Bye bye drømmejob. Fyret for at være gravid

Endelig, et halvt år efter hun har bestået den sidste eksamen på pædagoguddannelsen, lykkes det Camilla Friis Scharling at få et job i sommeren 2012, og endda et drømmejob. Hun bliver ansat i et årsvikariat i en lille selvejende døgninstitution, Skovbrynet ved Næstved, der tager sig af voksne autister. Først er hun nattevagt, men hun skifter hurtigt til dagvagt.

Men midt i september 2012 har hun en episode med en beboer, der skubber til hende i vrede. »Der har jeg fundet ud af, at jeg er gravid, så jeg ved, at jeg skal passe på min mave,« siger hun.

»Og jeg bliver bevidst om, at jeg bliver nødt til at sige, at jeg er gravid for at passe på mit barn, på trods af at det er inden for de tre måneders prøvetid,« siger hun.

Faktisk havde hun fundet ud af, at hun var gravid, en uge efter hun havde fået stillingen på Skovbrynet, men hun ville ikke sige noget til lederen, før scanningen havde vist, at det var et sundt og rask barn.



Fyret efter ros. Dagen efter episoden ringer hun til lederen og fortæller, at hun er gravid og tilføjer: ’Det er lidt uheldigt, når man har fået drømmejobbet, at man samtidig er så heldig at blive gravid’.

Næste dag møder hun op til sin dagvagt, men et kvarter før hun har fri, bliver hun kaldt ind på kontoret af souschefen, der overrækker hende en skriftlig opsigelse.

»De så mig ikke som egnet til at være på Skovbrynet længere,« siger Camilla Friis Scharling.

Det kom som noget af en overraskelse, for nogle uger før havde hun netop fået ros for sit arbejde. Camilla Friis Scharling er opsagt pr. 3. oktober 2012, lige netop der, hvor prøveperioden udløber.

»Jeg er så vred. Dagen efter jeg bliver fyret, møder jeg op og beder souschefen om en uddybende samtale om, hvorfor de har valgt at afskedige mig. Jeg siger flere gange til hende: ’Det må ikke være på grund af min graviditet, I fyrer mig’,« siger hun.

Hun beder BUPL om hjælp og ender med at blive fritstillet. Så går hun bare derhjemme og venter på at føde, for det er umuligt at finde andet arbejde, når maven afslører, at hun snart skal på barsel. Nu har hun fået Emily, der efterhånden er blevet ni måneder.

»Jeg har fået en skøn datter, hun er det hele værd, på trods af at det er en meget dårlig situation.«

Camilla Friis Scharling er flyttet hjem til sine forældre med mand og to børn, de har solgt lejligheden og venter på, at Emily til februar skal begynde i dagpleje.

»Jeg skal have et job, for at vi kan komme videre i livet og købe hus.«

Kort før julen 2013 kommer der endelig en afklaring på Camilla Friis Scharlings sag. To dage før BUPL og institutionen Skovbrynet skal mødes i retten, går institutionen med til et forlig, der giver en godtgørelse svarende til seks måneders løn.

»De seks måneders løn er en bonus. Det er lige så meget for ikke at finde sig i hvad som helst. For jeg har følt mig så trådt på. Jeg har været der 100 procent for deres skyld – og også for min egen – men jeg er lamslået over, at man kan behandle mennesker sådan,« siger Camilla Friis Scharling.



Fornuftigt forlig. BUPL’s advokat Maria Muñiz Auken glæder sig over, at det er lykkedes at indgå et fornuftigt forlig med Skovbrynet, inden sagen kom i retten.

»Et brud på ligebehandlingsloven udløser seks måneders godtgørelse med Camillas anciennitet. Så det skulle vi naturligvis have,« siger Maria Muñiz Auken.

I en mail skriver leder af Skovbrynet Anne-Marie Møller Kristiansen, at hun ikke kan kommentere på konkrete sager, da de indeholder personfølsomme oplysninger. Hun skriver videre:

’Vores beslutning om at indgå forlig er taget med udgangspunkt i procesøkonomiske overvejelser og hensynet til de involverede parter, herunder også jeres medlem. Forliget er ikke et udtryk for en anerkendelse af jeres medlems synspunkt’.