De ser det store i det små

Det er i december måned, og nissen har været på besøg i specialinstitutionen Børnehuset Troldemosen i Gentofte. Julekalenderpakke nummer syv er netop blevet åbnet, da Børn&Unge bliver vist rundt i institutionen og kigger indenfor hos børnegruppen "Ællingerne".

I kalenderpakken var der flødeboller, og en svært handicappet pige sidder nu på skødet af en pædagog og er stærkt optaget af at udforske sin flødebolle. Hun har haft fingrene godt nede i den klæbrige skum inde i flødebollen, og kan se, at det hvide klisterstas nu sidder fast på hendes hud. Hun ryster sin hånd, men det hvide skum vil ikke gå af. Hun leger lidt med at åbne og lukke hånden, så hun rigtig kan fornemme, at fingrene klæber fast, når hun lukker dem sammen, og at de møder modstand, når hun igen strækker dem ud.

"Ej, hvor her emmer af sansning," konstaterer Børn&Unge's rundviser Pia Lindgreen, der er afdelingsleder i Troldemosen.

Her må børnene gerne lege med maden, og rundt om bordet indtager børnene deres flødebolle på mange måder. Nogle smager forsigtigt på chokoladeskallen ved at slikke på den, mens andre tager en stor bid. En bliver overrasket over lyden, da flødebollen flækker.

"Børnene kan få en masse sanseoplevelser ud af sådan en lille ting, som at spise en flødebolle," forklarer Pia Lindgreen, og hun minder om, at selvom ingen af børnene her på stuen har sprog, så betyder det ikke, at de ikke kommunikerer.

"Børnene er meget svagt kommunikerende børn. Pædagogerne skal derfor være opmærksomme hele tiden, og de skal være gode til at opfange og sætte ord på de svage signaler, børnene sender," siger hun.

En pædagog følger fireårige Rasmus Munkes blik, der er fast rettet mod hylden med flødeboller.

"Du har vist set, der er flere flødeboller," siger pædagogen og skal til at række ud efter pakken.

Men først da hun ved nærmere eftertanke spørger, om det er mariekiksene på hylden nedenunder, han vil have, får hun et veltilfreds grynt fra drengen.

"Man skal hellere tolke en gang for meget end for lidt, for vælger man helt at overse signalet, fordi man er usikker på sin tolkning, vil barnet opleve, at den verden vil mig ikke. Hvis man bare sætter ord på, hvad man tror, barnet vil, giver man derimod barnet en fornemmelse af at blive set og mulighed for at protestere," siger Pia Lindgreen, og Rasmus får sin mariekiks.



Bindegale. At Rasmus får kommunikeret sit ønske til pædagogen, og at børnene lærer, at en flødebolle er klistret og smager sødt og kan sige en sjov lyd, når den flækker, er måske ikke store ting i en almindelig børnehave. Men i specialbørnehaven Troldemosen er de nul til syvårige børn stærkt fysisk og psykisk handicappede, og derfor handler det om at "se den store succes i de små udviklingsskridt", som institutionsleder Stig Hjaltalin siger.

"Børnene skal opleve dagen igennem, at der er nogle ting, de mestrer, og de kan. Og med så handicappede børn som vores, må målebåndet nødvendigvis være anderledes, når vi taler succesoplevelser. Vi kan jo stå og råbe hurra og klappe i hænder og gøre ved over helt små ting. Andre ville, hvis de kiggede ind ude fra, tænke, de er jo bindegale," siger han.

"Det handler om at se det store i detaljerne, for det er i detaljerne, børnene rykker. Nogle børn rykker selvfølgelig hurtigere end andre, men lige meget hvilket udviklingstrin, barnet er på, må fokus være på, at der hele tiden sker en udvikling," siger Stig Hjaltalin.



Funktionsopdelte stuer. For at fremme denne filosofi, er Troldemosens 44 børn inddelt i fire børnegrupper ikke efter alder, som i en normal integreret vuggestue og børnehave, men efter udviklingstrin.

