Den dunkle pigeverden - Gangzter Bitchez

Et stadigt stigende antal unge piger i Danmark opfører sig på en måde, som er meget svær at forbinde med teenagepiger. Pigerne røver tilfældige mennesker og tæsker uskyldige jævnaldrende. Det er pigebander som Ninjabanden i Viborg, Gangzter Bitchez i Århus, Smil i Taastrup og det nylige S-togs-overfald i København de seneste eksempler på.

Det er ikke nyt, at der findes voldelige piger, men der er kommet flere af dem, og volden er blevet grovere. Det kan ses i statistikkerne. I perioden fra 1990 til 2000 skete næsten en tredobling af antallet af domsafgørelser i sager om simpel vold begået af unge piger. Og den opadgående kurve er langt fra knækket. I 2001 blev 131 piger mellem 15 og 19 år ifølge Danmarks Statistik dømt for simpel vold. I forhold til året før er det en stigning på 24 procent. Til en sammenligning er drengenes vold i samme periode kun steget med otte procent.

De voldelige piger er primært danske piger, der holder til i periferien af grupperne med kriminelle indvandrerdrenge. Man har i Danmark kun set få eksempler på deciderede pigebander med en leder, særlige kendetegn og udtalte regler, men man kan tale om grupper af piger, der af og til går i klinch med andre piger. Det fortæller blandt andre Per Straarup Søndergaard, der er forfatter til en ny debatbog om emnet, "Seje tøser - stakkels piger". Han har skrevet flere bøger om bandekriminalitet blandt unge drenge og mener, at pigerne har været en overset gruppe, der nu for alvor er begyndt at slå fra sig.



Straffeaktioner. »Der har altid været voldelige piger i yderkanten af rockergrupper og i andre kriminelle miljøer. Det nye er, at de her piger nu er begyndt at organisere volden på lige fod med drengene. De overtager drengenes æresbegreber og udøver regulære straffeaktioner, hvis de føler sig krænket,« siger Per Straarup Søndergaard.

I sin bog interviewer han forskere, advokater, politibetjente og socialarbejdere samt både voldens ofre og dens udøvere. Pigerne i bogen kommer især fra de socialt belastede områder i Taastrup, Vollsmose og Gellerup, men eksempler fra Viborg og Ringsted vidner om, at volden også finder sted i mindre danske byer. Det, der skræmmer Per Straarup Søndergård mest, er den kyniske måde, volden udøves på.

»Man stopper ikke, når offeret ligger ned, men fortsætter med at sparke og slå. Man rykker øreringe ud og hiver piercinger ud af navle og øjenbryn på en måde, så det tenderer direkte tortur. Og man krænker offeret ved at brænde hendes hår eller trække tøjet af hende,« fortæller han.

Ofte er det ikke andet end jalousi eller rygter, der udløser volden.

»Det kan handle om, at en pige har kysset den forkerte. Måske en ekskæreste til en af pigerne i venindegruppen eller bare en fyr, man er brændt varm på. Volden relaterer sig meget til pigernes seksualitet, og har en pige sagt, at en i gruppen er en luder, eller at hun ligger i med hele Brabrand, hvis det er der, det sker, så skal det hævnes,« siger Per Straarup Søndergaard, der er overrasket over, hvor køligt pigerne tager hævn.

»De tager ud og finder pigen, tæsker løs, og så tager de hjem igen. Overfaldet er koldt, brutalt og følelsesforladt, og i mine samtaler med pigerne legitimerer de volden med argumenter som: "Hun kunne jo bare lade være med at spille smart,"« siger han.



Bag det hårde ydre Høje Taastrup Kommune har taget konsekvensen af den stigende vold, de oplever blandt piger. En kortlægning af problemet viste, at der indtil foråret 2002 eksisterede mindst to navngivne bander med piger i alderen 13-18 år. Det var kommunens fem opsøgende medarbejdere i projektet Gadeplan, der stod bag kortlægningen. De har siden 1999 koncentreret deres indsats omkring udsatte unge i kommunen, og før 2002 kendte de kun til to piger med voldelig adfærd. I dag har de kontakt til 30 udsatte piger, hvoraf flere har haft tilknytning til de nu opløste bander. Camilla Pedersen er pædagog og projektansat i Gadeplan. Hun undrer sig over, hvordan pigerne finder hinanden.

»Taastrup er sådan en satellitby, hvor boligområderne ligger spredt som betonklodser. Pigerne bor langt fra hinanden og går ikke på de samme skoler. Men ligesom de hashrygende drenge kan de lugte hinanden på 45 kilometers afstand,« siger hun.

Vi sidder i Medborgerhuset, hvor gadearbejderne har et kontor, men hvor kommunens unge aldrig kommer.

