Dansk Industris vigtigste våben

Skandinaviske velfærdssystemer er gode til at udvikle mennesker, og de skandinaviske lande bliver derfor også de bedste til at forme fremtidens teknologi, mener forfatter Tor Nørretranders

I sidste uge kunne dansk industri være stolt af danske Janus Friis, som sammen med svenske Niklas Zennsström har udviklet computerprogrammet Skype. Programmet gør det muligt for personer overalt i verden at tale gratis i telefon over internettet, og den revolutionerende ide har nu indbragt de to skandinaver 25 milliarder kroner. Forfatteren og videnskabsjournalisten Tor Nørretranders mener, at det lader sig gøre, fordi de to er vokset op i skandinaviske velfærdssamfund.

"Fordi man er vokset op i Danmark eller Sverige, har man tillid til, at man kan satse hele butikken, for selv hvis man går på røven, så sikrer velfærdssamfundet, at man ikke dør af sult," siger Tor Nørretranders, der mener, at denne tillid udvikles allerede i børnehaven.

"Her lærer børnene ved at prøve sig frem. De spilder mælk på bordet, sjasker med vand, falder og slår sig. Og fordi pædagogerne hele tiden giver børnene plads til at dumme sig og støtter dem med kærlighed og omsorg, når de gør det, så lærer de at turde og at tænke selv," mener Tor Nørretranders.

Han ser en sammenhæng mellem dansk pædagogik og dansk industris fremtidsmuligheder.

"Børnehaven er simpelthen dansk industris vigtigste våben, når det handler om innovation og produktudvikling. De samfund, som i dag er gode til at udvikle mennesker, som er tillids- og omsorgsfulde, nytænkende og som tør kaste sig ud i nye eventyr, vil også være de bedste til at forme fremtidens teknologi," siger Tor Nørretranders, der på en BUPL-konference i fredags fremlagde sine synspunkter.



Invester i børnehaven. Konferencen havde overskriften "Kvalitet i daginstitutioner - udgift eller investering", og som en løftet pegefinger til regeringen fandt den sted på Christiansborg. Står det til Tor Nørretranders at bestemme, bør politikere investere meget mere i daginstitutionerne, end de gør nu.

"Regeringen er med nedskæringerne på børneområdet ved at give køb på den danske velfærd, som ellers er forudsætningen for, at Danmark kan klare sig i fremtidens industrisamfund," sagde forfatteren.

For at vise de teknologiske vindinger ved at investere i den danske, pædagogiske tradition for rummelighed, omsorg og læring gennem leg, havde han medbragt sin 12-årige søns robot Gundam.

"I dag står der "Made in Japan" på Gundam, men min påstand er, at robotten i 2029 vil hedde Thorfinn, og under foden vil der stå "With love from Scandinavia,"" sagde han og illustrerede med et eksempel.

"I fremtiden vil flere praktiske opgaver blive løst af robotter, og eksempelvis vil direktøren gerne have en robot, som kan mærke, at han er stresset, og at der ikke skal støvsuges under skrivebordet. Og en saudiarabisk oliesheik vil have en robot, der kan give ham et glas juice uden at spilde," siger Tor Nørretranders.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.