"Tusserne" er stuen med de svageste børn. De fleste børn er multihandicappede og meget bevægelseshæmmede. Her fylder hjælpemidlerne meget, og det kan være svært at finde børnene på stuen, som har pædagoger nok til mere end en mandsopdækning per barn.

"Normalt er der 11 børn på hver stue, en fysioterapeut og en ergoterapeut samt et forskelligt antal pædagoger, alt efter børnenes behov for hjælp," fortæller Stig Hjaltalin og opgør Troldemosens personale til 50 voksne i alt plus en håndfuld eksternt tilknyttede talepædagoger og psykologer.

"Ællingerne" og "Brumbasserne" har seks pædagoger, en ergoterapeut og en fysioterapeut til 11 børn.

"De børn er nået længere i deres udvikling end "Tusserne". De har delvist sprog, ligesom de er mere mobile. De enten kravler eller møver sig rundt, eller de går med hjælp fra specialbyggede gåstole," siger Stig Hjaltalin.

"Troldene" er den sidste gruppe.

"Troldene er de børn, som er længst i deres udvikling både sprogligt og med hensyn til at bevæge sig, og de har ikke det store hjælpemiddelbehov," siger Stig Hjaltalin.

De fleste af specialbørnehavens børn har en eller anden hjerneskade, som giver dem flere fysiske og psykiske handicaps. Børnene kan for eksempel være både svagtseende og hjerneskadede, fordi de er født for tidligt og dertil lide af spastisk lammelse. Andre børn i Troldemosen har sjældne syndromer, eller slet ingen diagnose. De forskellige handicaps til trods mener Stig Hjaltalin, at funktionsopdelingen giver pædagoger og behandlere bedre mulighed for både at lave fælles og meget målrettede, individuelle aktiviteter med de multihandicappede børn.

"Groft sagt er børnenes behov så forskelligartede, at det eneste fælles er, at de har behov for et specialtilbud. Men den størrelse, institutionen har, og vores funktionsopdelte stuer gør det nemmere at lave både individuelle og fælles aktiviteter for børnene. Vi kan bedre samle børn, der trods deres forskellige handicaps er på nogenlunde samme udviklingstrin, sådan at de kan deltage i nogle fælles aktiviteter, så de også socialt kan få nogle succesoplevelser og udvikle relationer mellem hinanden," siger han.



Ligner en børnehave. Dagligdagen på stuerne går ligesom i enhver anden daginstitution med at stimulere børnene og give dem udviklingsmuligheder og omsorg. Men kommer man første gang til Troldemosen, bliver man overrasket over især to ting, oplever Stig Hjaltalin.

"Man ser de mange særprægede hjælpemidler og behandlerudstyret, og så oplever man, at det kan være svært at finde børnene både for hjælpemidler og for voksne," siger han, men understreger, at Troldemosen får meget ros for at ligne en børnehave langt mere end et behandlingssted.

Det hørte souschef Susie Garder så sent som denne morgen, hvor hun er lidt forsinket til Børn&Unge's rundvisning, fordi hun først skulle vise et nyt forældrepar rundt. Forældrene brugte vendinger om Troldemosen som "fantastisk dejligt farverigt" og "sikke en god ånd".

"Det er rart at høre fra sådan nogle nye forældre, som går rundt og er så utrygge og ser alle de der specielle børn og specielle hjælpemidler," siger Susie Garder.

Faktisk oplever hun det tit.

"Forældrene er vant til at farte rundt med deres børn til hospitalslignende institutioner og behandlingssteder, og her oplever de, at de kan få et samlet tilbud, og at behandlingen er integreret i pædagogiske aktiviteter og i børnenes leg," siger hun og tilføjer, at de da også forsøger at opbevare de fleste hjælpemidler i gangen, så det, der dominerer stuerne, er legetøj.