»Centrum i Taastrup består af en lang hovedgade. Her er ingen steder for de unge at gå hen, og de røvkeder sig. Det er ikke sjovt at sidde hjemme hos forældrene i splittede hjem præget af vold, alkohol- eller stofmisbrug, og for klubberne kan det være svært at hamle op med en flok flotte fyre, der lokker med køreture og skæg og ballade. Pigerne ender tit med at hænge ud med de kriminelle indvandrerdrenge i de kedelige boligkvarterer, i City 2 Centret eller på stationen. De har ikke andre steder at gå hen og ikke noget at komme hjem til,« siger pædagog Michael Bukhave, der er den daglige leder af Gadeplan.

Drengene præsenterer dem for et miljø med stoffer og kriminalitet, og pigerne overtager mange af de æresbegreber, som altid har virket i drengebander.

»Den sejeste pige er hende med den hårdeste attitude, og måske er hun kæreste med den højest rangerende indvandrerdreng. Igennem kæresten og volden får hun en status og respekt, hun hverken oplever hjemme eller i skolen. Pigerne føler ikke, de er noget i sig selv, og volden er kun noget, de tyr til, fordi de er så langt ude. Den rå facade dækker over komplekse sociale og psykiske problemer, de opløste familier, misbrug, svigt og et umætteligt behov for omsorg,« siger Michael Bukhave.

Hans kollega Anders Thomsen fortæller, hvordan han mange gange ville have svoret, at pigerne mindst var 18 år gamle.

»Men kommer man ind bag jakken og sminken og får pillet deres bandanas og tørklæder af, så står man bare med en usikker, lille pige på 14,« siger han.



Bagsiden af Girl Power. Pigerne har ofte selv været udsat for vold. De er blevet tævet af fulde fædre og tyranniske kærester, og de har set deres mor og søskende få bank. De har ikke lært andre redskaber i situationer, de ikke kan magte, end at slå fra sig.

Den sociale årsag fylder meget, men volden hænger også sammen med den stigende aggressivitet i moderne pigekultur. Det mener lektor Anne Scott Sørensen fra Center for Kulturstudier ved Syddansk Universitet. I bogen "Pir', Pink og Power" beskriver hun teenagepigen, der optræder med en mere selvbevidst attitude end tidligere tiders bly violer. Pigen dominerer i klasseværelset og markerer sig i kønsdebatten med en udadfarende aggressivitet vendt imod pornografi og vold mod kvinder. I sit ydre eksperimenterer pigen med kvindestereotyper som luderen, madonnaen og heksen, men i de moderne varianter bitch, slut eller tøz. Og hendes tøjstil knytter sig til rå pigebands som Spice Girls og Pink. Anne Scott Sørensen kalder det Girl Power og ser de voldelige piger som fænomenets bagside.

»De voldelige piger udgør en form for subkultur. De synes, de pæne og dygtige piger er kedelige, og i protest anvender de de samme kvindebilleder som den politiske del af bevægelsen. Men i stedet for at nøjes med at eksperimentere med stereotyperne, identificerer de sig med dem, og volden tages bogstaveligt,« siger Anne Scott Sørensen og tilføjer, at de sociale eller personlige problemer også spiller ind.

»I modsætning til de politiske bevægelser har de ikke noget mål med volden. Rollen som bad girl bliver derimod en beskyttende frakke, de tager på for at glemme en problemfyldt virkelighed,« siger Anne Scott Sørensen.



Blev ikke Pop Star. Svend Mørch er ungdomsforsker fra Københavns Universitet, og hvor Anne Scott Sørensen ser pigerne i et kønskulturelt perspektiv, forklarer han pigernes voldshandlinger med afmagt over for en moderne ungdomskultur fuld af muligheder.

»Piger i dag har fået et helt nyt felt at agere i. De kan tage en uddannelse på lige fod med drengene, og det er ligefrem blevet in blandt piger både at ryge og drikke. I vores demokratiske system har de unge lige muligheder, men det er ikke alle, der forstår at forvalte friheden. Hele verden bestemmes i en indkøbskurv, men er man ikke i stand til at vælge og lægge de rigtige varer ned i kurven, oplever man kun nederlag på nederlag. Unge ser hver dag på tv, at de i princippet kunne blive Pop Stars. Oftest blev de det bare ikke,« konstaterer Svend Mørch.

Han ser pigerne i sammenhæng med de 20 procent af de danske unge, som stadig oplever, at for eksempel skolen er lavet til alle de andre.

»De blev hverken kloge eller veluddannede, og de forspildte chancer giver pigerne mindreværdskomplekser. Oveni giver forkvaklede familieforhold dem hverken støtte eller redskaber for at udvikle gode relationer til venner og kærester,« siger han.

Karakteristisk for pigerne er, at de ikke har kontrol over deres eget liv, heller ikke deres sexliv, og konsekvensen af det er hver dag tydelig for gadearbejderne i Taastrup.

