BUPL MENER: Uddannelse er godt, men ...

Midt på sommeren hvert år afgøres fremtidsmulighederne for rigtig mange unge. I sidste uge fik de cirka 91.000 unge mennesker, der i år havde søgt en videregående uddannelse besked om, hvorvidt de var optaget eller ej på deres ønskestudie. 64.000 slap gennem nåleøjet, mens små 30.000 blev forment adgang.

For pædagoguddannelsens vedkommende havde små 8.000 søgt, og det er en stigning for femte år i træk, men kun 5.014 fik en af de ønskede studiepladser. Det er et fald på 6 procent i forhold til sidste år.

Det er dejligt, at pædagoguddannelsen som den største videregående uddannelse stadig er attraktiv og populær, men også lidt kedeligt, at så mange afvises.

I det store perspektiv er det meget positivt, at så mange unge faktisk ønsker at tage en videregående uddannelse, fordi uddannelse er en af vejene til et godt og produktivt liv, men samtidig er det betænkeligt, at så mange unge afvises. En nej er et nederlag for den enkelte, men kan også potentielt være et stort spild af produktiv energi for samfundet.

Derfor kan det i begejstringen over de mange ansøgere være på sin plads at løfte eftertænksomhedens pegefinger og reflektere over, hvad uddannelse er, og hvad uddannelse kan.

Uddannelse er blevet tidens løsen for næsten alt. Vi skal ud­danne os ud af krisen, og vi skal uddanne os til et rigere samfund. Der er næsten ingen grænser for, hvad uddannelse kan. Og ja, uddannelse handler om at tilegne sig eksisterende viden, som er en forudsætning for at udvikle ny viden, og i det ligger vores fremtid så at sige gemt. Men samtidig er uddannelse også en sorteringsmekanisme, hvor fårene skilles fra bukkene: Nogle får adgang til det forjættede land i form af viden, prestige og fremtidig position, mens andre udelukkes.

Derfor er rammerne for og indholdet af uddannelserne vigtige. Rammer og indhold kan enten trække i en inkluderende retning, eller de kan ekskludere.

I det lys venter vi spændt på, hvordan det skal gå med den nye pædagoguddannelse. Mens vi venter, kan vi dog allerede nu sætte fokus på en række elementer, som den seneste reform ikke løste.

Indholdsmæssigt fik vi ikke løst pædagoguddannelsens største problem – den lønnede praktik, som dokumenteret mindsker læringsmulighederne og dermed betydningen af praktikken i det samlede uddannelsesforløb.

Økonomisk er uddannelsen også hårdt ramt, selvom det er den største videregående uddannelse. Uddannelsen har langt det laveste taxameter (beløb pr. studerende), hvilket er absolut uforklarligt og ingen menig giver. Derfor bør politikerne på Christiansborg tage sig sammen og se at få det problem løst.

Vi har tidligere dokumenteret, at antallet af ugentlige undervisningstimer ikke er voldsomt stort. Vel vidende, at antallet af timer ikke er et entydig kvalitetstempel, så er det alligevel væsentligt. Derfor skal professionshøjskolerne levere på den konto.

Så mens der skal lyde et stort tillykke og et varmt velkommen til de nye studerende, så skal vi ikke glemme de mange, som ikke kom ind på deres ønskeuddannelse. De har krav på opmærksomhed, råd og støtte til at komme videre. Og så skal vi fortsætte arbejdet med at sikre den bedst mulige pædagoguddannelse. Det har samfundets børn krav på.