BUPL Mener: Valget burde handle om børnenes fremtid

Tillid handler om troen på, at vi kan - både børn og pædagoger

V i kender rumlen. Regeringen ruster sig til valg, ministerne skiftes ud, og der laves valgoplæg, som skal udskille og udstille modstanderne. Oppositionen har også stået klar til valg længe. I det hele taget er den politiske situation sat skakmat og kan kun løses op med et valg.

Når valget kommer, burde det væsentligste valgtema være. Hvordan fremtidssikrer vi det danske samfund, så vi kan klare os i en verden, hvor den globale konkurrence uden tvivl bliver hårdere og hårdere? Hvad skal der til, så vi fastholder og udvikler den kreativitet, fantasi og opfindsomhed, som både gør livet sjovere, men også sikrer samfundets fremtidige økonomi?

Svaret er enkelt, men vejen dertil er svær. Svaret er, at vi skal sikre rammer og muligheder, så vi alle kan udfolde og udvikle vores potentialer. Det skaber på den ene side de bedste muligheder for et godt liv, og det sikrer på den anden side det grundlag og de forudsætninger, der skal til for at udvikle samfundets økonomiske basis: nye produkter og tjenester på et økologisk bæredygtigt grundlag. Og her kommer den store pointe: Det starter med vores børn.



Vores børn skal bære samfundet videre, derfor skal de have de bedste forudsætninger. Derfor burde deres hverdag ikke være begrænset af nedskæringer, testregimer og snævertsynethed.

Deres hverdag i dag- og fritidsinstitutioner burde profitere af, at vi som ansvarlige politikere, administratorer og professionelle er optaget af, hvordan vi skaber de rigtige rammer og betingelser for dem. Rammer og betingelser, som fokuserer på fællesskaber, der løfter individerne. Rammer og betingelser, som fokuserer på nysgerrighed, videbegærlighed, lysten og evnen til at eksperimentere. Rammer og betingelser, som fremmer kreativitet, fantasi, vilje og evnen til at sætte gammel viden sammen på nye måder - at skabe nyt.

Svaret er som sagt enkelt, men vejen dertil er svær. Svær, fordi det kræver et grundlæggende opgør med de dominerende styringsregimer, vi lever under i dag. I stedet for økonomisk kontrol og test skal der satses på investeringer og tillid.



Investeringer handler om at skabe de menneskelige og materielle forudsætninger, der skal til. Ikke mindst skal der investeres i pædagogisk viden gennem forskning og efter- og videreuddannelsesmuligheder for pædagoger.

Tillid handler om troen på, at vi kan - både børn og pædagoger. Børn er faktisk nysgerrige, videbegærlige og legesyge, og det skal de rammer, vi skaber for dem i dag- og fritidsinstitutionerne fastholde og videreudvikle. Pædagoger kan skabe de rammer, der skal til, men det kræver, de får mulighederne og opgaven, altså frigøres fra byrden af unyttig administration og dokumentation.

Vi ved med andre ord godt, hvad der skal til, men desværre tegner alt til, at de store spørgsmål drukner i en snæver debat om enten at afskaffe efterlønnen eller at arbejde 12 minutter længere. Derfor må vi, de professionelle, der varetager børnenes tarv, stille krav til det politiske niveau om at løfte deres opgave.

Vi løfter vores.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.