Computer pæd@gogik

På computerskærmen er der et billede af en pige fra klubben. "Hej, jeg hedder Charlotte. Vil du høre, hvad min Barbie-dukke hedder? Den hedder Katrine," lyder det ud af computerens højtalere, da pædagog Trine Lauridsen kører musen hen over billedet af pigen.

Charlotte har lavet en lille historie om sig selv og sine Barbie-dukker på computeren, hvor hun selv har taget billeder og indtalt dialogen mellem dukkerne.

Trine Lauridsen er computerpædagog i Frederiks Fritidsklub, der ligger i Frederiks lidt syd for Viborg. Hun har lært Charlotte at bruge programmet Mediator, som den virtuelle Barbie-leg er produceret på.

»Det er fantastisk, det her. Jeg kan stadig blive dybt fascineret af, at man kan lave det,« siger Trine Lauridsen.

For halvandet år siden anede Trine Lauridsen ikke, hvor mange muligheder der var i en computer.

»Jeg havde ingen forudsætninger overhovedet. Det eneste jeg kendte til computere var, at jeg havde skrevet opgaver på sådan en på seminariet,« siger Trine Lauridsen.

Men projektet Computerpæd@gogik, hvor hun i et helt år har været fast pædagog i computerrummet, har ændret det.

Det var en pædagogstuderende, der skubbede projektet i gang ved at stille det indlysende spørgsmål: "Hvad vil I egentlig med de der computere?"

»Det var tarveligt spurgt, for vi ved faktisk godt, hvad vi vil med alle ting herude, men lige de der computere, det vidste vi ikke lige helt, de var her jo bare,« siger Trine Lauridsen, 28 år, der lige er gået på barsel. Den store mave afslører, at fødslen er nært forestående.

Søren Nørgaard, leder af Frederiks Fritidsklub med 115 børn i alderen fra seks til 11 år, erkender, at den studerende ramte plet med det spørgsmål.

»Vi havde da diskuteret computerne, men diskussionen havde mest kørt på regler, hvor lang tid børnene måtte spille og sådan noget. Et meget praktisk niveau,« siger Søren Nørgaard, 38 år.

Men det skulle der laves om på. Efter noget betænkningstid sagde Trine Lauridsen ja til at blive computerpædagog. Hun fik et år i computerrummet, hvor hun dels skulle sørge for, at børnene fik prøvet nye muligheder af i den digitale verden, dels skulle hjælpe samtlige kolleger til at formulere og gennemføre et projekt med computere.



Fordømmende pædagoger. Planen var, at alle i personalegruppen skulle vide, hvad man snakkede om, når computeren var til diskussion. For alt for mange pædagoger lider af berøringsangst overfor computere, mener Søren Nørgaard og Trine Lauridsen:

»Det er ok inden for vores fag at sige, at computere vil man ikke have med at gøre. Det er en acceptabel holdning. Hvorimod det overhovedet ikke er acceptabelt at sige, hvis man er lærer,« siger Trine Lauridsen.

Søren Nørgaard undrer sig over, at det er sådan.

»Man er nærmest en lidt progressiv pædagog, der tør melde klart ud, hvis man siger nej til computere. Hvorimod en pædagog, der siger: "Jeg vil overhovedet ikke have noget med bespisning af børn at gøre. Det, de spiser, er alligevel for fedt, og har du set, hvordan de spiser? Det er ulækkert". Ville vi ansætte en person, der har sådan en markant holdning,« spørger Søren Nørgaard, der synes, at pædagoger er dobbeltmoralske.

»Har vi restriktioner om, at man kun må lege 20 minutter på moon-car? Må man kun lege 20 minutter med LEGO? Nej vel. Hvorfor må man så kun lege 20 minutter med en computer? For børn er det det samme,« siger Søren Nørgaard.

»Hvorfor farer vi ikke ud til

Johnny, der har siddet et år på moon-caren? Eller dem, der har siddet og leget med perler hele vinteren? Eller dem, der sidder i sandkassen hele sommeren? Det er fordi, det er godkendte, politisk korrekte aktiviteter i den pædagogiske verden. Det er computere ikke. Det er stillesiddende, fordummende, mangel på kreativitet, asocialt. Og det er det bare overhovedet ikke. Det er alt det modsatte,« siger Søren Nørgaard og tilføjer:

»Det er klart, at for meget er for meget, og det gælder for alt.«



Drenge og piger. Projektet Computerpæd@gogik har vist, at pædagoger kan gøre en enorm forskel for børnene, hvis de går ind i computerrummet og sætter sig ind i tingene.

»I fritidsinstitutionerne har vi mulighed for at give dem noget, som skolen ikke kan give, og som hjemmet heller ikke kan. Det er muligheden for at lege sammen med en voksen,« siger Trine Lauridsen.

»Hvis børn skal flyttes, og det gælder i alle forhold, så skal den voksne spilles ind på banen,« siger Søren Nørgaard og påpeger, at Trine Lauridsen virkelig har formået at flytte børnene

»De vælger nogle andre spil, når hun er tilstede. Og hun kan introducere nogle ting for dem, som de ikke troede var muligt på en computer, fordi der aldrig er nogen, der har vist dem, hvad den kan,« siger Søren Nørgaard.

