De små lærer: trivsel omsorg læring

Sang, musik og latter lyder fra den afskærmede krog i alrummet, hvor små og store kroppe bevæger sig efter ordene i en bevægelsessang. Arme ryger fra knæene til skuldrene og til øverst på hovedet, og det er både sjovt og svært, så øjnene lyser af lige dele koncentration og glæde.

I vuggestuen, der er en del af kulturinstitutionen Galaxen på Amager, kan man ikke undgå at mærke, at her er der liv og læring.

Og det er netop, hvad en ny bog om småbørnspædagogik og vuggestuen handler om. Pædagogerne Hanne Herring og Susanne Nellemann Nielsen fra Galaxen har sammen med børneforsker Stig Brostöm, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, skrevet bogen 'Liv og læring i vuggestuen - målrettet pædagogisk praksis med 0-3-årige børn'.

Titlen er ikke tilfældig, for det er forfatternes håb, at de med bogen kan sætte fokus på et noget forsømt område. De vil gøre opmærksom på, at vuggestuepædagogik både er omsorg, trivsel og læring. At livet i vuggestuen skal handle om relationer, tilknytning, sprog, krop og masser af glæde. Og at det er et meget nødvendigt arbejde, som ikke anerkendes nok.

Pædagog Hanne Herring mener, at en af hendes fornemste opgaver er at ruste børnene til deres videre liv i børnehave og skole.

"Børn går ikke kun i vuggestue for at blive passet. De skal videre i et system, så hvis man ikke lærer dem noget allerede fra begyndelsen, vil de få sværere ved at klare sig senere. Samtidig ville vi gerne beskrive, at læring i vuggestuen ikke skal være undervisning, men leg, leg og leg samt omsorg og tryghed. Det er stadig det vigtigste i vuggestuen, at man lærer at være sammen med andre," siger hun.



Ikke kun bleskift. Bogen er tænkt som inspiration til, hvordan man kan arbejde målrettet og pædagogisk med de mindste børn. Og det er et tiltrængt input, mener de tre forfattere. Vuggestuepædagogikken er underbelyst på alle måder. Der findes kun lidt litteratur om emnet, og der er heller ikke ret meget forskning om de 0-3-årige hverken i Danmark eller i resten af Europa.

"Det er synd, for der foregår en masse interessante og spændende aktiviteter hver dag med omkring 120.000 børn i Danmark, som enten går i vuggestue eller i dagpleje," siger Stig Broström.

Vuggestuepædagogikken har på grund af den ringe opmærksomhed svært ved at få den anerkendelse, som den skal have. For Susanne Nellemann Nielsen har dét også været en motivation til at skrive bogen.

"Hvis man fortæller, at man er pædagog i en vuggestue, synes folk generelt ikke, at det er særligt spændende. Mange tror, at arbejdet mest handler om bleskift og om at trøste børnene, når de græder. Men der er bare rigtigt mange ting, man kan gøre med vuggestuebørn, så de lærer noget. Og det vil vi gerne fortælle om," siger hun.



Småbørn skal have educare. De tre forfattere benytter sig af det internationale begreb 'educare' for at forklare, hvad de mener, pædagogikken for de 0-3-årige skal kunne. Ordet er en sammenskrivning af de engelske ord education og care (læring og omsorg).

"Vi ser vuggestuen som det første trin i uddannelsessystemet, og det viser de læreplaner, som nu skal laves i vuggestuen, jo også klart. Der er desværre en tendens til, at nogle opfatter vuggestuepædagogik som minibørnehavepædagogik. Det forsøger vi at modbevise. Vuggestuepædagogik er noget særligt. Man møder de 1-, 2- og 3-årige lige der, hvor de er, og skaber spændende aktiviteter, som passer til dem," siger Stig Broström.

Han mener, at vuggestuepædagogik i særlig grad skal lægge vægt på den nære relation mellem barnet og den voksne og barneperspektivet:

"Mange små børn har jo ikke et verbalt sprog, men de har masser af sprog med kroppen. God vuggestuepædagogik er at fange det og skabe pædagogikken på baggrund af børnenes motiver, interesser og intentioner."



Det lærende barn. Vuggestuepædagogikken har ændret sig en del med indførelsen af læreplanerne. Stig Broström mener, at den pædagogiske dimension er blevet løftet.

"Det er jo ikke så længe siden, at der var mere fokus på ro, renlighed og regelmæssighed, og hvor personalet var sygeplejersker og barneplejersker. Før handlede vuggestuen kun om 'care'. Først senere er 'education' kommet til," siger han.

Også et ændret syn på små børns udvikling, og hvad de kan allerede fra begyndelsen, bør sætte præg på vuggestuepædagogikken, mener Stig Broström.

"Vi ved nu, at børn tidligt er i stand til at imitere, og det viser, at det lille barn er et lærende barn. Tidligere har man haft en forståelse af, at så længe børn ikke havde et verbalt sprog, var det et ufuldkomment menneske, som ikke var i nogen læringssituation. I god vuggestuepædagogik ser man, at små børn er kompetente. I og med at man gør det, giver man dem jo også lov til at kunne noget," siger han.