»Pigerne er utrolig sølle. Det eneste middel, de har til at opnå opmærksomhed og status i drengebanderne, de omgås, er deres seksualitet. Det resulterer i et for deres alder temmelig aktivt og grænseløst sexliv. De er ikke selv klar over, at de faktisk prostituerer sig, hvis de for eksempel fik en mobiltelefon, og så lige lå den af på et bagsæde,« siger Camilla Pedersen fra Gadeplan.

Gadearbejderne har prøvet at tale med pigerne om forskellen på kærlighed og kontrol, men uden det store held. En pige gav dette eksempel på kærlighed: Hun sidder i toget, og kæresten ringer. Hun fortæller, at hun har været i Glostrup Centret for at købe en ny jakke, og han vil så se bonen.

»Pigen mener, at han holder af hende, fordi han er bekymret for, om hun har stjålet jakken, men i virkeligheden vil han kontrollere, at hun har været, hvor hun siger, hun har været. Drengene stoler ikke på pigerne og vil helst holde dem hjemme. "Hun var jo nem at få fat i for mig, så det er hun sikkert også for andre", tænker de,« siger Camilla Pedersen.

»Til andre tider er drengene charmerende og overdynger pigerne med gaver. Pigerne klamrer sig til de søde ord, men på et eller andet tidspunkt vil de blive dumpet. Indvandrerdrengene skal jo alle sammen giftes med en indvandrerpige, som er jomfru, men vil gerne rode rundt med de lokale piger indtil da,« fortsætter hun.



Nye opgaver for pædagoger. Drengenes kontrol er med til at skabe splid i pigegrupperne. Når kæresten er i spjældet, får han sin piges veninde til at kontrollere, at hun ikke er sammen med andre, fortæller Anders Thomsen fra Gadeplan.

»Når sådan noget lykkes, er det, fordi pigerne ikke tror en skid på sig selv. Konkurrencen om drengenes respekt ødelægger pigernes venskaber og efterlader dem forfærdelig ensomme,« siger han.

Medarbejdernes funktion er i princippet kun opsøgende, men i praksis må pædagogerne fra Gadeplan agere både kontaktperson og psykolog.

»Vi skal jo bare finde de her piger, men problemet er, at vi ikke har noget sted at aflevere dem. Selv er vi ikke gearet til at tage os af pigerne, men har man først åbnet op for det kaos af følelser, de bærer rundt på, kan man ikke tillade sig at trække sig,« siger Anders Thomsen.

Selvom det i 90 procent af tilfældene er den kvindelige medarbejder, pigerne ringer til først, kan de altid fange ham på mobilen. Det sker ikke bare mellem ni og fem, men også klokken elleve om aftenen.

»For at nå ind til de her piger, nytter det ikke at putte dem ind i en klubstruktur, hvor man hænger sig i en klokkestreng. I takt med at de unge er længe i institutioner, er pædagogerne blevet vigtige voksne for dem. Derfor er det vigtigt, at vi ikke svigter dem, men tør gå i kødet på dem og hjælpe dem. Pigerne er alt for ofte blevet duttet af, men gør man bare det arbejde, man får løn for, tror jeg, de her piger falder igennem. Det ser man, når de ude i klubberne stiller sig uforstående over for pigernes voldelige adfærd,« siger Anders Thomsen.

Hans personlige holdning er, at klubberne bør holde længere åbent, og han er klar over, at der bør følge en pose penge fra kommunen med. Men også i kommunen er pigerne usynlige. Gadearbejderne har prøvet at få afslag på ansøgninger om psykologhjælp, støtte/kontaktpersoner eller efterskoleophold til piger, de mener burde have hjælp.

»Vi skal jo involvere pigerne, når vi søger hjælp, og man kan frygte, at man giver pigerne falske forhåbninger og endnu et nederlag, hvis de får afslag. Pigerne har brug for stabil voksenkontakt og for at komme væk fra det hårde miljø. Men det er jo sjældent pigerne, der skrives læserbreve om. De begår ikke indbrud og overfalder ikke fru Jensen på gaden. Derfor har de ikke den alenlange straffeattest, der i systemet kan være et af adgangskortene til en kontaktperson,« siger Camilla Pedersen fra Gadeplan.

Men volden er derude, og det handler om langt flere piger end de cirka 131, der optræder i statistikken med en dom for simpel vold. Camilla Pedersen er ikke i tvivl om, hvad vej toget går, hvis ikke pigerne bliver hjulpet.

»Er man allerede dybt nedsunket i et liv med kriminalitet, hash og druk, er der ikke langt igen, før man også skal have stoffer til næsen. Og når man er så grænseoverskridende i sit sexliv, er Istedgade næste stop fra Taastrup Station,« advarer hun.



Bogen "Seje tøser - stakkels piger", af Per Straarup Søndergaard udkom på Kroghs Forlag 2003. Bogen koster 199 kroner.