BUPL mener: Uddannelse er vejen - måske

Uddannelse er vejen - måske

Tidens løsen er uddannelse, uddannelse og uddannelse. Uddannelse er blevet universalnøglen til alt lige fra opretholdelsen af vores velfærdssystem til et individuelt lykkeligt liv. Og ingen tvivl om, at uddannelse betyder utrolig meget for den enkeltes udfoldelsesmuligheder gennem livet. Det viser alle undersøgelser. Ligeså vel som uddannelse har betydning for kvaliteten af den offentlige velfærd.

Men - og der er et men - alle undersøgelser viser også, at uddannelse ikke i sig selv løser samfundets ulighedsproblemer, og den er kun et kvalitetsstempel af den offentlige velfærd, hvis der er nok af den. Og her kniber det gevaldigt for tiden, trods den siddende regering mange retoriske falbelader i globaliseringsråd, trepartsudvalg og så videre. Alle tal dokumenterer, at uddannelse på linje med den øvrige velfærd udsultes.

Et af regeringens effektivseringsmantraer er, at man skal hurtigere og yngre gennem uddannelsessystemet. Det lyder jo besnærende, men i arbejdet med mennesker er livserfaring et nødvendigt supplement til en god uddannelse som det professionelle udgangspunkt. Pædagoguddannelsen, hvor de optagne gennemsnitlig er 25 år, er et godt eksempel på en uddannelse, hvor forskelligheder er nødvendige. Ganske enkelt fordi det giver bedre pædagoger i kraft en større afklarethed omkring erhvervsvalg, hvilket igen giver en mere sikker professionsidentitet. Og det er de bedste pædagoger, ikke de yngste eller de hurtigst uddannede, som vi har brug for.

Et andet område, hvor der er langt mellem ord og handling, er pædagogers efter- og videreuddannelsesmuligheder. Regering taler meget om koncepter som livslang læring, kompetenceudvikling, men samtidig foreslår de i deres velfærdsoplæg at fjerne de SVU-midler (StatensVoksenUddannelsesstøtte) - ca. 50 millioner kroner - som finansierer store dele af pædagogers efter- og videreuddannelsesmuligheder, f.eks. diplomuddannelserne. Trods den dokumenterede vigtighed af efter- og videreuddannelser, så skal mulighederne nu udelukkende afhænge af den enkeltes økonomiske formåen. Pædagogerne skal selv til lommerne.

Disse eksempler viser, at uddannelsesområdet er blevet et helt centralt politisk stridsfelt, og på linje med andre velfærdsområder handler det om, hvorvidt opgaven og mulighederne skal være fælles, eller om det er den enkeltes eget ansvar. I mit perspektiv skal vi stræbe mod et samfund, hvor uddannelse og andre velfærdsområder er et fælles anliggende. Det giver flest muligheder for den enkelte, og det er det mest solidariske.