Cutting; Smertensbarn

Louise kniber øjnene i og gaber intenst. Forleden nat sov hun kun to timer fra klokken 04.30 til 06.30, fortæller hun. Resten af tiden lå hun og roterede, mens tankerne tumlede rundt i det 14-årige hoved.

"Jeg tænker meget på mine forældre, når jeg ligger dér. Og på hvordan det havde været, hvis de ikke var blevet skilt, da jeg var tre år..."

"Jeg får også en masse skyldfølelse, over hvad jeg har gjort mod min familie," tilføjer hun.

Så det er ikke så mærkeligt, hvis hun er træt. Louise bruger mange nattetimer på at ligge og gruble og prøve at få brikkerne i hendes private puslespil til at falde på plads. Men det er, ligesom om de bliver ved med at springe op og danne nye, helt forkerte mønstre. Lige for tiden har hun for eksempel afskåret forbindelsen helt til sin mor, og faderen har hun også opgivet at komme i kontakt med.

"Det er altså svært at have to familier, der er så forskellige. De kan ikke blive enige om noget som helst," forklarer Louise, der boede hos sin mor og "halvfar," som hun siger, ind til for et år siden. Så blev hun træt af moderens strenge normer og flyttede over til sin far og "halvmor," hvor friheden til gengæld var total, grænsende til det ligegyldige.

"Men jeg har mange problemer med min halvmor, og min far kan bare ikke tage stilling til noget som helst. Han mener altid kun det, som min halvmor mener," beskriver Louise.



Blodet styrer. Det er cirka to år siden, Louise skar sig for første gang. Hun kan ikke huske de nærmere omstændigheder, siger hun, men sandsynligvis var det efter et skænderi med moderen. Og følelsen af at være i kontrol, den husker hun. At se blodet pible frem, når hun skar med køkkenkniven, gav en vis ro.

"Det skulle bare gå ud over mig selv på en eller anden måde, og når jeg så mit blod løbe, så følte jeg, at dét kunne jeg da i det mindste styre."

Louise trækker op i de lange ærmer og viser sine skamferede underarme frem. Snitsårene ligger som kaotiske korssting blandet med brændemærker, og et enkelt sted danner arvævet tre små bogstaver: HAD.

"Se så her," siger hun og blotter sin højre ankel, hvor et kors til evig tid vil minde om, hvor fortabt og magtesløs hun følte sig som teenager.

"Det lykkedes på en eller anden måde at overbevise mig selv om, at det var det rigtige, jeg gjorde, når jeg skar mig. Ligesom jeg i en lang periode bildte mig selv ind, at jeg kun kunne sove, hvis jeg tog en ordentlig håndfuld Panodiler. I dag kan jeg da godt se, at det er det dummeste, man kan gøre," siger Louise.



En at tale med. I skrivende stund er det halvanden måned siden, hun sidst har skåret sig. Men der gik lang tid, inden nogen opdagede, hvad Louise havde gang i. Det var klasselæreren på den nye skole, der slog alarm for et lille års tid siden - kort efter at Louise var ankommet midt i 7. klasse. Alarmen gik i første omgang ikke til hjemmet, men til specialpædagog Mette Jørgensen. Hun fik en god kontakt med Louise, der i dén grad trængte til en forstående voksen. En, der gad at lytte uden at være fordømmende, bryde grædende sammen eller vende det døve øre til.

"Dengang kunne du slet ikke se, hvad det var, der skete omkring dig," siger Mette Jørgensen og understreger, at Louise ellers er en kvik pige. Det er skam ikke det.

"Louise har bare et bagland, som hun slet ikke kan bruge til noget, og veninderne har ikke den erfaring, der skal til for at guide hende igennem en svær periode."

Mette Jørgensen taler åbent og direkte, mens Louise sidder og lytter.

"Du har jo en temmelig provokerende adfærd, så du kører mange voksne helt ud over grænsen, hvor de til sidst vælger dig fra. Eller du vælger dem fra. Det er en ond cirkel," siger Mette Jørgensen.

Louise protesterer ikke. Hun har fattet pointen. Det er bare svært at ændre adfærd.

"Jeg fortæller Mette alt, og hun er god til at sætte grænser for mig," siger den unge pige, der har en drøm om at blive tøjdesigner. Engang.

"Jeg synes også, du er nået langt, siden vi startede. Du er gladere i længere perioder," svarer Mette Jørgensen, der har en times fast konsultation med Louise om ugen plus det løse, som består af e-mails og telefonopkald foruden en hurtig snak på gangen, når de mødes.

Det er sådan Mette Jørgensen arbejder; med en høj grad af tilgængelighed også i ferier og på fridage og når som helst på døgnet, hvis det brænder på for en af pigerne.

