BUPL MENER: Vi ønsker at gøre en forskel

På BUPL’s Facebookside spurgte redaktøren for et stykke tid siden pædagogerne, hvad der er den primære årsag til, at den enkelte er blevet pædagog.

Rigtig mange svarede, at de ønsker at gøre en forskel for det enkelte barn og den unge.

Det at kunne hjælpe et barn videre med de svære ting, hvad enten det handler om at få en ven i børnehaven eller at lære nye svære ting, er en af de væsentlige drivkræfter i det pædagogiske værk.

Men selv den dygtigste pædagog må af til bede om hjælp eller meddele kommunen, at man har gjort sig nogle observationer, som man skal have hjælp til komme videre med. Her er underretningen det redskab, som pædagogen benytter sig af. Gennem den skærpede underretningspligt – som er blevet understreget med Barnets Reform – har pædagogen en særlig forpligtigelse til at til at underrette de uhensigtsmæssigheder, hun ser. Mange børn og unge bliver hjulpet på denne måde, hvad enten det drejer sig om omsorgssvigt, for meget alkohol i hjemmet, seksuelt misbrug eller andre dybt skadelige ting.

Derfor er det også rystende, når man i dette nummer af Børn&Unge kan læse, at mange kommuner ikke har overblik over de underretninger, som de modtager. De ved ikke, hvor de kommer fra, og de har ikke reelt overblik over, hvad der sker med underretningerne.

Det er nok at sætte det på spidsen at påstå, at Rebild- og Brønderslevsagerne kunne være undgået, hvis de to kommuner havde arbejdet mere systematisk med underretningerne. Men tanken ligger lige for.

Det går ikke. Vi må som pædagoger forlange, at politikerne ude i kommunerne tager politisk ansvar for, at der bliver arbejdet systematisk med de underretninger, forvaltningerne modtager.

Og systematikken må gælde, fra kommunen melder tilbage til institutionen, at underretningen er modtaget, til en beskrivelse af, hvordan der bliver arbejdet med sagen. Der bør samtidig være en tydelig tidsangivelse på, hvordan der kommer et udførligt svar. Det vil give arbejdsro på institutionerne i modsætning til i dag, hvor mange pædagoger oplever et tomrum, efter at underretningen er sendt af sted. Derefter ved de og institutionen ofte ikke, hvordan der bliver arbejdet med sagen.

Samtidig må vi forlange korte tidsfrister i sagsbehandlingen. Det er en hel kultur, som bør ændres, sådan at det samlede kommunale system samarbejder på en helt anden måde for at løse opgaven. Pædagogernes viden og det, de ser, skal inddrages mere aktivt, hvilket vil betyde, at sagens behandling bliver langt mere kvalificeret.

Gudskelov ser vi, at enkelte kommuner har lært af de meget alvorlige sager. De har ændret praksis, og de har styrket indsatsen omkring underretningerne. Gid de andre kommuner vil følge med! Det skal vi presse dem til, for sagerne skal opdages hurtigere, så der også kan handles hurtigt. Det skylder vi børnene fra Rebild- og Brønderslevsagerne.

Og alle de andre omsorgssvigtede børn.