BUPL MENER: Vi skal have stoppet nedskæringerne

Som pædagog arbejder man med det vigtigste i denne verden: at give børn og unge en god start på livet. Man arbejder for, at alle får en fair chance på trods af ulige livsvilkår. Ikke kun pædagoger ved, at det er vigtigt. Forskere har talrige gange dokumenteret vigtigheden af gode daginstitutioner og fritidstilbud, og ingen politikere med respekt for sig selv vil bestride forskernes resultater. Derfor skulle man tro, at vi alle var optaget af at sikre, at der er ressourcer nok til at uddanne de bedste pædagoger og til at ansætte flere pædagoger til arbejdet med vores børn. Sådan er det bare ikke.

Vi ser nu endnu engang, at regeringen skærer ned på uddannelserne, og at kommunerne skærer i normeringerne. Særligt hårdt ser det ud til at ramme SFO’erne, fritidshjemmene og klubberne. Inden for det seneste år er der blevet 400 færre pædagogstillinger på 6-18-årsområdet på trods af, at forudsætningen for folkeskolereformen var, at flere pædagoger skulle ind i skolen. Hvorfor er det så sådan, at kommunerne tilsyneladende bliver ved med at skære ned?

Når jeg taler med politikere, embedsmænd og skolefolk, så er alle enige om, at pædagogerne er afgørende for, at vi lykkes med at øge trivslen og give børn og unge mere lige muligheder i livet. Forleden var jeg i Nørre Nissum til folkemøde om uddannelse. Her talte alle om betydningen af at have fokus på trivsel og dannelse – og på, hvordan vi gør børn og unge til livsduelige, demokratiske medborgere. Der var oven i købet en forsker, der hyldede fri leg som en forudsætning for al læring. Det er længe siden, vi har hørt det.

De gode intentioner er altså til stede. Problemet er, at når virkeligheden banker på, så er det indlæring og undervisning, der vejer tungest. Ud ryger alle de flotte ord og hensigtserklæringer. Det er derfor, at pædagogerne i skolen siger, at skoledagen ikke er blevet mere varieret, men at der er kommet mere af det samme: indlæring og undervisning. Børnenes trivsel er ikke blevet bedre, og i nogle skoler er inklusionen heller ikke spor bedre end tidligere.

Lige nu sidder kommunerne og lægger sidste hånd på budgetterne for 2016. 50 kommuner varsler nedskæringer på vores områder. Kun to kommuner giver flere penge til pædagogerne. Det går den forkerte vej. Det bliver vi nødt til at sige højt til kommunalpolitikerne. Vi skal sige det alle de steder, hvor vi pædagoger møder politikere, embedsmænd og forældre. Vi skal skrive det i avisen, vi skal sige det i dagligdagen ude på institutionerne og til møder i kommunen. Kort sagt alle steder.

For børnenes og de unges skyld skal vi have stoppet nedskæringerne. Der er brug for flere pædagoger – ikke færre. Og vi ved jo, at pengene er der. Kommunerne har over fire år brugt 18 milliarder kroner mindre, end de måtte. Det er ikke i orden. Det er en kommunal opgave at prioritere børn og unge, også selvom kommunerne har en stram økonomi.

Og når nu regeringen er så optaget af at tale om investeringer og afkast, så er børneområdet netop et område, hvor en tidlig indsats og investeringer kommer flere gange igen.