Meget af den fysioterapeutiske eller talepædagogiske behandling foregår også på stuerne blandt de andre børn, og i det hele taget forsøger personalet at give børn og forældre en så normal børnehavehverdag som muligt. Dog er der mange individuelle behov hos børnene at tage hensyn til fortæller Pia Lindgreen.

"Legen bliver jo afbrudt af, at børnene også skal i terapi eller til ergoterapeut ind imellem, og af at de ikke spiser og sover regelmæssigt på samme måde, som andre børn gør. Vi kan ikke som i en almindelig daginstitution kode børnene ind til, at nu spiser vi alle sammen klokken 11. Sådan fungerer det ikke for børn, der for eksempel får sondemad," siger hun, men påpeger, at kalenderpakkeritualet og andre tiltag som børnefødselsdage, kagebagning og det årlige Lucia-optog i Troldemosen finder sted på samme måde som i en almindelig børnehave.



Specielt legetøj. Legetøjet på stuerne er både dukker og biler, som i enhver anden børnehave, men der er også specialbygget legetøj. Især hos "Tusserne" hos de multihandicappede børn uden sprog og med meget svære bevægelseshandicaps er der særprægede konstruktioner, som giver børnene mulighed for alligevel at bruge deres kroppe og hele sanseapparatet.

Da Børn&Unge besøger stuen er Lucas Nedergaard på to år kommet i "hopsadragten", som er en af tidligere pædagog dr. Lilli Nielsens opfindelser. Hun er kendt for sin pædagogiske metode "aktiv læring", der går ud på at give børn både succesoplevelser og udfordringer i form af forskellige sansestimulerende aktiviteter.

Lilli Nielsens "hopsadragt" er en art selegynge, som hænges op i en skinne eller en krog i loftet. På den måde kan barnet få fornemmelsen af at kunne stå selv, og det kan også bevæge sig frem og tilbage.

"Barnet får fornemmelsen af, at det selv kan bevæge sig rundt, og man kan så hænge forskellige ting op, som barnet skal gribe ud efter eller skubbe til, eller man kan lægge noget under fødderne på barnet, så det får lyst til at strække benene og sparke efter det," forklarer Stig Hjaltalin om hopsadragten, der også gør det muligt for to børn at have social kontakt, hvis de bruger dragterne samtidigt.

"Der går en vandrehistorie om, at nogen engang spillede fodbold med hinanden på den måde," siger Stig Hjaltalin og påpeger, at en vigtig forskel på børnene i Troldemosen og en almindelig børnehave også er muligheden for at lege sammen.

"Her kan børnene ikke selv opsøge hinanden, og vi er nødt til at bringe børnene sammen, og forsøge at tænke i, hvem der kan have glæde af hinanden," siger Stig Hjaltalin, der nogle gange overraskes over hvilke børn, der viser interesse for hinanden.

"Vi bruger meget videodokumentation og Marte Meo pædagogik, og her opdager vi nogle gange, at et par børn har vist interesse for hinanden, uden vi først var opmærksomme på det," siger han.



Behandling i legen. Lucas bliver også filmet, og der bliver taget noter i forældrekontaktbogen, mens han er i hopsadragten.

Dragten giver ham mulighed for at udvikle sin muskelstyrke og sin knoglemasse i arme og ben. Han har et sjældent syndrom, som får ham til at vokse meget hurtigt, og af en toårig at være er han meget stor, men hans krop er ikke så stærk.

Især boldene under fødderne får Lucas til at smile. Han fornemmer den ru tennisbold, og at badebolden er nem at sparke til, mens billardkuglen giver modstand. Plastikken fra Toffee Fee æsken knitrer sjovt, når han træder på den, og piggene fra den orange massagebold gør lidt ondt.

"Både de ubehagelige ting og de behagelige ting at røre ved giver børnene en vigtig sanseoplevelse, og det vigtigste er, at de lærer, at de selv kan sætte ting i gang. At noget giver en lyd, når man skubber til det, og at noget føles godt og noget andet gør lidt ondt," siger Stig Hjaltalin.

