malede hun selv lidt, og så kunne børnene gøre det samme bagefter.

"Så behøver de ikke selv at gøre det først. De er bange for det uforudsigelige i det," fortæller Henny Jensen.

Hun formåede dog at få børnene til at overskride deres grænser, især børnene i 4.-6. klasse, som ikke turde blande farverne.

"Det skulle helst ligne noget. Man kan ikke bare blande farver sammen, vel? Det er helt forkert i deres verden."



Færre muligheder. Hun fandt hurtigt ud af, at det var vigtigt at indsnævre børnenes muligheder. Hun måtte droppe sin sædvanlige tilgang, hvor hun giver et ubegrænset udvalg af materialer og farver.

"Det kan de ikke overskue. For hvis de så det hele på en gang, blev det for meget. Nogle kunne godt klare det, men andre tabte jeg sådan her," siger hun og knipser med fingrene.

I stedet gav hun dem opgaver, hvor de kun måtte bruge et lille felt på lærredet - og måske kun to forskellige farver. Eller hun trykkede en bestemt farve ud på billedet, som børnene så måtte tage udgangspunkt i.



Kreativitet. Hun måtte også arbejde med sin egen tilgang til den kreative proces, som vel bedst kan koges ned til: "Lad os se, hvad der sker".

"Mit udgangspunkt var, at det er lidt svært at få dem til at tænke sådan. Men de har gjort det i det omfang, det har været muligt. For de er så forskellige alle sammen, og ikke to har gjort det ens," siger Henny Jensen, der havde forventninger om, at det ville være svært for eleverne at være kreative i hendes forstand.

"For mig er kreativitet at finde på noget nyt - noget, der ikke er lavet før - at tænke anderledes, ud over skabelonerne. Netop elever med autisme har brug for en skabelon, der viser, hvordan gør vi det her fra step one. Men nogle er klart mere kreative, end jeg havde forestillet mig, de ville være. Og de behøver ikke at have det så meget i kasser, som man tror," siger Henny Jensen.

Nogle af børnene havde også forventninger om, at kunst ikke skulle være en langvarig proces.

Tilgangen var: Når jeg er færdig med dig i dag, er jeg også færdig med billedet. Men Henny Jensen forsøgte at presse dem til at arbejde mere og længere med billederne. Hvis den endelige melding fra børnene var, at billedet var færdigt, så blev det sådan.

"Man må have så meget respekt for deres billedsprog, at man stopper der," siger Henny Jensen.



Flere om et. Hun formåede også at få børnene til at være flere om at male et billede. Hun havde et stort lærred, som de små børn først malede på, derefter skulle de store give deres bidrag. Men hun havde svært ved at lokke dem til at male videre.

To drenge ville slet ikke være med til at male videre på billedet. De satte sig over og havde pausebord - et bord, hvor børnene kan sidde med deres egne ting og finde fred. Og så gik de to andre børn i gang med det store billede.

Pludselig vendte den ene af de to drenge sig om:

"Aj, ved I hvad, det tror jeg altså godt, jeg vil være med til alligevel".

"OK, så kom lige herover," svarede Henny Jensen.

Og den anden dreng sagde:

"Nej, det tror jeg ikke du skal, Andreas. Jeg tror ikke, det er en god ide, for det er jo færdigt."

Men den sidste dreng måtte også give sig, for det var alligevel spændende at være flere om at male.

Henny Jensen måtte planlægge for at få børnene til at male samtidig.

"Det er jo imod al autismepædagogik at lade fire elever om det her på en gang. Men så har jeg delt billederne ind i små felter, så de kunne sidde ved hvert sit hjørne. Og så var feltet ikke større end 20-30 centimeter. Og det kunne de overskue."



Koncentration. I det omfang, det kunne lade sig gøre, havde Henny Jensen kun et barn inde i malerværkstedet ad gangen. Det gav arbejdsro og mulighed for at tilgodese det enkelte barn og udfordre det så meget som muligt. Det virkede. Børnene blev så grebet af de mange muligheder, som pensler, maling og lærred gav, at nogle af dem formåede at koncentrere sig i op til to timer.

"Det er flot. Jeg blev advaret af andre, der har prøvet sådan nogle forløb, om, at hvis de ikke kan mere end ti minutter, så skulle jeg ikke blive forbavset, for det er altså meget normalt," fortæller Henny Jensen, der kun en enkelt gang har måttet aflyse en malesession, fordi barnet ikke ville.

"Når jeg starter sådan et projekt op, så gælder det først og fremmest om, at de synes, det er sjovt, og at de føler, de har gjort noget rigtigt og har fået en succesoplevelse," siger Henny Jensen.



Jubii. Nicolai er ved at være færdig med at tegne sin bil op igen.

"Det bliver rigtig godt. Det er det, man kalder prikken over i'et," roser Henny Jensen.

"Ja," svarer Nicolai lavmælt og tegner videre med tuschen.

"Jeg har snakket med vores pedel, Ole, der sætter en skrue op til dit billede, så det kommer til at hænge nede i jeres egen klasse," tilføjer Henny.

"Jubii," siger Nicolai, endnu mere lavmælt.

Han er ved at være færdig.

"Der mangler lige underskrift," siger han.



Alle børn formår at udvikle sig





Skansevejens Skoles autismeafdeling har 32 børn fordelt på syv klasser. I alle klasser arbejder lærere og pædagoger sammen, og pædagogerne har ansvaret for SFO'en, når skolen lukker.

"Alle børnene her har sprog, og alle er faglige på et eller andet niveau. Alle børn formår at tage fagligt fra og udvikle sig fagligt. På nogle punkter er de alderssvarende, på de mere abstrakte punkter er de mere bagefter," fortæller afdelingsleder Anne Kristensen, der er uddannet lærer.

Anne Kristensen understreger, at det er umuligt at skære alle børnene over en kam.

"Når du har mødt et barn med autisme, har du mødt ét barn med autisme. De er så forskellige og individuelle, at man ikke kan sige, at man kender et barn med autisme, så derfor ved jeg godt, hvad I snakker om. Det gør man, når man har lært det enkelte barn at kende," siger Anne Kristensen.

Men alle børn i afdelingen har sociale vanskeligheder.

"Det ligger i diagnosen autisme, at man har vanskeligheder på det sociale og det kommunikative område. Det betyder ikke nødvendigvis, at autister har svært ved sproget. Det kan også være, at de har svært ved at aflæse en anden, altså den del af det kommunikative," siger Anne Kristensen, der peger på, at autister også mangler evnen til at overføre fra en situation til en anden, og derfor kan have sværere ved at lære af deres (især sociale) fejltrin.

"Men hvis de er i trygge rammer, blandt kendte voksne og i kendte situationer, som de kan forudse, oplever vi ikke i udpræget grad deres handicap," siger Anne Kristensen.