Dagpenge skal beskæres
Dagpenge skal beskæres
Færre penge om måneden er hvad de arbejdsløse kan se frem til ifølge en lækket rapport fra Dagpengekommissionen. Det skriver Politiken, som er i besiddelse af den 120 sider lange rapport, der angiveligt indeholder tre mulige løsninger for at ændre det nuværende dagpengesystem. Løsningerne er under forudsætning af, at dagpengeudgifterne ikke må stige.
En er at forlænge dagpengeperioden fra to til tre år og samtidig sænke i den månedlige ydelse med mellem 6 og 15 procent, alt efter hvem og hvor mange af dagpengemodtagerne reduktionen skal gælde.
Anden mulighed er at fortsætte med en toårig dagpengeperiode. Som noget nyt skal et halvt års beskæftigelse udløse et 3. år med en reduktion af satsen på 20 procent.
Den tredje mulighed er, at man gør det muligt løbende at genoptjene og forbruge dagpenge, hvor der optjenes to måneders dagpengeret for hver måned i beskæftigelse. Det kræver, at man reducerer ydelsen med 5 procent, når den optjente dagpengeret er lavere end et år.
I dag har ledige ret til to års dagpenge. Derudover skal man samlet set have et helt års ordinært arbejde inden for tre år, hvis man skal have ret til yderligere to år med dagpenge.
Det er ikke let arbejde, som kommissionen er sat på, medgiver Lasse Bjerg Jørgensen, formand for BUPL’s a-kasse.
»Løsningerne viser, at Dagpengekommissionen opererer med et umuligt kommissorium om, at de skal holde sig inden for den økonomiske ramme af det nuværende system, og det giver kæmpe udfordringer. Derfor må politikerne være åbne over for, at der skal tilføres flere penge, hvis man skal lave et fremtidssikret system, som danskerne kan støtte, og som de kan se sig selv være en del af,« siger Lasse Bjerg Jørgensen og påpeger, at BUPL vil have et fleksibelt optjeningssystem.