Dannelsesstafetten: Dannelse - hvorfor nu det?

Vi skal debattere dannelse, fordi vi ikke må smide barnet ud med badevandet. Når samfundsdebatten tager den drejning, vi har set, hvor det primære kriterie er, om man lærer hurtigt nok og er samfundsnyttig og produktiv, så skal vi minde om den dannelse, der er forudsætningen for læring, samfundsnytte og produktivitet. Nemlig evnen til at mestre sit liv, til at indgå i fællesskaber og til at bidrage med egne input. Det er det, Wilhelm von Humboldt i 1809 så som vekselvirkningen mellem det subjektive og objektive. Eller det, som idéhistoriker Lars Henrik Schmidt i 1999 kalder evnen til at overskride sig selv i det sociale.

Hvis ikke vi gennem hele livet og hele vejen op igennem uddannelsessystemet startende med daginstitutionerne bevidst arbejder med dannelsesdimensionen, får vi ikke hele mennesker, men halve. Og så opnår vi ikke den synergi, der ligger i, at dannelse støtter læring, at fællesskabsorientering støtter samfundsnytte, og at idérigdom og kreativitet støtter produktivitet.

Vi er bedst tjent med hele livsduelige borgere – især hvis vi skal stå os i konkurrencen. Derfor har BUPL sammen med en række underviserorganisationer i Danske Underviserorganisationers Samråd, DUS, som blandt andre også rummer Danmarks Lærerforening, Gymnasielærerforeningen og Dansk Magisterforening, sat en dannelsesstafet i gang i forskellige medier.

Debatten skal sprede sig som ringe i vandet – til pædagogisk praksis, til skoler, til kommuner og til uddannelses- og socialpolitikere på Borgen. Og så kan vi lave et modtræk, få dannelse helt frem under pandelappen og undgå at smide barnet ud med badevandet, næste gang der kommer en økonomisk analyse, der argumenterer for tidligere skolegang eller øget produktivitet.

Hvordan er det så, at pædagoger arbejder med dannelse og fremme af livsduelige børn og unge? Jeg mener, at dannelse sammen med omsorg, socialisering og læring udgør grundstenene i det pædagogiske arbejde. Pædagogerne er sammen med forældrene i al beskedenhed første led i livsduelighedskæden. Det er en privilegeret position, som vi udnytter til at gøre vores bedste. Og det er takket være pædagogernes målrettede og systematiske arbejde med dannelse, at det er socialt afstemte og nysgerrige børn fulde af selvværd, vi sender videre til folkeskolen. I skolen er der heldigvis både dygtige lærere og pædagoger, der griber depechen og arbejder videre med den dannelse, der ligger i opdragelsen til at blive et helstøbt menneske, der kan indgå i vores demokratiske samfund, og udvise respekt, lydhørhed og rummelighed for andre i tanke og handling. Og som har mod på endnu mere uddannelse.

Jeg bliver stolt over pædagogerne, når jeg hører eksempler på dannelsesarbejdet, som det for eksempel udfolder sig i børnehaven Hylet. I Hylet ligger legepladsen fysisk adskilt fra institutionen. Derfor har pædagogerne givet et stort og et lille barn den fælles opgave at slukke lyset, når børnehaven går på legepladsen. De er lyse­slukkergruppen. Den store får et særligt ansvar for opgaven og for at henvende sig til den lille, og den lille er fuld af beundring og lærelyst. De vokser begge af opgaven og føler ansvar, også for miljøet. Og så er der eksemplerne fra museet og bussen, hvor pædagogerne på samme måde arbejder med, at børnene lærer at afkode, hvordan man opfører sig hensynsfuldt i forskellige sammenhænge.

Det er sådanne eksempler på pæda­gogernes arbejde med dannelse og livsduelighed, jeg efterlyser i denne debatstafet. Jeg efterlyser også meninger og holdninger til, om vilkårene for at arbejde med dannelse er blevet værre eller bedre. Hvad skal der til, for at skabe livsduelige mennesker i fremtidens samfund? Står det i modsætning til at blive en relevant arbejdskraft på fremtidens arbejdsmarked?