Normalt er drengene mest optagede af actionspil, hvor det gælder om at konkurrere. Og normalt er pigerne slet ikke optagede af computerspil. Men alt det ændrede sig, da Trine Lauridsen fik sin daglige gang i computerrummet.

»Da jeg gik herover og begyndte at spille, så begyndte piger og drenge at sidde og spille sammen. Og der kunne godt komme nogle dumme kommentarer fra drengene til pigerne, "åhr, gider du det". Men når hun så begynder at lave stunts på Barbie-snowboards, så er det noget andet. Så bliver der kigget, og når det så er drengenes tur, så var det også det spil, der kom i. Det havde jeg ikke forventet. Og det vil de heller aldrig gøre, når de sidder alene i computerrummet, for så leger de deres normale drengelege, hvor man skal være sej, skal kæmpe og udfordre hinanden,« siger Trine Lauridsen.

Søren Nørgaard understreger, at selv om drenge og piger spiller samme spil, er der stor forskel på, hvordan de spiller det.

»Drengene bruge så ikke tiden på at vælge skitøjet. Det gælder om at komme ud på det bræt og lave nogle rekorder, hvor pigerne kan bruge hele tiden i omklædningsrummet, hvor Barbie skal vælge, hvad hun skal have på. Og det er jo deres leg. Der er ikke noget af det, der er mere rigtigt eller forkert end det andet. Det er deres leg, de bare flytter ind i computeren. Der er ikke noget odiøst i det.«

Er det computerpædagogens tilstedeværelse, der åbner op for, at en dreng kan sidde og lege med pigespil?

»Ja, med mange spil er det. For så er der plads til det. Så er der ikke alle kammeraterne, der sidder bag ved og siger øv,« siger Trine Lauridsen, der ikke er bleg for at diktere, hvad der skal spilles.

»Jeg kan godt finde på at sige, at i dag så spiller vi kun et spil. Det kan være et spil som LEGO Logo, som man spiller i netværk, hvor togene kører fra den ene skærm til den anden, og hvor man kan skrive kort til hinanden. Det er tit sådan et spil, som de ikke lige får gang i selv, for hvem skal sætte sig ind i det? Men når de får prøvet det, så bliver det et hit, og de ser de muligheder, der er i det,« siger Trine Lauridsen.



Socialt spil. Frederiks Fritidsklub har to computerrum, et med to computere, som mest bruges til spil, og et andet med tre computere, hvor Trine Lauridsen har været igangsætter og inspirator. Og selv om rummet ikke er meget mere end seks kvadratmeter, så hiver hun gerne mange børn med ind i rummet.

»Jeg vil aldrig gå på værksted kun mig og tre børn til tre computere. Minimum er seks børn, for der sker så meget, når de er sammen. Og hvis de spiller, så kan der sagtens være 12 derinde,« siger Trine Lauridsen.

Computerpæd@gogik har nemlig åbnet Trine Lauridsens øjne for, at computerspil langt fra er asocialt.

»Jeg havde regnet ud, at det ikke var fordummende, men jeg kan da stadig blive overrasket over det fællesskab, børnene har. Det er en kæmpe aha-oplevelse, at vi har fundet ud af, at børnene får noget ud af at være sammen om at spille,« siger Trine Lauridsen.



Play Station. For at undgå at alle børnene vil ind og spille computer på en gang, har klubben også sat et tv og en Play Station op i alle tre børnegrupper. Børnene kan frit bruge spillene.

»Vi ved, at der er spillomaner, som synes, at ugen har været dårlig, hvis de ikke har fået deres skud spil. Derfor besluttede vi at købe nogle Play Stations, og det vil jeg anbefale meget, for der er ikke mange tekniske problemer med dem,« siger Søren Nørgaard.

»Og det er heller ikke så dyrt. En playstation koster 1000 kroner, et spil omkring 100, og så skal du have et tv. Men så er du også i gang med at flytte hegnspæle,« siger Søren Nørgaard og påpeger, at spillemaskinernes tilstedeværelse også har været med til at åbne pædagogernes øjne for, at børn faktisk får noget ud af at spille computerspil sammen.



For voksne. Computerpæd@gogik har involveret samtlige pædagoger - helt konkret. Hver eneste ansat har nemlig i foråret stået for et 14 dages forløb i computerrummet - med Trine Lauridsen som hjælper.

»Vi har taget fat i noget, som de har interesseret sig for i forvejen. Vores musikmand har lavet noget med musik, og Anne-Marie Andersen er håndarbejdslærer, og så prøvede vi at finde noget, som var kreativt, og som appellerede til hende,« siger Trine Lauridsen.

Anne-Marie Andersen endte med at tage 20 piger med sig. Sammen lavede de bogmærker, kalendere og fødselsdagsinvitationer i programmet Publisher. Såvel pigerne som Anne-Marie syntes, at de 14 dage var alt for kort tid (se artiklen: Det var ikke så farligt).