"Jeg tror, det er helt afgørende, at jeg er så tæt på," siger hun.



Voldsom forældrereaktion. På mange måder har Mette Jørgensen overtaget forældrerollen for sine piger. For der er mange som Louise, der går rundt med ar på både arme og sjæl.

I Ringe begyndte det så småt at dukke op i skolernes ældste klasser i foråret 2004, og siden har fænomenet spredt sig som en ondartet epidemi blandt de unge piger. En udvikling, som ifølge fremtrædende eksperter også tegner sig i resten af landet.

"Nogle skamferer også sig selv ved at sprøjte sig med deodorant til det isner hul. Eller de skraber huden af underarmene med en neglefil," beskriver Mette Jørgensen.

Som regel foregår det, når pigerne er alene, og til hverdag skjuler de arrene godt under langærmede bluser.

"Det er rigtig voldsomt. Jeg bruger det meste af min tid som specialpædagog på samtaler med de her piger," siger hun.

"Pigerne har typisk foretaget et helt bevidst fravalg af forældrene. I stedet kommer de til mig, når det går op for dem, at de trænger til hjælp. I mange tilfælde ved forældrene intet om, hvad deres børn går og foretager sig, og når de finder ud af det, bliver de enten dybt ulykkelige eller voldsomt vrede. Eller begge dele på én gang. Og ingen af delene kan pigerne bruge til noget."

"Pigernes erfaring er netop, at forældrene kun reagerer på hand-

linger og ikke på baggrunden for deres børns opførsel," siger Mette Jørgensen. "Så jeg tager den snak med pigerne, som forældrene burde have haft. Om følelser og fremtidsdrømme. Jeg får dem til at fortælle, hvad de gerne vil med deres liv, og så formulerer vi i fællesskab en handleplan for, hvordan de kan nå deres mål."

Mette Jørgensen erkender, at det lyder både simpelt og banalt. Men til gengæld virker det.

"Jeg føler, at jeg gør en forskel for de fleste af de her piger. Ellers var det jo ikke til at holde ud," siger hun.



En broget skare. Mette Jørgensen understreger, at man ikke kan rubricere "cutterpigerne" til nogen socialgruppe. Der er på alle måder tale om en broget skare; Louise for eksempel kommer fra et hjem med veluddannede forældre og har - alt andet lige - gode forudsætninger for at kunne indfri sit mål om en designeruddannelse.

Det brogede billede bekræftes af skolepsykolog i Ringe Kommune, Birthe Nørgaard Andersen, der ser en klar tendens til, at de unge piger i højere grad begynder at skære sig frem for at sulte sig. Hun tilføjer, at der er stor forskel på, hvor alvorligt et nødråb snitteriet er.

"I den lette ende ser vi det som impulshandlinger, som pigerne tager i anvendelse, hvis kæresten slår op, eller de har været i skænderi med forældrene," forklarer hun.

I den tungere ende er snitteriet mere systematiseret.

"Det er de indadvendte børn og unge, som har haft det skidt i lang tid, men som har sendt så svage signaler, at alle har overset dem. De kan bære rundt på en gevaldig smerte og afmagtsfølelse, og for dem skal der ikke nødvendigvis nogen ydre hændelse til som udløsende faktor," siger Birthe Nørgaard Andersen.

Psykolog Kim Lundqvist fra Faaborgs Børne- og Ungerådgivning ser samme udvikling i sit pastorat.

"Billedet er det samme her, og det er noget, vi er meget opmærksomme på. Blandt andet har vi planlagt en temadag, hvor emnet indgår her i slutningen af januar," siger Kim Lundqvist. Han mener, man kan tale om, at anoreksien var 1990'ernes udtryksmåde, mens cutting ser ud til at blive dette årtis svøbe blandt unge med ondt i tilværelsen.



Louise er et opdigtet navn. Den 14-årige pige i artiklen optræder anonymt og ifølge aftale med hendes forældre.



Flere end vi tror

I en stor undersøgelse om unges trivsel, som Center for Selvmordsforskning foretog blandt over 5000 fynske 8.-9. klasseelever og deres forældre i 2002, svarer 17 % af pigerne ja til, at de har erfaring med selvskadende handlinger såsom at tage piller eller at snitte i sig selv. Knapt 5 % af drengene svarer ja til samme spørgsmål.

Fra samme undersøgelse ved man, at meget få forældre er vidende om deres barns selvskadende adfærd. Kun 1,3 % af mødrene svarer ja til dette spørgsmål og 1,6 % af fædrene.

Centerleder Lilian Zøllner, Center for Selvmordsforskning, mener, at tallene giver et troværdigt indtryk af, hvor mange unge, der har prøvet at skade sig selv blandt andet ved cutting.