Chip-armbånd skaber splid

Overvågning af børn er et kontroversielt emne i Danmark. Det har fem institutioner i Silkeborg og Skanderborg fået at føle, efter at de luftede idéen om at udstyre børnene med chip-armbånd, som kan registrere, når børnene kommer og går. Historierne gik medierne rundt. BUPL, forældreforeningen FOLA og børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) var kritiske, og debatsiderne flød med hårde ord til institutionerne.

I Galten nord for Skanderborg undrer institutionsleder Lisbeth Højvang sig over virakken. Hun er én af foregangskvinderne bag et større innovationsprojekt, som Børn&Unge beskrev i sidste nummer.

Siden januar har idérige pædagoger fra fem institutioner arbejdet med at udvikle metoder, der kan give medarbejderne mere tid til at være sammen med børnene og større mulighed for at være nærværende. Foreløbig er en vuggerobot det håndgribelige resultat af arbejdet. Chip-armbåndet er derimod stadig en idé.

"Idéen med chip-armbåndet er slet ikke færdigudviklet, og det er overhovedet ikke på vej i vores institutioner lige foreløbig. Derfor har vi heller ikke selv nået at diskutere de etiske aspekter af netop denne idé," siger Lisbeth Højvang, der er leder af Børnehaven Porskjær og Den Integrerede Institution Gyvelhøjen. Hun har beskrevet idéen med chippen på en konference og har holdt et møde med et privat firma for at finde ud af, om idéen overhovedet kan føres ud i livet. Det kan den sandsynligvis.



Nærvær frem for papir. En stor del af kritikken er gået på, at børnene vil miste personlig kontakt med de voksne, når de ikke længere skal sige 'godmorgen' og 'farvel'. Det har da heller aldrig været meningen.

"Hvis chip-armbåndet bliver til noget, skal vi tage imod børnene, som vi hele tiden har gjort. Forskellen vil være, at vi ikke skal huske at sætte krydser og derfor netop har bedre mulighed for at være nærværende. Vi kan koncentrere os om børnene i stedet for et stykke papir," siger Lisbeth Højvang og tilføjer, at både forældre og politikere i Silkeborg og Skanderborg har bakket institutionerne op.

De midtjyske pædagoger oplever, at mange kritikere ikke har sat sig ordentligt ind i sagen. Det er ikke usædvanligt, når det handler om overvågning af børn, fortæller lektor Peter Lauritsen, der forsker i overvågning på Institut for Informations- og Medievidenskab på Aarhus Universitet.

"I vid udstrækning har vi den opfattelse, at overvågning er noget, vi fanger kriminelle med. Det er noget negativt, og det skal vi være forsigtige med. Når vi kombinerer overvågning med en børnehave, skaber det store følelser. Vi har svært ved at vurdere det nøgternt, og så kommer der mange automatreaktioner. Når det handler om børn, siger vi, at de ikke skal overvåges, selvom vi allerede overvåger børn via babyalarmer og mobiltelefoner. Vi tænker bare ikke på det som overvågning," siger han.

Peter Lauritsen advarer mod at drage for­hastede konklusioner.

"I yderste konsekvens afskærer vi os fra muligheder, fordi teknologien kan bruges konstruktivt til at forbedre nogle ting. Det går vi glip af, når vi pr. automatik afviser teknologien," siger han.

Peter Lauritsen, vurderer, at der ikke er ­noget uetisk eller negativt ved chip-armbåndet.



Mindre debat i udlandet. Institutionerne i Skanderborg og Silkeborg er ikke de første, der kommer i mediernes søgelys på grund af ny teknologi. I 1998 var det den integrerede institution Dronning Olga på Frederiksberg, som skabte debat. Via webcams tog de et billede af børnene hvert tiende sekund og sendte det hjem til forældrenes computer. Også dengang lød der hård kritik fra mange sider.

I andre lande går det mere stille for sig. Sidste år begyndte flere svenske børnehaver at udstyre børnene med gule veste med indbyggede gps-sendere, når de er på tur. Går et barn mere end 120 meter væk fra pædagogen med modtageren, lyder en alarm. Både forældre og medier har modtaget nyskabelsen som en metode til at sikre, at børnene ikke bliver væk.



Hjertetjek. I Japan er forskere i gang med den absolut udvidede udgave af gps-sendere på børn.

Forskere fra Tsukuba University har udviklet og testet en elektronisk enhed, der ikke bare fortæller, hvor barnet er. Den viser også, hvor hurtigt barnet bevæger sig, om det ligger ned eller står op, og om barnet er sammen med de andre børn, der har samme udstyr på. Under tøjet er der monteret en pulsmåler. Hvis den viser, at hjertet slår hurtigere end normalt, aktiverer det et kamera, som tager et billede og sender det til forældrene, pædagogerne eller andre relevante personer.

Udstyret er afprøvet på børn mellem 2 og 6 år. Næste skridt er at afprøve en udvidet version på skolebørn fra 6 til 11 år. Her skal der tilføjes en mikrofon, så barnets samtaler kan optages.

Ifølge forskerne er formålet at øge børnenes sikkerhed og afsløre, om børn bliver mobbet, skriver det britiske magasin New Scientist, der også beretter, at forskernes arbejde ikke har ført til den store debat i Japan.

"Teknologien vil blive accepteret - i det mindste i den nærmeste fremtid. Man går ikke så meget op i privatlivets fred i Japan. I USA eller Europa ville sådan et sporingssystem være meget mere kontroversielt," forklarer Kenji Kiyonaga, der forsker i børns sikkerhed på Japan Women's University i Kawasaki.

Selvom overvågning af børn tilsyneladende skaber mere debat i Danmark end andre steder, er danskere ikke meget anderledes end folk fra resten af verden, når det handler om overvågning generelt, forklarer Peter

Lauritsen fra Aarhus Universitet.

"Vi er ikke overvågningsforskrækkede. Vi har videoovervågning mange steder, og det er danskerne glade for," siger han.