Derfor handler god vuggestuepædagogik om at skabe et miljø, hvor børn er trygge, når de skal lære, mener Hanne Herring.

"Det giver børnene tryghed, at vi gør noget af det samme hver dag, men samtidig lærer de jo også en masse, ikke mindst sprogligt. Som pædagoger har vi en stor betydning, fordi vi med vores sprog og krop viser dem noget, som de imiterer, og derved lærer de. Ofte ser vi faktisk ret fjollede ud, men det er vigtigt, at vi overdriver for at fremme forståelsen," siger hun.



God barndom kræver ressourcer. Stig Broström mener, at børns læring og udvikling også er kulturbestemt, så det betyder meget, hvad man forventer af børnene.

"Børn bliver kompetente, når man tillægger dem, at de mestrer og magter mange ting, og giver plads til, at de eksperimenterer. På den måde er en halvandenårig i dag jo ganske anderledes, end et barn på den alder var for 15 år siden. Det viser, at når familielivet og pædagogikken forandrer sig, forandrer børnene, og hvad de kan, sig også."

Børn i dag ser og hører mange ting, som betyder, at de ved mere, end de vidste før i tiden, mener Hanne Herring.

"Det stiller større og andre krav til pædagogerne og pædagogikken. Vi skal følge med, så vi ved, hvad børnene bombarderes med, og hvad de interesserer sig for, ellers kan vi ikke følge deres spor og hjælpe dem til at udtrykke det, de oplever," siger hun.

Vuggestuen skal give børnene mod til at udforske verden og selvtillid og selvværd til at blive ved med det. At kunne lære alt det kræver en sikker tilknytning, og det betyder, at det er meget vigtigt, at der er voksne nok, som børnene kan knytte sig til, mener Stig Broström.

"For at få et selvstændigt, selvvirksomt barn, som tror på sig selv, skal der opbygges en sikker tilknytning til de voksne. Den tætte relation, de har med forældrene, skal bredes ud til de ansatte i vuggestuen. De nye børn skal mødes af en primær tilknytningsperson, så der bliver etableret tætte, gensidige relationer. Det betyder, at barnet får oplevelsen af, at det bliver set, hørt og mærket, og at nogle forstår barnet og kan lide det," siger han.

Stig Broström mener, at det er et meget stort problem i vuggestuerne i dag, at der ikke er nok personale til, at børnene kan få en primærpædagog, som de har mulighed for at knytte sig til i begyndelsen af deres vuggestueliv.

"Hvis den sikre tilknytning ikke bliver etableret, så får vi ikke det glade, energiske, undersøgende og eksperimenterende barn. Så får vi måske et forknyt barn, som står i anden række og ikke tør. Det er problematisk, at politikerne har store forventninger til udligning af social arv, sproglig indsats og social læring, når de ikke giver vuggestuerne de rette vilkår, så det kan realiseres. En god barndom kommer ikke af sig selv. Der skal ressourcer til, og det kniber det med i disse år," siger han.

Susanne Nellemann Nielsen er meget optaget af stress hos børn og af børn, som kræver en særlig indsats. De børn er der slet ikke tid nok til.

"Nogle børn er mere ressourcekrævende end andre, og de skal have ekstra opmærksomhed, som så går fra de andre børn. Hvordan vi når alle børn hver dag, er et af dilemmaerne i vores arbejde. Og det er sværere i vuggestuen, for den tryghed, de små børn helst skal have, er tæt forbundet med kropslig kontakt med en voksen, og det kan være svært at opfylde, når der er 12 børn til to voksne," siger hun.



Høj cigarføring eller 'jordfræser'. Der er stor forskel på kvalitet i vuggestuer, og det betyder, at vuggestuepædagogikken på samme tid har høj cigarføring, men også er en 'jordfræser', mener Stig Broström.

"Det er et politisk problem, men også et uddannelsesmæssigt problem, at vuggestuer ikke er i så høj kurs hos pædagogerne. I uddannelsen fører alt for lidt de studerende frem til en interesse for de små børn. Derfor vælger mange af de gode pædagoger ikke vuggestuen som arbejdsplads, og det fører til en nedadgående spiral, hvor nogle vuggestuer bliver så dårlige, at de kun tiltrækker mindre dygtige pædagoger," siger han.

Ifølge Susanne Nellemann Nielsen tror mange, at i vuggestuen passer man kun børn, og det appellerer ikke til pædagoger. Så hun håber, at bogen kan få gode pædagoger til at opdage, at det pædagogiske arbejde i vuggestuerne er lige så væsentligt og spændende som andre former for pædagogik.

Hanne Herring mener, at mange pædagoger anser arbejdet i vuggestuerne for både at være for kedeligt og for nemt.

"De tror, at vi bare sidder og kigger på børnene og ellers laver en masse praktiske ting. Med vores bog håber vi, at flere får øjnene op for, at der er meget mere i vuggestuepædagogikken end det," siger hun.