Dannelsesstafetten: Vigtigt at vi dokumenterer dannelsesarbejdet

Dannelse er måske et af de vanskeligste pædagogiske begreber at få forståelse for og hold på. Det indeholder en bestræbelse på at finde og skabe læringsmiljøer, der udgør et samlet hele, hvor barnets forståelse af dets egen formåen, læring og tænkning er en helhed, der sker i alle hverdagens aktiviteter – hele dagen. Dannelse vil dermed altid være en proces og ikke et færdigt produkt.

Dannelse sker i et samspil. Barnets forståelse af dets egen formåen, læring og tænkning skal ses i lyset af det samspil og den dialog, der er i hverdagen mellem pædagoger og børn i både tilrettelagte og ikke tilrettelagte aktiviteter. Som jeg ser det, har pædagogerne to opgaver for at fremme dannelse og læring: at skabe gode læringsmiljøer og differentierede børnefællesskaber. Børnefællesskabets værdier skal vedligeholdes med fokus på at udvikle barnets selvtillid, selvagtelse og selvværd.

Helle Trasborg stillede spørgsmålet om, hvorvidt dannelse og læring kan udfolde sig i daginstitutionerne med de normeringer, vi har nu?

Det tror jeg, er muligt, hvis vi bliver klogere på, hvordan vi kan dokumentere det dannelsesarbejde, som er vigtigt, og som netop pædagoger er gode til, men som desværre er overset i dagtilbudsloven. Jeg ser ikke dokumentation som mistillid, men som et værktøj til refleksion og til at udvikle blandt andet dannelse. Lad mig give et eksempel.

I Svendborg Kommune har vi forsøgt med en metode til udarbejdelse af en kvalitetsrapport, som er udviklet i Odense Kommune. I metoden bidrager både personale, forældre, børn og ledere til analysen, og der er fokus på både det fysiske, psykiske og æstetiske læringsmiljø, på omsorg og trivsel, på pædagogiske læreplaner, fysisk indretning og anvendelse og på det pædagogiske personales kvalifikationer, kompetencer og engagement. Analysen viser en række mønstre:

Børn lærer typisk i situationer, hvor den voksne deltager eller guider og sætter fokus på læringen. Og der, hvor den voksne udviser stort engagement, glæde og stort nærvær, bliver læringsmiljøet mere energigivende og positivt for barnet. Det er desuden vigtigt, at aktiviteten gentages kontinuerligt.

Jeg mener, at eksemplet viser, at vi skal forsøge at finde muligheder for at dokumentere vigtigheden af dannelse og læring. Og at arbejdet med det netop kendetegner dagtilbud af høj kvalitet.

Har vi så dagtilbud af høj kvalitet? Jeg er helt enig med Helle Trasborg i, at normeringer og uddannet personale har en betydning for mulig­hederne for at skabe dannelse og læring af høj kvalitet. Men normering alene skaber ikke høj kvalitet. Det kræver engagement, glæde, nærvær, positivitet, at der reflekteres over og differentieres i de læringsmiljøer, som tilbydes.

Fra Martin Bayers forskning i pædagogers karrierebaner ved vi, at når pædagoger bliver spurgt om, hvorvidt erfaring, teori eller personlighed betyder noget i deres arbejde, tæller erfaring og teori næsten ingenting. Det vidner om, at pædagoger i vid udstrækning anser deres arbejde for meget praktisk og ikke tillægger deres faglige viden nogen særlig betydning. Det skaber et broget billede af pædagogers professionelle identitet og har stor betydning for det fokus, vi får skabt på vores fag, og ikke mindst den betydning faget har for udvikling af høj kvalitet i dagtilbud. Vi har som profession brug for at blive mere præcise på de didaktiske overvejelser og metoder og på den teori, vi anvender.

Så jeg sender stafetten videre med spørgsmålet: Hvordan får vi ændret det brogede billede af pæda­gogers profession? Og hvordan får vi en reflekteret og tilrettelagt praksis i hverdagen med fokus på vigtigheden af børns dannelse og læring, så alle kan se, at det er en god investering i fremtiden at satse på høj kvalitet i dagtilbud?



Med det spørgsmål sender jeg stafetten videre til Johnny Gaarsdal, børnehavepædagog i Søstjernen i Viborg Kommune og pædagogisk meningsdanner.