»Det var også det mest suveræne forløb. Og hun vidste ingenting overhovedet, da hun startede,« siger Trine Lauridsen

Har pædagogernes erfaringer betydet et gennembrud i personalegruppen?

»Ja, det har det. De har flyttet sig. Der har været en gruppe, der hele tiden har været imod. Og så har der været den største gruppe, der ikke rigtig vidste, hvad det var for noget, og hvad de skulle synes om det. Og nu ser de fleste det som en positiv ting, som vi virkelig skal arbejde videre med,« siger Trine Lauridsen og beklager, at pædagoger ved alt for lidt om computere.

»Uvidenhed er en kæmpebarriere,« siger hun.

»Når man ikke en gang kan bruge tekstbehandling, hvordan skal man så kunne lave noget sammen med børn. Det er en kæmpebarriere, at man ikke har redskaberne. Og der er ingen opbakning til de kurser, hvor man kan få den viden,« siger Trine Lauridsen.

Den manglende viden får pædagogerne til at give op på forhånd, mener Trine Lauridsen.

»Man bliver sat i nogle situationer, som man ikke lige kan løse, hvor man må sige til børnene: "Det ved jeg ikke lige, hvordan man klarer". Jeg tror, det er det, pædagoger har svært ved,« siger hun.

Har du svært ved det?

»Neeej, det har jeg ikke haft vildt svært ved. Man kan da godt blive sådan svedt, men jeg kan også løse de fleste tekniske problemer efterhånden. Men jeg har set på mine kolleger, at bare det, at jeg har været der, har betydet, at de har kunne lægge det ansvar fra sig. "Trine er her. Det er i hvert fald hendes skyld, hvis vi ikke kan få printet ud i dag. Det må hun tage sig af",« siger Trine Lauridsen.



En pædagogisk målsætning. Computerpæd@gogik er mundet ud i en omfattende evaluering, og personalegruppen i Frederiks Fritidsklub har også diskuteret computere i forhold til den generelle målsætning.

»Vi har holdt det op mod den generelle målsætning, og vi kan nemt forsvare det. Det underbygger det faktisk,« siger Trine Lauridsen.

Målsætningen lægger vægt på, at de voksne tager udgangspunkt i børnenes ønsker og behov, så der er næsten ingen undskyldning, mener Søren Nørgaard.

»Børnene interesserer sig for det, og de er topmotiverede. Man har ikke den barriere, at man skal overtale børnene. Det er ikke ligesom at få dem til at spise frugt,« siger Søren Nørgaard.

»Det er noget, hvor vi kan se, vi gør en forskel. Det gør vi også på det kreative værksted, på træværkstedet og på byggelegepladsen. Og hvis vi synes, det er væsentligt, at de voksne skal betyde en forskel i en aktivitet, så er der ingen grund til at lave et specielt regelsæt for computere, for det er ligesom alt muligt andet. Vi vil ikke gøre idéen en tjeneste, hvis det skal have et specielt afsnit,« fastslår Søren Nørgaard.

Nu er Computerpæd@gogik afsluttet, og Frederiks Fritidsklub vil ikke længere afsætte en pædagog til at være fast i computerrummet.

»Vi fortsætter med, at børnene kan komme på værkstedet selv. Så er det den voksne, der lukker børnene ind på værkstedet, som har tilsynet,« siger Søren Nørgaard, der, mens Trine Lauridsen er på barsel, bliver den teknisk ansvarlige for, at den følsomme teknik fungerer.

»Men nummer et for mig er stadigvæk, at der er en voksen, der arbejder sammen med børnene, inspirerer dem og introducerer nogle nye ting for dem.«

Start her



Børn&Unge bad Trine Lauridsen og Søren Nørgaard om at nævne nogle spil og programmer, som vil være velegnede for børn

fra seks til omkring 11 år.

SPIL

* The Sims. Simulationsspil. Lav en familie, byg et hus og skab et indholdsrigt liv for dem. Både drenge og piger er vilde med det. »Hvis vi satte den danske pædagogstand til at spille det her en uge, så ville de overgive sig. Det spil er så genialt, at det ville omvende dem,« siger Søren Nørgaard om The Sims.

* Age of Empire og Tiberian Sun.

Gode strategispil, især til drenge.

* LEGO Racer. Byg din egen legobil og kør om kap med den.

* LEGO Friends. En pigegruppe skal udgive en plade. Spilleren laver selv musik, dansetrin og dagbog. Kræver en god computer.

»Det bedste pigespil,« siger Trine Lauridsen.

* Spøgelse med forkølelse. Et eventyrspil med udfordringer for alle.

Programmer (kræver lidt kendskab til IT):

* Publisher: Layout-program. Kan lave fødselsdagsinvitationer, kort, kalendere. Kan blande tekst og billede.

* Mediator. Kræver voksen hjælp. Multimedieværktøjsprogram, hvor man selv kan

sammensætte tekst, lyd, billeder og video.

Kan også sammensætte animationer til fortælling.