De særligt egnede

Som den første kommune har Fredericia indledt en systematisk jagt på særligt talentfulde medarbejdere. Pædagogerne markerer sig stærkt. Overraskende stærkt, siger lederen af eftersøgningen, talentchef Lotte Pedersen.

Hvem skulle nu have troet det. Og så oven i købet i et fag, der som det pædagogiske går for at dyrke ligheden, og hvor det tangerer dårlig stil at tale højt om det, hvis nogle kan og vil mere end andre.

Men udgangspunktet for et projekt, som Fredericia Kommune har sat i gang, er, at der i ethvert fag, og også i det pædagogiske, er en elite: Nogle, som skiller sig ud fra flertallet ved at have særlige evner eller egenskaber.

"Den gode og for mange nok overraskende historie er, at vores pædagoger har været de mest markante i de første måneder af projektet," fortæller chefkonsulent Lotte Pedersen, der tillige kaldes talentchef.

"Ideen stammer fra min søns fodboldklub, hvor man har sådan én. Og jeg må sige, at alene titlen "talentchef" har været med til at skabe nysgerrighed om det, vi har gang i."



Et spørgsmål om talent. Og hvad er det så lige, at Fredericia Kommune har gang i? Det er etablering af et system, der som led i skabelsen af en karrierekultur skal lokalisere og understøtte særligt talentfulde medarbejdere.

Den særligt talentfulde medarbejder er i Fredericia-projektet defineret "ved at have særlige personlige kompetencer, ved at være specielt handlekraftig og initiativrig og ved at tage ansvar for helheder og tænke fremadrettet".

"Det er medarbejdere med den slags potentialer, vi ikke kan undvære. Vi skal give dem vilkår, så vi kan fastholde dem og tiltrække nye ude fra. Tankegangen er, at understøttelse og anerkendelse giver endnu dygtigere, gladere og sjovere medarbejdere - og dermed også mere tilfredse borgere og brugere. Det er kort fortalt, hvad projektet drejer sig om," fortæller Lotte Pedersen.



Nye veje. Hidtil har der kun været én vej frem i pædagogfaget, nemlig vejen opad i hierarkiet til en stilling som enten institutionsleder eller souschef. Den slags stillinger bliver der imidlertid færre af, i takt med at kommunerne slanker ledelseslaget, typisk ved at souscheferne forsvinder. Den udvikling har også ramt Fredericia, men her har man til gengæld udvidet karrieremulighederne i bredden.

"Man kan godt være talentfuld uden nødvendigvis at have lederpotentiale. Derfor har vi valgt at arbejde med tre karriereveje. Det er, udover den traditionelle som personale- og institutionsleder, en karriere som projektleder og én som faglig specialist inden for et givet felt," fortæller Lotte Pedersen.

Hun anslår, at ti procent af Fredericia Kommunes 4.000 medarbejdere lever op til definitionen på et talent. Projektet statede for nu ni måneder siden, og foreløbig er der udpeget 24 af slagsen, hvoraf de seks er daginstitutionspædagoger. Lærerkorpset har til sammenligning ikke leveret en eneste.

På spørgsmålet, hvad talenterne egenlig skal bruges til, svarer talentchef Lotte Pedersen:

"Vi tror på, at vi ved at understøtte de særligt talentfulde får endnu dygtigere pædagoger og at det, ligesom god ledelse, smitter af ned i og rundt omkring på institutionerne og ud til børnene. Når det rygte kommer i omløb, bliver vi en attraktiv arbejdsplads, der får ansøgninger fra endnu flere dygtige pædagoger. Den gode spiral kører."



Materielle stimuli Talentchef Lotte Pedersen er klar over, at der skal mere end flotte ord og anden smørelse til, hvis målet om at få skabt en egentlig karrierekultur skal nås. Hertil hører også såkaldt materielle stimuli, altså særlige fordele for de udvalgte.

"Den medarbejder, som kan og vil noget ekstra, skal naturligvis belønnes. Løntillæg er en måde, en ny titel en anden, men også nye uddannelsesmuligheder, budgetansvar, jobrotation, kreativt råderum og særligt betroede opgaver kan bringes i anvendelse. For det er jo forskelligt, hvad der motiverer det enkelte talent mest," siger Lotte Pedersen.

Selv tvivler hun på, at nye og flot klingende titler er et brugbart redskab på pædagog-området.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.