Dengang drenge gik i kjoler

Det er i dag næsten en naturlov, at nyfødte børn får lyserøde eller lyseblå sparkedragter på, så man kan se, om det lille rødmossede menneske er en dreng eller en pige.

Men sådan har det ikke altid været, fortæller tekstilhistoriker fra Nationalmuseet Maj Ringgaard. Traditionen med lyserøde piger og lyseblå drenge begyndte i slutningen af 1800-tallet, hvor nogle valgte at markere barnets køn med et farvet silkebånd på barnets hvide dåbskjole. De lyse pastelfarver bredte sig hastigt til resten af børnenes garderobe, og i dag er lyserød og lyseblå blevet globale signaturfarver for milliarder af drenge og piger i hele verden.



Nye familiemønstre. Maj Ringgaard tror, at indførelsen af kønsmarkørerne lyserød og lyseblå i starten af 1900-tallet hænger sammen med, at både børnedødeligheden og fødselstallet var faldet. Man fik færre børn, men til gengæld var der også langt færre spædbørn, der døde end tidligere. Forældrene tillagde de små børn flere egenskaber end før, hvor man ventede, til børnene blev større og havde vist, at de kunne overleve.

Desuden mener flere forskere, at det kønnede småbørnstøj hænger sammen med de nye familiemønstre, der vinder indpas omkring første verdenskrig, fortæller Maj Ringaard. Her bliver den hjemmegående husmor nemlig den almindelige kvinderolle, og det betyder, at småbørn opdrages af deres mor og ikke af ammer og tjenestefolk som tidligere. Samtidig kommer psykoanalytikeren Sigmund Freud på banen med idéen om, at de første leveår er vigtige for personlighedsudviklingen. Dermed bliver det vigtigere, at de små drenge adskiller sig fra den kvinde­domi­nerede verden, de befinder sig i i hjemmet.



Blusekjoler og korset. Fra 1600- til 1800-tallet gik alle små børn i blusekjoler, indtil de blev renlige, og der var ikke den store forskel på drenge- og pigetøj, fortæller Maj Ringgaard.

"Man opfattede børnene som intetkøn, indtil de havde nået en alder, hvor der var større chance for, at de overlevede. Så spædbørn har været klædt fuldstændig ens, uanset om de var drenge eller piger," forklarer tekstilhistorikeren. Kun på dåbskysen kunne der være forskellig facon, så drengenes kyse var lidt spids bagtil, mens pigernes var flad, men farverne var de samme.

Når børnene blev to-tre år, blev blusekjolerne skiftet ud med miniudgaver af voksentøj, for der fandtes ikke decideret børnetøj. Det betød, at små piger gik i korset ligesom deres mor.

I løbet af 1800-tallet begyndte opfattelsen af børn at ændre sig inspireret af den franske filosof og pædagogiske tænker Jean-Jacques Rousseau. Børnene blev ikke længere set som små voksne, og det fik også betydning for børnetøjet, der gradvist ændrede sig fra at være små udgaver af voksentøj til særskilt børnetøj, som de små kunne røre sig i.