Foruden hopsadragten er der også andre sansestimulerende opfindelser, som pædagogerne bruger inspireret af Lilli Nielsens metode. For eksempel aktivpladerne. De er på størrelse med et lille skriveunderlag og behæftet med for eksempel en kølig metalkæde, en skinnende perlekæde, en prikkende hårbørste eller diverse snore i forskellige stoftyper.

"Igen skal barnet trænes i at fornemme, gribe efter og hive i tingene, som er udvalgt alt efter om barnet er på pille-, kratte-, gribe- eller mærkestadiet i sin udvikling. Og pladerne har den fordel, at barnet kan sidde med den ved bordet eller have den med i bussen til og fra institutionen," forklarer pædagog hos "Tusserne" Ane Akselsen.



En lukket verden. Mange af børnene kommer langvejs fra med bus til Troldemosen, som har været en amtslig institution indtil 1. januar 2007, da Gentofte Kommune, som et led i kommunalreformen, overtog driften.

"Vi har børn fra 17 af Københavns Amts 18 kommuner," siger Stig Hjaltalin, der med den nye driftsherre er bekymret for, om Troldemosen vil bestå i samme form og størrelse, som institutionen har i dag.

"Det er ikke sikkert, at kommunerne vil blive ved med at opkøbe de dyre specialpladser af Gentofte Kommune, og skræmmebilledet vil så være, at vi sidder tilbage med 10 børn, og den faglige udvikling og børnenes muligheder for at have glæde af hinanden vil blive indskrænket," siger Stig Hjaltalin.

Han håber, at det bliver ved truslen, fordi han mener, at børnene i Troldemosen har behov for et specielt tilbud, og at de ikke kan begå sig i en almindelig daginstitution eller i en rummelig folkeskole.

"Mange af børnene har jo været der, men blev kun dårligere af de mange dunk i hovedet både barnet selv og forældrene får, når de hver dag ser, at barnet er anderledes og dårligere til alt sammenlignet med de andre børn. Her kan vi give børnene succesoplevelser, der gør at de udvikler sig, og måske så meget, at de en dag kan vende tilbage til verden udenfor Troldemosen," siger Stig Hjaltalin, der dog tilføjer, at det sjældent er sket.

"Vi ønsker ikke at holde på børnene, men til min dødsdag vil jeg holde på, at vi giver de her børn det bedst mulige tilbud," siger han og fremhæver, at det er Troldemosens størrelse, mulighed for tværfagligt samarbejde med børnenes behandlere og placeringen i et område med andre specialinstitutioner, der gør de mange udviklingsfremmende aktiviteter for børnene muligt.

"Alle de andre bygninger omkring Troldemosen huser for eksempel en døgninstitution for handicappede børn, behandlingstilbud for udviklingshæmmede og beskyttede boliger til voksne udviklingshæmmede, og selvom det kan virke isolerende og som en helt anden verden end det omgivende samfund, så giver specialiseringen os flere muligheder for at arbejde målrettet med børnene," siger han og nævner, at området tilbyder helt ekstraordinære aktiviteter i fysioterapiens varmtvandsbassin, som de fastansatte fysioterapeuter kan benytte med børnene, ligesom der er både skov og ridebane som flittigt bliver brugt, når børnene skal træne deres muskler.

"Behandlingstilbuddene er lige om hjørnet. Børnene skal ikke rejse langt for at få optræning eller terapi, og det bliver lettere at integrere behandlingen i børnenes pædagogiske aktiviteter," fastslår Stig Hjaltalin, der er glad for også med Børn&Unge's besøg, at kunne åbne lidt op for den verden, han holder meget af.

"Jeg har været leder her i 18 år, og har altid beskæftiget mig med specialpædagogik. Når man først er kommet inden for i denne verden, tror jeg ikke, man som pædagog kan være andre steder. Det er i arbejdet med børnene her, det tætte tværfaglige samarbejde og i forældresamarbejdet, man virkelig mærker, man gør en forskel," siger han.