BUPL MENER: Vi venter ikke kun på forældrene

Stolene er stablet, og gulvet på stuen er fejet. Klokken er fem minutter over luk, men alligevel sidder der stadig et par barnefødder og tripper utålmodigt i garderoben. Mor og far er forsinkede. Igen.

I denne udgave af Børn & Unge sætter vi fokus på de forældre, der henter deres børn for sent. Og på pædagogerne, som ser frustrerede til, mens de samme børn dag efter dag siger farvel til kammeraterne, skæver mod døren og spørger: Hvornår bliver jeg hentet?

Vi kan hurtigt blive enige om, at langtfra alle forældre er lige nøjeregnende, hvad angår deres børns hentetider. Og nogle prioriterer givetvis et anerkendende blik fra chefen over et par trætte, formanende pædagogøjne.

Men når forældre ikke holder tre ugers ferie med deres børn eller for anden dag i træk kommer halsende ind ad døren med en undskyldning forrest på tungen, er det ikke udelukkende deres egen skyld. Vores undersøgelse viser en klar sammenhæng mellem institutionernes åbningstider og antallet af pædagoger, der oplever forældre, som henter deres børn for sent. Og problemet er størst i de institutioner, der enten er blevet beskåret eller ikke har udviklet sig de seneste år.

Derfor er det nødvendigt, at vi flytter blikket fra lukkevagtens afkrydsningsskema til politikernes håndtering af familiernes vilkår. Familieliv og arbejdsliv hænger simpelthen ikke sammen herhjemme.

Arbejdsmarkedet og familiemønstrene har ændret sig væsentligt de seneste årtier, og kommunerne bør derfor investere i fleksible tilbud, som tilgodeser den virkelighed, forældrene er en del af. Alligevel fortsætter kommunerne ufortrødent deres sparekurs. At lukkeloven for længst er ophævet, og de fleste forældre i dag arbejder på fuld tid, ser ud til at været gået hen over hovederne på de kommunale børnechefer. På den anden side, forstår man jo godt, at de lukker øjnene. Det kræver nemlig midler at give moderne familier de tilbud, de har brug for. Penge, kommunerne ikke har.

Politikerne bliver nødt til at beslutte sig for, om de forsat vil spare på samfundets vigtigste bidragsydere, børnene og deres forældre. Eller om det er tid til en opgradering anno 2015, så pædagoger og forældre i fremtiden både kan varetage samfundets behov for et fleksibelt arbejdsmarked og børnenes bedste.

Indtil da venter vi altså ikke kun på forældrene, men i lige så høj på, at politikerne kigger på uret og finder ud af, at det er dem, der er ude fem minutter i lukketid.